Jeg var til mundtlig eksamen igår. Jeg skulle forsvare den opgave vi skrev før jul. Jeg fik 7, hvilket jeg er rigtig tilfreds med. Jeg vidste jeg ikke ville have nogen problemer med at bestå, men alligevel bliver jeg helt vildt nervøs. Min mave kan slet ikke klare mundtlige eksamener, og det forhøjede stressniveau har tilsyneladende ført til at jeg har været syg siden i aftes. Det kunne være man skulle tage et kursus.
Generelt set går det rigtig godt for mig med mit studie. Jeg føler at jeg kan følge med i timerne og de karakterer jeg får er jeg meget tilfreds med. Siden september har vi haft klasseundervisning, hvilket har været rart efter den somatiske klinik på 3. semester. Jeg har dog oplevet en del frustrerende lektioner hvor der har været rod i planlægning og informationsgivning, hvilket har resulteret i at jeg er mødt op og har været forberedt på et emne og så har læreren undervist i noget andet. Vi har klaget over dette til læreren men lur mig om ikke det vil gentage sig i fremtiden.
Fra i morgen og 2 uger frem er jeg i praktik på Glostrup Hospitals radiologiske afdeling, hvor jeg skal lære så meget jeg kan om MR- og CT-scannere. Jeg glæder mig til at trække i uniformen igen og komme ud og opleve det arbejde jeg er ved at uddanne mig tl at udføre. Nogle gange bliver undervisningen lige lidt for teoretiserende og irrelevant i forhold til det konkrete arbejde, så det er rart at veksle mellem praktik og teori for at lære mange detaljer om et emne og samtidig have en finger på pulsen – så at sige.
I løbet af denne måned skal jeg desuden bidrage med 1/4 af en 10-siders opgave om mammografi, der skal afleveres d. 27/11. Derefter går vi d. 2/12 igang med at skrive en større opgave om et teknisk emne inden for faget. Den skal afleveres d. 18/12 hvorefter der er juleferie indtil d. 4/1.
Jeg vidste godt at jeg ikke ville få svært ved at bestå prøven. Kravene for semesteret er ikke tårn-høje, og de fejl man eventuelt kunne begå i den praktiske del af prøven, kan man rette op på i løbet af den mundtlige del.
Alligevel formår jeg at blive en smule nervøs op til, og under prøven. “Det er jo en prøve! – Folk kigger på en og lægger mærke til om jeg gør noget forkert!” Før prøven havde jeg haft et lille møde med den sygeplejerske der skulle være eksaminator, som viser sig også at beskæftige sig med alternativ medicin og healing. Hun tilbød at låne mig 3 forskellige sten som skulle hjælpe under en eksamen.
I løbet af klinik-perioden havde der været en del tekniske problemer. Den eneste kliniske vejleder på afdelingen gik fra midt i forløbet pga. at personen skulle være forælder. Det er dejligt, men når man i samme omgang tager 4 ugers ferie og pga. problemer med den nyfødte ikke kommer tilbage før jeg skal til prøve står jeg der som studerende uden en vejleder og eksaminator. Jeg kunne godt klare selv at lære de praktiske ting på afdelingen – der er jo mange andre til stede man kan spørge og få hjælp af. Det er dog lidt besværligt at give tilbagemeldinger på mine egne uge-opgaver og ikke mindst at eksaminere sig selv til prøven. Karen, min kliniske vejleder fra radiologisk afdeling måtte træde til for at der kom styr på tingene, og det endte da også med at jeg en lille uge før prøven fik beskikket en ny vejleder/eksaminator der dog ikke havde tid til at være hos mig mere end et kort møde eller to før prøven. Jeg forsøgte at bevare min stoiske ro under hele forløbet – “den slags skal nok ordne sig selv” – men jeg indrømmer at jeg til sidst var en smule bekymret over situationen. Selv Karen mente at der var belæg for at klage over foløbet i tilfælde af at jeg ikke skulle bestå.
Om det var stenene ved jeg ikke, men prøven forløb fantastisk. Jeg fik sagt alt hvad jeg ville, og jeg var forholdsvis veltalende i mine svar til deres spørgsmål. Det endte med at blive til en hel lille samtale mellem alle 3 i rummet hvor sensor førte ordet. Jeg hyggede mig rigtig godt til sidst, indtil de sendte mig ud så de kunne votere.
Nogle få minutter føltes som år indtil de stak hovedet ud og hentede mig ind. Jeg fik to store smil og håndtryk da jeg skulle til at sætte mig på stolen. Jeg var bestået. Det sagde at de var kede af at de ikke måtte give mig en karakter for den kræft-præstation jeg havde leveret. Jeg havde styr på det praktiske på afdelingen, var god til at bruge mine kommunikative redskaber sammen med de ældre og den mundtlige præstation var nærmest fejlfri. Hvis de alligevel skulle nævne et tal ville det blive et rungende 12-tal. De havde allerede under den praktiske prøve haft mulighed for at tale om at der gik en dygtig sygeplejerske tabt i mig, og nu under tilbagemeldingen mente de også lige at de skulle forsøge at overbevise mig om at jeg ville komme til at kede mig på radiologisk afdeling med al den teknik. Det er altid rart med smiger, og jeg fik fortalt dem at deres ord varmede, men at jeg altså også var god til det tekniske og det var det jeg har valgt at jeg skal arbejde med. Jeg er den fødte diplomat.
Men nok om mig. Hvordan har du det?
Så har jeg været til eksamen i den opgave vi skrev færdig i sidste uge. Det gik fortrinligt – jeg kom ud derfra med en endelig karakter på 10. Og det på trods af at de vurderede selve opgaven til et 7-tal!
Jeg er som sagt ikke særligt god til mundtlige eksamener: For at få en god karakter skal man sige alt hvad der er at sige – også det mest banale og det som jeg synes “siger sig selv”. Det har jeg normalt svært ved og bliver derfor nervøs op til de mundtlige eksamener.
Selve eksaminationen foregik sådan at man skulle fremlægge et valgfrit emne i de første 5 minutter, hvorefter der var enkete spørgsmål til dette og ellers generel eksamination i forhold til opgaven i 25 minutter derefter.
Mit fremlæg gik godt. Jeg havde valgt at tale om Nel Noddings omsorgsetik, fordi selve opgaven ikke handlede om etik overhovedet, men alligevel var skrevet med et omsorgsetisk bias. Det tog kegler. Efter eksaminationen fortalte vores vejleder (som også fungerede som eksaminator) mig at jeg havde formået at finde en teoretiker hun ikke havde læst. Heldigvis havde sensor læst Noddings teori, og heldigvis fremlagde jeg det så overbevisende at der ikke var tvivl om lødigheden.
Jeg “rystede som et espeløv, men jeg kunne alligevel nogle tricks“. Jeg blev opfordret til at lære mig selv nogle tekniker der kunne få mig til at slappe mere af til eksamenerne, så jeg kunne gå efter topkaraktererne med mere ro på. Jeg må være dygtig siden jeg får den slags skulderklap med på vejen…
Efter eksamenen fik vi en påskebryg for at fejre det. Det var rart at få denne prøve helt ud af verdenen. Tak til Kricket, Gitte og Carsten for et fortrinligt samarbejde – jeg håber på vi kan gentage successen en gang i fremtiden.
Jeg føler inderligt at jeg lader min gruppe i stikken: Vi har skrevet opgave siden torsdag d. 12, og den skal afleveres fredag d. 27, og indtil videre har jeg ikke rigtig bidraget med noget. Undskyldninger er der rigeligt af, men lige meget hvad har det indtil nu betydet at gruppen jeg er i mangler 25% af arbejdskraften. Indtil videre virker de meget forstående, men jeg har alligevel rigtig dårlig samvittighed og føler at jeg lader dem i stikken. Min frygt er at deres tålmodighed slipper op og at de ikke vil skrive opgave med mig igen.
Et kort resume af begivenheder:
Hvad bliver det næste?
© 2007-2010
Nye kommentarer