Til næste sommer kan vi alle tre gå og drille Christina med sangen “der er kun 1 hue, den er rød. Der er kun 1 hue, den er rød. For hvis huen den er blå, så er den alt for let at få. Der er kun 1 hue, den er rød“. Og til gengæld kan hun så drille os med at vi har brugt 3 år på at opnå de samme muligheder for videre uddannelse som hun har brugt 2 år på. Det bliver herre-hyl! Christina har lovet at finde på en sang der svarer til vores.

[OPDATERING]

Jeg fik taget et par billeder som jeg er rigtig stolt af ved lejligheden. De ryger i galleriet når jeg får taget mig tid til at det. Indtil da er her et lille anonymt stemningsbillede fra dagen.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig som en bærende kraft for opretholdelsen af det faglige niveau i undervisningen; dette er positivt. Jeg møder andre studerende der ikke er i nærheden af noget niveau der forventes af skolen, og jeg undres over hvordan de er nået så langt i uddannelsen som de er. Det får mig til at tænke “hvis de kan, uden at arbejde for det, hvorfor skulle jeg så arbejde for det?”; dette er negativt.

Jeg har ikke afleveret en læringsjournal for hver uge jeg har været i klinikken indtil videre, ligesom det ellers er forventet. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive dem. Jeg ved at de skal skrives. Jeg ved at jeg lærer uendeligt meget mere af min tid i klinikken ved at skrive dem. Alligevel kan jeg sætte mig ned foran min computer, aftale med mig selv at forventningerne til det faglige indhold er helt i bund bare for at få skrevet et eller andet, og alligevel bare sidde og stirre ind i skærmen uden at få noget fra hånden.

Det at jeg ikke skriver læringsjournalerne fører i min logik til at jeg ikke bevæger mig fagligt. Tvært imod. Jeg synker. Det at det faglige niveau hos enkeltstående tilfælde af mine klassekammerater nærmest ikke er eksisterende, på trods af snart 5 semestres undervisning, er demoraliserende. Det er afkræftende. Jeg mangler incitament. Det at jeg ved at min uddannelse er det jeg vil og at den skal afsluttes med en bacheloropgave og et fagligt niveau der gør mig i stand til at udføre mit håndværk på en måde jeg selv kan være stolt af, gør at jeg er nødt til at hæve niveauet konstant. Det fordrer bevægelse. Jeg må svømme.

Alligevel ser jeg endnu en aften med rig mulighed for at studere mit fag, sive ud gennem timeglasset der langsomt tæller ned til virkeligheden. En virkelighed med job, løn og ansvar for menneskers helbred.

Det er dejligt at se når folk går op i deres håndværk.

Det blev sagt efter endnu en af mine projektioner var lige til en skolebog. Tidligere var der blevet sagt “Jamen hvor er det godt. Jeg får helt tårer i øjnene”. Det ovenstående citat tager jeg som et seriøst udtryk for at de synes jeg er dygtig til det jeg laver. Jeg elsker at anstrenge mig for at gøre det godt, og efterfølgende høste ros for mit arbejde.

Fra i morgen og 2 uger frem er jeg i praktik på Glostrup Hospitals radiologiske afdeling, hvor jeg skal lære så meget jeg kan om MR- og  CT-scannere. Jeg glæder mig til at trække i uniformen igen og komme ud og opleve det arbejde jeg er ved at uddanne mig tl at udføre. Nogle gange bliver undervisningen lige lidt for teoretiserende og irrelevant i forhold til det konkrete arbejde, så det er rart at veksle mellem praktik og teori for at lære mange detaljer om et emne og samtidig have en finger på pulsen – så at sige.

I løbet af denne måned skal jeg desuden bidrage med 1/4 af en 10-siders opgave om mammografi, der skal afleveres d. 27/11. Derefter går vi d. 2/12 igang med at skrive en større opgave om et teknisk emne inden for faget. Den skal afleveres d. 18/12 hvorefter der er juleferie indtil d. 4/1.

Alligevel formår jeg at blive en smule nervøs op til, og under prøven. “Det er jo en prøve! – Folk kigger på en og lægger mærke til om jeg gør noget forkert!” Før prøven havde jeg haft et lille møde med den sygeplejerske der skulle være eksaminator, som viser sig også at beskæftige sig med alternativ medicin og healing. Hun tilbød at låne mig 3 forskellige sten som skulle hjælpe under en eksamen.

I løbet af klinik-perioden havde der været en del tekniske problemer. Den eneste kliniske vejleder på afdelingen gik fra midt i forløbet pga. at personen skulle være forælder. Det er dejligt, men når man i samme omgang tager 4 ugers ferie og pga. problemer med den nyfødte ikke kommer tilbage før jeg skal til prøve står jeg der som studerende uden en vejleder og eksaminator. Jeg kunne godt klare selv at lære de praktiske ting på afdelingen – der er jo mange andre til stede man kan spørge og få hjælp af. Det er dog lidt besværligt at give tilbagemeldinger på mine egne uge-opgaver og ikke mindst at eksaminere sig selv til prøven. Karen, min kliniske vejleder fra radiologisk afdeling måtte træde til for at der kom styr på tingene, og det endte da også med at jeg en lille uge før prøven fik beskikket en ny vejleder/eksaminator der dog ikke havde tid til at være hos mig mere end et kort møde eller to før prøven. Jeg forsøgte at bevare min stoiske ro under hele forløbet – “den slags skal nok ordne sig selv” – men jeg indrømmer at jeg til sidst var en smule bekymret over situationen. Selv Karen mente at der var belæg for at klage over foløbet i tilfælde af at jeg ikke skulle bestå.

Om det var stenene ved jeg ikke, men prøven forløb fantastisk. Jeg fik sagt alt hvad jeg ville, og jeg var forholdsvis veltalende i mine svar til deres spørgsmål. Det endte med at blive til en hel lille samtale mellem alle 3 i rummet hvor sensor førte ordet. Jeg hyggede mig rigtig godt til sidst, indtil de sendte mig ud så de kunne votere.

Nogle få minutter føltes som år indtil de stak hovedet ud og hentede mig ind. Jeg fik to store smil og håndtryk da jeg skulle til at sætte mig på stolen. Jeg var bestået. Det sagde at de var kede af at de ikke måtte give mig en karakter for den kræft-præstation jeg havde leveret. Jeg havde styr på det praktiske på afdelingen, var god til at bruge mine kommunikative redskaber sammen med de ældre og den mundtlige præstation var nærmest fejlfri. Hvis de alligevel skulle nævne et tal ville det blive et rungende 12-tal. De havde allerede under den praktiske prøve haft mulighed for at tale om at der gik en dygtig sygeplejerske tabt i mig, og nu under tilbagemeldingen mente de også lige at de skulle forsøge at overbevise mig om at jeg ville komme til at kede mig på radiologisk afdeling med al den teknik. Det er altid rart med smiger, og jeg fik fortalt dem at deres ord varmede, men at jeg altså også var god til det tekniske og det var det jeg har valgt at jeg skal arbejde med. Jeg er den fødte diplomat.

Men nok om mig. Hvordan har du det?

Jeg er som sagt ikke særligt god til mundtlige eksamener: For at få en god karakter skal man sige alt hvad der er at sige – også det mest banale og det som jeg synes “siger sig selv”. Det har jeg normalt svært ved og bliver derfor nervøs op til de mundtlige eksamener.

Selve eksaminationen foregik sådan at man skulle fremlægge et valgfrit emne i de første 5 minutter, hvorefter der var enkete spørgsmål til dette og ellers generel eksamination i forhold til opgaven i 25 minutter derefter.

Mit fremlæg gik godt. Jeg havde valgt at tale om Nel Noddings omsorgsetik, fordi selve opgaven ikke handlede om etik overhovedet, men alligevel var skrevet med et omsorgsetisk bias. Det tog kegler. Efter eksaminationen fortalte vores vejleder (som også fungerede som eksaminator) mig at jeg havde formået at finde en teoretiker hun ikke havde læst. Heldigvis havde sensor læst Noddings teori, og heldigvis fremlagde jeg det så overbevisende at der ikke var tvivl om lødigheden.

Jeg “rystede som et espeløv, men jeg kunne alligevel nogle tricks“. Jeg blev opfordret til at lære mig selv nogle tekniker der kunne få mig til at slappe mere af til eksamenerne, så jeg kunne gå efter topkaraktererne med mere ro på. Jeg må være dygtig siden jeg får den slags skulderklap med på vejen…

Efter eksamenen fik vi en påskebryg for at fejre det. Det var rart at få denne prøve helt ud af verdenen. Tak til Kricket, Gitte og Carsten for et fortrinligt samarbejde – jeg håber på vi kan gentage successen en gang i fremtiden.

Et kort resume af begivenheder:

1. Fredag bliver Oskar syg, med opkast og tynd mave.
2. Søndag hopper jeg med på den vogn.
3. Torsdag er jeg rask nok til at komme til vejledningstimen, omend det er med panisk kontrol af afstanden til de nærmeste toiletter på min rute.
4. Fredag bliver en der står mig nær så syg at personen må indlægges, og jeg bruger dagen på at ordne det praktiske.

Hvad bliver det næste?