Indtryk & Udtryk

Min ældste svigerinde er blevet student i denne uge. Et stort tillykke til hende! Hun er den første i Christinas familie der gennemfører en ungdomsuddannelse og får hue på. Til næste år er det Christinas og min yngste svigerindes tur. Jeg glæder mig til at se de to i den samme stoltheds-aura som Ditte er klædt i for tiden – den er meget flatterende.

Til næste sommer kan vi alle tre gå og drille Christina med sangen “der er kun 1 hue, den er rød. Der er kun 1 hue, den er rød. For hvis huen den er blå, så er den alt for let at få. Der er kun 1 hue, den er rød“. Og til gengæld kan hun så drille os med at vi har brugt 3 år på at opnå de samme muligheder for videre uddannelse som hun har brugt 2 år på. Det bliver herre-hyl! Christina har lovet at finde på en sang der svarer til vores.

[OPDATERING]

Jeg fik taget et par billeder som jeg er rigtig stolt af ved lejligheden. De ryger i galleriet når jeg får taget mig tid til at det. Indtil da er her et lille anonymt stemningsbillede fra dagen.

I dag bestod jeg radiografuddannelsens 5. semester. Så er der kun 2 semestre tilbage! Fabelagtigt.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Overskriften er ikke så dyster som den kan lyde – det her indlæg handler om min skole.

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig som en bærende kraft for opretholdelsen af det faglige niveau i undervisningen; dette er positivt. Jeg møder andre studerende der ikke er i nærheden af noget niveau der forventes af skolen, og jeg undres over hvordan de er nået så langt i uddannelsen som de er. Det får mig til at tænke “hvis de kan, uden at arbejde for det, hvorfor skulle jeg så arbejde for det?”; dette er negativt.

Jeg har ikke afleveret en læringsjournal for hver uge jeg har været i klinikken indtil videre, ligesom det ellers er forventet. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive dem. Jeg ved at de skal skrives. Jeg ved at jeg lærer uendeligt meget mere af min tid i klinikken ved at skrive dem. Alligevel kan jeg sætte mig ned foran min computer, aftale med mig selv at forventningerne til det faglige indhold er helt i bund bare for at få skrevet et eller andet, og alligevel bare sidde og stirre ind i skærmen uden at få noget fra hånden.

Det at jeg ikke skriver læringsjournalerne fører i min logik til at jeg ikke bevæger mig fagligt. Tvært imod. Jeg synker. Det at det faglige niveau hos enkeltstående tilfælde af mine klassekammerater nærmest ikke er eksisterende, på trods af snart 5 semestres undervisning, er demoraliserende. Det er afkræftende. Jeg mangler incitament. Det at jeg ved at min uddannelse er det jeg vil og at den skal afsluttes med en bacheloropgave og et fagligt niveau der gør mig i stand til at udføre mit håndværk på en måde jeg selv kan være stolt af, gør at jeg er nødt til at hæve niveauet konstant. Det fordrer bevægelse. Jeg må svømme.

Alligevel ser jeg endnu en aften med rig mulighed for at studere mit fag, sive ud gennem timeglasset der langsomt tæller ned til virkeligheden. En virkelighed med job, løn og ansvar for menneskers helbred.

Her er et lille citat der skiller sig ekstra ud fra den ros jeg får for arbejdet i røntgenrummet:

Det er dejligt at se når folk går op i deres håndværk.

Det blev sagt efter endnu en af mine projektioner var lige til en skolebog. Tidligere var der blevet sagt “Jamen hvor er det godt. Jeg får helt tårer i øjnene”. Det ovenstående citat tager jeg som et seriøst udtryk for at de synes jeg er dygtig til det jeg laver. Jeg elsker at anstrenge mig for at gøre det godt, og efterfølgende høste ros for mit arbejde.

Jeg er en sølle person. For et par dage siden skulle jeg være rigtig radiograf-agtig og tog mig en kop kaffe. Desværre er jeg åbenbart ikke helt omskolet til kaffe-drikning endnu, og jeg brændte mig på lingua og i pharynx. Jeg har haft ondt et par dage nu, og har været i stand til at bide det i mig og fortsætte arbejdet. Men i aftes da jeg dårligt kunne holde ud at tale, spise og drikke, og da det begyndte at bløde fra tungen efter en smertefuld omgang tandbørstningen, besluttede jeg mig altså for at det nok var bedst at jeg gav min tunge en pause. Det er umuligt at undgå at tale hele dagen på en røntgenafdeling, så jeg har meldt mig syg. Syg pga. kaffeskoldning? Ynkeligt men sandt.