Samlet set har jeg nok forberedt mig til oplægget i en hel uge op til eksamensdagen, men rent praktisk at [...]]]> Til min eksamen skulle jeg lave et 10-minutters oplæg. Det er første gang, jeg har forberedt og holdt så lang en enetale, så jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer om emnet i et indlæg.

Samlet set har jeg nok forberedt mig til oplægget i en hel uge op til eksamensdagen, men rent praktisk at skrive på det, begyndte jeg først på dagen før. Jeg er klar over, at det ikke er den optimale måde, at skrive en tale på, da en god tale også er grundigt indøvet. Men det lykkedes alligevel. En anden gang vil jeg lave det noget før, så jeg har tid til bedre at øve mig, og få styr på timing‘en.

Før jeg gik igang med at skrive, søgte jeg på nettet, for at finde ud af om andre havde tips og ideer til 10 minutters taler. Jeg fandt ud af at man i gennemsnit skal regne med 100-120 ord i minuttet. Dette gav 1000 til 1200 ord til min 10 minutters tale. Det er rart med en ramme.

Andre resultater pointerede, at ved mundtlige overleveringer, som en tale er, vil publikum som regel huske 3 pointer. Jeg besluttede mig for at finde et emne, hvorfra jeg kunne tale om 2 underemner, og have et 3. emne til at relatere det hele til vores opgave. Det gav de 3 emner.

Resultaterne sagde også, at det er en god ide, at introducere det man vil tale om; tale om det; og afslutte med at fortælle hvad man har talt om. Fra American History X kan jeg huske, at han slutter sin tale af med et citat. Det ville jeg også prøve, så jeg fandt noget relevant fra en bog.

Jeg skrev hele talen fuldt ud, men da jeg ikke havde nok til til at indlære teksten ordret (teksten skulle også rettes til, hvilket tager tid), besluttede jeg mig for, at skrive alting i punktform og øve mig på, at få lavet en fornuftig sætning for hvert punkt. Det fungerede for mig, og hele listen endte med at fylde lidt over 3 sider. Se den her: etik og opgaven – punktform.

Jeg har en PMP med optagerfunktion, så jeg indspillede min tale 3-4 gange, indtil den tog ca. 10 minutter. Så hørte jeg den igennem, indtil jeg kunne vurdere hvilke punkter der var vigtige for forståelsen og hvilke man kunne gå hurtigt henover, uden at miste betydningen.

Det var en inspirerende øvelse. Især når den var en del af en eksamination, der sikrede mig et 12-tal. Det har lidt givet mig blod på tanden, at jeg ikke længere betragter det at holde en tale, som en uoverkommelig udfordring. Måske får jeg ligefrem mod på at holde en igen, frivilligt, en gang i fremtiden.

Ham jeg skrev opgaven med, var ved det grønne bord som den første på dagen. Eksaminationen foregår ved, at man holder 10 minutters enetale, om [...]]]> Igår fik dages, ugers, måneders, års ængstelse en afslutning: Jeg skulle til eksamen i mit bachelorprojekt. En afsluttende prøvelse der gerne skulle være kulminationen af tre et halvt års studier.

Ham jeg skrev opgaven med, var ved det grønne bord som den første på dagen. Eksaminationen foregår ved, at man holder 10 minutters enetale, om noget der er relevant for opgaven, men som samtidigt ikke er et referat af noget af det skrevne. Derefter er der 35 minutter til eksamination: Først et par minutter til at uddybe oplægget, og ellers bare om alt hvad der handler om indholdet i opgaven.

Jeg havde valgt, at mit oplæg skulle handle om etik. Til evalueringen fik jeg at vide, at de først ikke rigtigt kunne se hvad etikken bidrog med til opgaven, men at jeg fik bundet det hele godt sammen i afslutningen af oplægget.

Min opgavemakker og jeg har haft så mange frustrationer og lange dage med samtaler, om hvordan opgaven skulle skrues sammen, at da han kom ud fra eksamensrummet sagde han, at jeg bare skulle gå ind og tale om alt det, vi havde talt om sammen i løbet af opgaveskrivningen. Det er rart, når alt det arbejde man laver, udover det der bliver dokumenteret, alligevel vender tilbage og giver en bonus.

Efter jeg var blevet hørt i de teoretiske emner i bogen, såsom videnskabsteori, MR-teori og litteratursøgning, var der gået 25 minutter, og samtalen gik lidt i stå. Censor pointerede dette, så eksaminator bad mig om, at fortælle om vores projekt. Det var her, at vores lange samtaler under opgaveskrivningen virkelig gav pote; jeg kunne have fortalt i 20 minutter, uden at føle, at det var blevet langtrukket.

Jeg fik noget, der må have været den kedeligste tilbagemelding, jeg nogensinde har fået: “Oplægget var godt. Det og det var godt. Det andet var også godt. Du virkede som om at du havde godt styr på det og det. Og så var det forresten et svært emne I har valgt at skrive om. Derfor får du 12.”

Således gik det, at jeg afsluttede min uddannelse med topkarakter. Nu begynder en hverdag, med daglige prøver på mine praktiske evner. Jeg glæder mig.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være [...]]]> I dag bestod jeg radiografuddannelsens 5. semester. Så er der kun 2 semestre tilbage! Fabelagtigt.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig [...]]]> Overskriften er ikke så dyster som den kan lyde – det her indlæg handler om min skole.

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig som en bærende kraft for opretholdelsen af det faglige niveau i undervisningen; dette er positivt. Jeg møder andre studerende der ikke er i nærheden af noget niveau der forventes af skolen, og jeg undres over hvordan de er nået så langt i uddannelsen som de er. Det får mig til at tænke “hvis de kan, uden at arbejde for det, hvorfor skulle jeg så arbejde for det?”; dette er negativt.

Jeg har ikke afleveret en læringsjournal for hver uge jeg har været i klinikken indtil videre, ligesom det ellers er forventet. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive dem. Jeg ved at de skal skrives. Jeg ved at jeg lærer uendeligt meget mere af min tid i klinikken ved at skrive dem. Alligevel kan jeg sætte mig ned foran min computer, aftale med mig selv at forventningerne til det faglige indhold er helt i bund bare for at få skrevet et eller andet, og alligevel bare sidde og stirre ind i skærmen uden at få noget fra hånden.

Det at jeg ikke skriver læringsjournalerne fører i min logik til at jeg ikke bevæger mig fagligt. Tvært imod. Jeg synker. Det at det faglige niveau hos enkeltstående tilfælde af mine klassekammerater nærmest ikke er eksisterende, på trods af snart 5 semestres undervisning, er demoraliserende. Det er afkræftende. Jeg mangler incitament. Det at jeg ved at min uddannelse er det jeg vil og at den skal afsluttes med en bacheloropgave og et fagligt niveau der gør mig i stand til at udføre mit håndværk på en måde jeg selv kan være stolt af, gør at jeg er nødt til at hæve niveauet konstant. Det fordrer bevægelse. Jeg må svømme.

Alligevel ser jeg endnu en aften med rig mulighed for at studere mit fag, sive ud gennem timeglasset der langsomt tæller ned til virkeligheden. En virkelighed med job, løn og ansvar for menneskers helbred.

Det er dejligt at se når folk går op i deres håndværk.

Det blev sagt efter endnu en af mine projektioner var lige til en skolebog. Tidligere var der blevet sagt “Jamen hvor er det godt. [...]]]> Her er et lille citat der skiller sig ekstra ud fra den ros jeg får for arbejdet i røntgenrummet:

Det er dejligt at se når folk går op i deres håndværk.

Det blev sagt efter endnu en af mine projektioner var lige til en skolebog. Tidligere var der blevet sagt “Jamen hvor er det godt. Jeg får helt tårer i øjnene”. Det ovenstående citat tager jeg som et seriøst udtryk for at de synes jeg er dygtig til det jeg laver. Jeg elsker at anstrenge mig for at gøre det godt, og efterfølgende høste ros for mit arbejde.