Indtryk & Udtryk

I dag bestod jeg radiografuddannelsens 5. semester. Så er der kun 2 semestre tilbage! Fabelagtigt.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Overskriften er ikke så dyster som den kan lyde – det her indlæg handler om min skole.

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig som en bærende kraft for opretholdelsen af det faglige niveau i undervisningen; dette er positivt. Jeg møder andre studerende der ikke er i nærheden af noget niveau der forventes af skolen, og jeg undres over hvordan de er nået så langt i uddannelsen som de er. Det får mig til at tænke “hvis de kan, uden at arbejde for det, hvorfor skulle jeg så arbejde for det?”; dette er negativt.

Jeg har ikke afleveret en læringsjournal for hver uge jeg har været i klinikken indtil videre, ligesom det ellers er forventet. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive dem. Jeg ved at de skal skrives. Jeg ved at jeg lærer uendeligt meget mere af min tid i klinikken ved at skrive dem. Alligevel kan jeg sætte mig ned foran min computer, aftale med mig selv at forventningerne til det faglige indhold er helt i bund bare for at få skrevet et eller andet, og alligevel bare sidde og stirre ind i skærmen uden at få noget fra hånden.

Det at jeg ikke skriver læringsjournalerne fører i min logik til at jeg ikke bevæger mig fagligt. Tvært imod. Jeg synker. Det at det faglige niveau hos enkeltstående tilfælde af mine klassekammerater nærmest ikke er eksisterende, på trods af snart 5 semestres undervisning, er demoraliserende. Det er afkræftende. Jeg mangler incitament. Det at jeg ved at min uddannelse er det jeg vil og at den skal afsluttes med en bacheloropgave og et fagligt niveau der gør mig i stand til at udføre mit håndværk på en måde jeg selv kan være stolt af, gør at jeg er nødt til at hæve niveauet konstant. Det fordrer bevægelse. Jeg må svømme.

Alligevel ser jeg endnu en aften med rig mulighed for at studere mit fag, sive ud gennem timeglasset der langsomt tæller ned til virkeligheden. En virkelighed med job, løn og ansvar for menneskers helbred.

Her er et lille citat der skiller sig ekstra ud fra den ros jeg får for arbejdet i røntgenrummet:

Det er dejligt at se når folk går op i deres håndværk.

Det blev sagt efter endnu en af mine projektioner var lige til en skolebog. Tidligere var der blevet sagt “Jamen hvor er det godt. Jeg får helt tårer i øjnene”. Det ovenstående citat tager jeg som et seriøst udtryk for at de synes jeg er dygtig til det jeg laver. Jeg elsker at anstrenge mig for at gøre det godt, og efterfølgende høste ros for mit arbejde.

Jeg er “skole-træt” for tiden. Der er så meget spændende jeg skal igang med når jeg er færdig med min uddannelse, at jeg ikke kan koncentrere mig om hjemmearbejdet. Istedet tager jeg mig selv i at dagdrømme om fremtiden. Jeg er færdig med skolen til sommeren 2011, men det forudsætter at jeg kan lære noget nyt og ikke bare sidde og drømme om alt det spændende.

Forstå mig ret: Jeg synes også skolearbejdet er spændende nok at læse om, men jeg har jo forstået det (tror jeg nok), nu vil jeg gerne videre.

Jeg var til mundtlig eksamen igår. Jeg skulle forsvare den opgave vi skrev før jul. Jeg fik 7, hvilket jeg er rigtig tilfreds med. Jeg vidste jeg ikke ville have nogen problemer med at bestå, men alligevel bliver jeg helt vildt nervøs. Min mave kan slet ikke klare mundtlige eksamener, og det forhøjede stressniveau har tilsyneladende ført til at jeg har været syg siden i aftes. Det kunne være man skulle tage et kursus.