Indtryk & Udtryk

Min Nokia 5300 XM var efterhånden blevet så udtjent at den grænsede til det ubrugelige. Jeg havde selv repareret en løs forbindelse i højttaleren der gjorde at den ikke kunne afspille ringetoner og vækkeursignal. Jeg havde lært at leve med at MicroSD-kortet var gået i stykker og at det numeriske tastatur ikke helt var slået fra når telefonen var slidet sammen, der gjorde at jeg ret ofte fik ringet og sms’et til “22222222222222222222222.”

Dråben der fik mit bæger af tålmodighed til at flyde over var da midterknappen (den man bruger til alt) heller ikke længere virkede i lukket tilstand. Den havde i noget tid ikke virket mens telefonen var slidet åben, men at den ikke virkede overhovedet var ikke noget jeg ville kunne leve med.

Indkøb af en ny mobiltelefon var uundgåeligt. Jeg har for længst erkendt at jeg er dårlig / lang tid om at træffe beslutninger. Jeg vil have det bedste som jeg kan retfærdiggøre over for mig selv, efter alle aspekter af en sag er indregnet. Det er svært for mig at vælge mellem de 3-5 forskellige dåser med hakkede tomater de sælger nede i Netto, så når jeg skal afgøre hvilken af de mange nye – og lidt ældre – mobiltelefoner jeg skal anskaffe mig, er det en sag der kommer til at drive min kære hustru til vanvid. Dage går med at studere de forskellige modeller og producenter, fordele og ulemper og folks gode og dårlige erfaringer. Til sidst var min Nokia 5300 så utilregnelig at jeg var nødt til at afslutte processen lidt hurtigere. Det gjorde jeg med følgende punkter:

• Hvilke modeller er interessante?
  • Hvilke “smart-phones“?
  • Hvilke “dumb-phones“?
• Pris mod funktioner (og lir)
  • Jeg bruger reelt kun tale og sms
  • Kan jeg drage nytte af nye funktioner
• Byggekvalitet og holdbarhed
  • Så få mekaniske dele som muligt
  • Konstruktion der kan tåle min grad af klodsethed og mit barns
• Design og brugerflade

Disse kriterier fik mig til at overveje modellerne:

• “Smart-phones”:
  1. Sony Ericsson Xperia X10 Mini pro – Den er rasende populær. Lille. Kører Google Android. Denne Android er dog kraftigt modificeret. QWERTY-keyboardet er et plus i brugerflade, men et minus med hensyn til at det er en mekanisk del med potentiale til at gå i stykker.
  2. HTC Wildfire – Også en populær smart-phone ; Selv Kristian Larsen har en. Kører Android. Har alt undtagen en “virkelig god skærm”. Jeg endte med at give smart-phonesne et par år ekstra at udvikle sig i, før jeg tager springet og køber en. Det skal nævnes at alle Nokia-smart-phones blev valgt fra fordi Nokia insisterer på at køre Symbian. Jeg tror Android (el. lign. er vejen frem).

• “Dumb-phones”:
  1. Nokia 6700 Classic – Den ultimative “candy-bar” / klassiske mobiltelefon. Kvalitet fra ende til anden. Dog koster Nokia 6700 ca. det samme som en HTC Wildfire, så dermed ryger hele ideen i at holde sig fra at tage springet til smart-phone.
  2. Nokia 1661 – Kr. 250,- for en mobiltelefon! Det eneste modargument var at den så heller ikke kan andet end at sms’e og tale. Ikke nogen e-mail, dårlig skærm, gammel Symbian og intet kamera i nødstilfælde. Jeg fravalgte modellen fordi jeg er sikker på at kvaliteten ville drive mig til vanvid, på trods af prisen.
  3. Nokia 3720 – En “håndværker” telefon i stilfuldt (i mine øjne) design. Efter hvad der stod på nettet lød det til at den ville kunne overleve både min og Oskars behandling. Den kunne de ting jeg forventer en ordentlig “candy bar”-mobiltelefon skal kunne, og så var den til salg til under kr. 1000,-. En værdig kandidat.

Ultimativt besluttede jeg mig for at det skulle være Nokia 3720. Jeg har haft den et par uger indtil videre, og bortset fra at jeg ikke får lov til at lege med “smart-phone”-funktionalitet endnu, er jeg ret glad for den.

Efter lang tids research, og konsultationer hos svigerfamiliens guru på området (Kristian), har jeg fundet frem til et PMP-system (“mp3-afspiller”) der overholder mine kvalitetskrav.

Lydkvaliteten er i højsædet hos Cowon, så jeg har valgt en af deres bedre afspillere, Cowon iAudio S9 32GB. Den minder meget om en iPod Touch, men er mere musik end den er GameBoy (ifølge anmeldelserne).

De høretelefoner der følger med afspilleren har jeg ladet ligge i æsken, og istedet tilsluttet de Shure Se210 øretelefoner jeg har købt samtidig med afspilleren. De er lydisolerende, hvilket gør at jeg bedre kan høre musikken uden at skrue for meget op, hvilket betyder at de er mere skånsomme for min hørelse. De får gode anmeldelser, og lever op til deres ry. Mit første indtryk er at lydkvaliteten er endnu bedre end forventet, men det er meget ubehageligt at tage dem ind og ud af øregangen.

Jeg købte det hele hos amazon.co.uk fordi det så ud til at de solgte varerne billigere end hos danske internet-butikker, og fordi de kunne levere samlet.

Pris:

• Cowon S9: £246,07 (DKKR: 2127,94)
• Shure SE210: £79,99 (DKKR: 691,73)
• Tuff-luv etui: £20,20 (DKKR: 174,68)
• Forsendelse + VAT: £75,07 (DKKR: 649,18)

I alt: £352,08 (DKKR 3.044,69)

Årets første arbejdsdag – og jeg er med på moden. Men hvad skal man gøre når man bliver truet til at komme på arbejde?

Jeg har “holdt pause” med arbejde for at forsøge at undgå endnu en kæmpe-regning fra kommunen. I 2009 fik jeg en regning på over kr. 9.000,- og en hentydning til at jeg højst sansynligt også ville få en magen til i 2010, i hvert fald hvis ikke jeg undlod at tjene flere penge i 2009. Tilsyneladende havde jeg tjent mere end jeg havde meddelt boligsikringskontoret og skulle derfor betale det hele tilbage. Der kommer højst sandsynligt en lignende regning i år, men jeg har gjort hvad jeg kunne for at undgå det. Vi får se. Fra nu af må jeg bare være mere opmærksom på at meddele afvigelser i min indkomst til kommunen.

Men det jeg egentlig ville skrive om er at jeg idag har været på arbejde for første gang i månedsvis. Det var faktisk meget hyggeligt at cykle rundt med folks post i 5 graders frost og snevejr, men jeg kunne nu godt have brugt en hue og varme i sadlen.

Jeg havde egentlig tænkt mig først at begynde at arbejde igen fra lørdag i uge 1, men distributionslederen, Mehmet, var ikke enig i at det var en valgmulighed. Han ringede til mig om tirsdagen, d. 29/12, og truede mig til at komme på arbejde: (lettere redigeret)

“Hej Christian, nu skal vi jo også have dig igang igen.”

“Hehe, ja, det må vi nok hellere.”

“Kan du komme på arbejde på lørdag?”

“Hmm, jeg…”

“Ja, du kan ikke sige nej. Jeg har egentlig skulle fyre dig fordi det er så længe siden du har været på arbejde, men har udskudt det fordi jeg vidste du ville komme tilbage til januar…”

Hvad skal man svare til sådan en udmelding? Jeg sagde at jeg selvfølgelig nok skulle komme på arbejde. Og jeg har da også både lyst og brug for pengene. Det var bare en mærkelig måde at true mig til at møde op. Det mest komiske var så at da jeg kom, lidt i 7 i morges, så planlæggeren temmelig forundret ud, fordi alle ruterne allerede var besat, og der var 5 personer i overskud, hvoraf ingen af dem var skrevet på mødesedlen. Det endte med at jeg overtog en cykelrute, der var en der blev sendt til Ballerup for at hjælpe dem, og resten af de overskydende hjalp de andre. Det var distributionslederen der havde planlagt at der skulle komme så mange folk, så man må gå ud fra at det var meningen at de skulle bruges. Sommetider er det noget rod at være på arbejde.

Sidste søndag, da jeg log’ede på netbank, fandt jeg ud af at der manglede 12.000 gode danske kroner fra min konto. De var blevet brugt på en rejse med Air France, og betalt med britiske pund. Jeg er forholdsvis sikker på at jeg ikke har været ude at flyve, boet på hotel eller brugt penge på hvad der ellers måtte høre til en rejse, så jeg skyndte mig at ringe til Nordea for at få spærret mit kort.

Hele misæren falder sammen med min længe ventede rabatudbetaling fra Canon’s cash-back kampagne. En kampagne der gik ud på at man efter køb af foto-udstyr skulle sende den udklippede stregkode fra produktets kasses og en kopi af kvitteringen til Canon’s hovedkontor i Irland. I retrospekt virker det som en generel dum ide at hoppe på den slags, men det virkede uden problemer første gang jeg gjorde det for et par måneder siden. Og desuden skulle der, så vidt jeg ved, ikke være nogen sikkerhedsbrud i at sende en kvittering afsted (tager jeg fejl?). Der står ikke engang hele kortnummeret på den slags.

Jeg siger ikke at det er min deltagelse i denne kampagne der har ledt til misbruget af mit gamle kort, men det virker påfaldende at der bliver hævet større beløb i britisk valuta, i umiddelbar forbindelse med at jeg har sendt et brev til Irland… Men det er op til Nordea’s efterforskningshold at opklare. Jeg har fået mine penge igen.

Når politikere har rod i bilagene går det ud over almindelige skattepligtige borgere som dig og mig. Finansminister Lars Løkke Rasmussen har snydt og bedraget på groveste vis. Han har ruttet ubegribelige summer væk på smøger og firmafrokoster til konen.

Jeg har taget mig den frihed og undersøgt hvad det præcist (ca.) betyder for hver enkelt skatteborger: (Danmarks Statistik. Tal fra 2005)

Antal skattepligtige borgere: 4 369 681 personer

Beløb hvormed der er ruttet på det groveste: kr. 642,50

Gennemsnitligt beløb pr. person: 642,50 kr. / 4 369 681 personer = 1,4703590490930573650570831143051e-4 kr. pr. person ~= 0,00015 kr. pr. person ~= 0,015 øre pr. person

Denne kæmpe ekstra skatteregning falder sammen med at jeg skal være far og forsørger på SU, og derfor ikke har for mange penge at flytte rundt på i forvejen! O hvem der bare havde sat 0,015 øre til side til bedre tider. Tingene ser sort ud for Christian Hammer.

Jeg er selvfølgelig klar over at den kære finansminister – med glæde – har betalt hele regningen selv. Det er mere princippet i at være så skødesløs med penge i det hele taget. Tak til den der foretog det servicetjek af Lars Løkkes forhold, og tak til medierne for at give historien vinger.