I stedet for at poste julekort til 8 kroner pr. adresse har vi i dag været rundt med [...]]]> I år holder vi en helt stille og rolig jul, bare os 4 herhjemme. Ingen gæster, ingen faste traditioner. Bare to mennesker med to dejlige børn, der forsøger at glædes ved den uvurderlige smule vi har sammen.

I stedet for at poste julekort til 8 kroner pr. adresse har vi i dag været rundt med et hjemmelavet kort, med en personlig hilsen til den nærmeste familie. Så kunne vi lige sige hej til nogen vi holder af, som vi alligevel sjældent ser. Det er svært at få hverdagens tidsmæssige puslespil til at gå op. Det er noget vi forsøger at arbejde med.

I de hjemmelavede kort har vi vedlagt et lille foto af drengene. Der er hverken nissehuer eller halm at finde i billedet – men vi kalder det et julebillede alligevel. Måske gør vi det anderledes til næste år. Jeg har vedhæftet billedet herunder.

Vi skal have bestilt et print til os selv på et tidspunkt. Hvis du er interesseret i at få en kopi med, er du velkommen til at sige til… Og glem nu ikke at have en glædelig jul!

I morges da han fik børstet tænder af Christina, ville han selv komme tandpasta på. Han kom for meget på, så moderen fjernede noget af det igen, med forklaringen:

Moren: “Tandlægen siger, at [...]]]> Nogle gange er Oskar bare i rigtig godt humør. Det har han været i dag. Det har affødt et par hyggelige episoder.

I morges da han fik børstet tænder af Christina, ville han selv komme tandpasta på. Han kom for meget på, så moderen fjernede noget af det igen, med forklaringen:

Moren: “Tandlægen siger, at man ikke må komme for meget tandpasta på, når det er til voksne fordi der er fluor i og det må ikke komme ned i maven”

Hvortil Oskar svarer:

Oskar: ” Men Peter Plys har jo mange fluer nede i maven”

… Og til dem der ikke er så skarpe i deres Disney’s Peter Plys er der en forklaring at finde på YouTube:

… jeg synes det var en god sammenkædning.

I løbet af dagen har han desuden gået og sunget den samme sangstump igen og igen:

Oskar: “Man kan jo ikke sørge for at man har charme”

hvilket han jo kun kan have ret i (vi har prøvet at forklare at der egentlig skal synges “gøre”). Jeg tror nok det er mig der er kommet til at synge nedenstående sang for ham et par gange. Den har han åbenbart taget til sig.

Aftenen før, omkring kl. 21, havde Christina sagt, at jeg nok ikke skulle regne med, at [...]]]> Der er sket noget fantastisk: Efter 40 uger indvendigt har endnu en lille dreng set dagens lys. Den 20. september var vi på Herlev hospital for at tage imod en velskabt søn på 3600g og 53cm.

Aftenen før, omkring kl. 21, havde Christina sagt, at jeg nok ikke skulle regne med, at jeg skulle på arbejde dagen efter; de plukveer der havde været, var nu gået over til at være mere regelmæssige. Vi blev enige om, at det var bedst, hvis vi fik så meget søvn, vi nu kunne og at hun nok skulle vække mig, hvis veerne tog til. Christina havde allerede pakket og gjort alting klar til at tage på hospitalet flere dage forinden, så det var dejlig let at forholde sig så roligt over noget så spændende.

Overrasket og lettere omtumlet vågnede jeg ved, at mit vækkeur ringede kl. 0530. “Hvordan kan dét være? Måske var det falsk alarm? … men hvor er hun egentlig henne?” Jeg stavrede ud mod køkkenet for at finde mig noget havregryn og en hustru. Hun sad smilende på sofaen. Hun havde siddet der siden kl. 4 hvor veerne, der ellers var gået i sig selv, nu var vendt tilbage med fornyet styrke. Nu var der ingen tvivl: Idag skulle hun føde!

Jeg satte beredskabsplanen i værk: Den ældste skulle sættes af hos mormor og vi skulle sørge for at have alting med mod hospitalet. Imens lagde Christina sig ind i vores seng og red bølgerne af smerter af.

Oskar forstod først at der foregik noget ekstraordinært, da hans  mor bestemt forklarede ham, at det ikke var nu, han skulle hoppe og lege vildt omkring hende. Forskrækket satte han sig ind på tæppet i stuen, og så ind mod soveværelset. Da mit overblik tillod det, satte jeg mig på hug ved siden af ham et øjeblik og forklarede ham, at lillebror var på vej ud af mors mave, at det gjorde meget ondt på mor og at der ikke var noget farligt i det, men at han lige skulle give hende lidt fred. Det gjorde et stort indtryk på ham: Nu havde vi talt om at lillebror snart kom ud, og hvordan det skulle foregå, og nu var det altså dagen hvor det skete!

Jeg havde været nede i bilen med baggagen, og kom nu tilbage for at hente Christina og Oskar, så vi kunne køre over mod mormor. På vej hen over legepladsen mod parkeringspladsen insisterede Oskar på at holde sin mor i hånden, og så sagde han: “Bare rolig mor – lillebror skal nok komme ud”, og så holdt han sig ellers spændt i baggrunden resten af turen. Det var dejligt for os begge to, at han viste forståelse for, hvad det var der foregik.

Efter en rekordhurtig afsætning hos mormor, begav vi os nu mod Herlev hospital. Vi var begge to kommet i tanke om, at med hensyn til morgentrafikken ind ad Frederiksundsvejen / Måløv Byvej / Rute 211 (kært barn har mange navne), var tidspunktet ikke specielt velvalgt. Her skal Christina have stor ros, for selv om hun nærmest ikke kunne være i bilen for bare smerter, forholdt hun sig roligt og mindede mig om, at jeg skulle køre ordentligt, så vi kunne komme sikkert frem til hospitalet.

Det lykkedes os at komme frem og møve os op på fødemodtagelsen. Vi fik en modtagelsesstue med det samme, og den jordemoderstuderende var dygtig til at tage imod os. Vi fik lov til at ligge der længe, da der tilsyneladende var mange børn, der havde valgt, at de skulle fødes lige netop denne dag. Christinas veer var dog så kraftige, og hun var så tæt på at føde, at efter de første undersøgelser ventede vi bare på, at der blev en fødestue ledig.

Lidt over 11 kom jordemoder-Maria og tog os med over på fødegangen. Hun forlader os på et tidspunkt med ordene “kan du huske den ve-fornemmelse vi leder efter? Når den er der, skal vi begynde at presse. Jeg går lige ud og skriver jer ind og henter nogle småting. Kald på mig hvis der er noget”. Veerne kommer på dette tidspunkt med 2 minutters mellemrum, og den første ve, efter Maria har forladt os, er “med den der følelse vi leder efter”. Efter 2-3 af den slags hiver vi i kalde-snoren. Maria undersøger Christina, der nu er 9,5cm ud af 10cm åben, og dermed klar til at føde. Dette var vi begge overraskede over, da det tog meget længere tid, ve-stimulerende drop og flere forskellige typer smertelindring, at nå til dette punkt dengang det var Oskar, der var på vej. Det er sandt når de siger, at fødslen går hurtigere for hver gang. Christina får lov til at gå igang med at presse.

Med en våd klud på panden, mine hænder i hendes og et godt samarbejde med jordemoderen, går der ikke mere end 15 minutter før barnet er født; da var klokken 1156. Maria var imponeret over, at det gik så hurtigt – mest fordi at barnet også var “stjernekigger” (2). Forløsningen, glæden og de første babyskrig gjorde, at jeg var nødt til at fælde et par tårer sammen med min smukke hustru.

Efter et par minutter med babyen på Christinas bryst tilkalder Maria fødselslægen. Hun havde advaret om, at da fødslen gik så hurtigt, kunne barnet være “forskrækket” når det kom ud. Det betød, at barnet knirkede i stedet for at skrige igennem, som de skal. Lægen tog barnet med til et dertil indrettet bord og gav det en iltmaske på. Der blev ikke givet noget medicin eller gas eller noget som helst. Det var kun nødvendigt, at give en smule modstand til lungerne, så de foldede sig ordentligt ud.

Vi fik hurtigt den lille tilbage igen, og fik lov til at nyde øjeblikket sammen, alene på stuen.

Der var så travlt den dag, at efter en times tid gik jeg ud og spurgte, om de havde glemt os. Det havde de rent faktisk: “Ej, undskyld – men der er så travlt, at vi er blevet enige om, at vi bare griber babyer idag – ikke-livsnødvendige ting må vente”. Vi fik dog lidt mad og drikke og et fødslesdagsflag ind på stuen, og omkring vagtskiftet kl. 1530 var der en portør, der var klar til at køre os til sengeafdelingen på 16. etage.

Alting gik som forventet. Den nærmeste familie kom på besøg om aftenen. Dagen efter lod Christina sig udskrive, fordi det som forventet ikke så ud til, at hun kunne amme. Her efter næsten 2 ugers barsel fra arbejde kan jeg rapportere om, at alting er i den skønneste orden: Barnet vokser som han skal; Oskar er en interesseret og omsorgsfuld storebror; den daglige rytme kører som smurt og alle er glade.

Vi er blevet enige om at barnets navn skal være August Conrad Hammer Nielsen. Velkommen til verden, lille skat.

Idag fik vi gjort noget ved det, og har afholdt en lille photosession i dagligstuen. Før vi gik igang med at [...]]]> Christina er efterhånden så langt fremme i graviditeten, at hun kan føde hvert øjeblik. Derfor har vi de sidste par dage gået og talt om, at hvis der skal tages “mavebilleder”, skulle det være snart.

Idag fik vi gjort noget ved det, og har afholdt en lille photosession i dagligstuen. Før vi gik igang med at tage billederne, har jeg googlet tips og inspiration til billederne. Jeg fandt også det helt store udstyrsarsenal frem, i form af stativ og trådudløser og alt det andet gøgl jeg har liggende.

Det endte med, at jeg ikke brugte andet end mit Nikon D90, min Nikon SB-600 og mit 35mm f/1,8 – og i redigeringen brugte jeg en prøveudgave af Adobe Photoshop Lightroom 3.

Da billederne kom ud af kameraet, var både jeg og Christina en smule skuffede over resultatet. Der var ikke nogen særligt tiltalende billeder imellem, og allesammen var “bare os i dagligstuen”. Ikke så interessant igen.

Jeg skyndte mig at lave en grovsortering af dem der havde potentiale, og fik smidt de ubrugelige billeder i papirkurven. Vi valgte sammen et enkelt billede ud, og forsøgte at gøre det lidt interessant.

Resultatet ses herunder.

Da vi så resultatet så vi på hinanden og tænkte: “det var sådan noget vi ledte efter!”. Christina reddede mit fotografiske selvværd ved at sige: “De billeder her retfærdiggør at du har brugt alle de penge på kameraudstyr…”

Det er altid rart med lidt bekræftelse af, at den energi man har lagt i noget, giver et godt resultat.

Som altid er der flere “private” billeder i flickr-sættet. Spørg efter linket via kontaktsiden eller i kommentarerne herunder, hvis du vil se nærmere.

Det har taget mig rigtig lang tid. Jeg har haft svært ved at redigere i dem. 650 billeder blev skåret ned til 400. Men jeg kunne sagtens have smidt flere væk, der ikke bidrager [...]]]> I august proklamerede jeg at billederne ville blive færdige samme dag. Det er de nu. Se dem i galleriet.

Det har taget mig rigtig lang tid. Jeg har haft svært ved at redigere i dem. 650 billeder blev skåret ned til 400. Men jeg kunne sagtens have smidt flere væk, der ikke bidrager yderligere til historien. Det er svært at smide dem væk, fordi de fylder jo ikke så meget så jeg kan ligeså godt gemme dem – the more the merrier. Det har i hvert fald været devicen indtil nu. Men efter denne tur tror jeg virkelig på at jeg har lært noget om rejsefotografi: Fokuser mere på detaljerne. Det er ikke uendelige antal billeder af udsigter, turistattraktioner og landskaber der er det vigtigste. De er gode nok til en gang imellem at dokumentere hvor på tidslinjen vi er nået til. Men minderne – essensen af det gode rejsefotografi – ligger gemt i de små detaljer; Vores historie på rejsen. Det har jeg sat mig for at huske til næste gang.

Billederne findes her: