Samlet set har jeg nok forberedt mig til oplægget i en hel uge op til eksamensdagen, men rent praktisk at [...]]]> Til min eksamen skulle jeg lave et 10-minutters oplæg. Det er første gang, jeg har forberedt og holdt så lang en enetale, så jeg tænkte, jeg ville dele mine erfaringer om emnet i et indlæg.

Samlet set har jeg nok forberedt mig til oplægget i en hel uge op til eksamensdagen, men rent praktisk at skrive på det, begyndte jeg først på dagen før. Jeg er klar over, at det ikke er den optimale måde, at skrive en tale på, da en god tale også er grundigt indøvet. Men det lykkedes alligevel. En anden gang vil jeg lave det noget før, så jeg har tid til bedre at øve mig, og få styr på timing‘en.

Før jeg gik igang med at skrive, søgte jeg på nettet, for at finde ud af om andre havde tips og ideer til 10 minutters taler. Jeg fandt ud af at man i gennemsnit skal regne med 100-120 ord i minuttet. Dette gav 1000 til 1200 ord til min 10 minutters tale. Det er rart med en ramme.

Andre resultater pointerede, at ved mundtlige overleveringer, som en tale er, vil publikum som regel huske 3 pointer. Jeg besluttede mig for at finde et emne, hvorfra jeg kunne tale om 2 underemner, og have et 3. emne til at relatere det hele til vores opgave. Det gav de 3 emner.

Resultaterne sagde også, at det er en god ide, at introducere det man vil tale om; tale om det; og afslutte med at fortælle hvad man har talt om. Fra American History X kan jeg huske, at han slutter sin tale af med et citat. Det ville jeg også prøve, så jeg fandt noget relevant fra en bog.

Jeg skrev hele talen fuldt ud, men da jeg ikke havde nok til til at indlære teksten ordret (teksten skulle også rettes til, hvilket tager tid), besluttede jeg mig for, at skrive alting i punktform og øve mig på, at få lavet en fornuftig sætning for hvert punkt. Det fungerede for mig, og hele listen endte med at fylde lidt over 3 sider. Se den her: etik og opgaven – punktform.

Jeg har en PMP med optagerfunktion, så jeg indspillede min tale 3-4 gange, indtil den tog ca. 10 minutter. Så hørte jeg den igennem, indtil jeg kunne vurdere hvilke punkter der var vigtige for forståelsen og hvilke man kunne gå hurtigt henover, uden at miste betydningen.

Det var en inspirerende øvelse. Især når den var en del af en eksamination, der sikrede mig et 12-tal. Det har lidt givet mig blod på tanden, at jeg ikke længere betragter det at holde en tale, som en uoverkommelig udfordring. Måske får jeg ligefrem mod på at holde en igen, frivilligt, en gang i fremtiden.

Ham jeg skrev opgaven med, var ved det grønne bord som den første på dagen. Eksaminationen foregår ved, at man holder 10 minutters enetale, om [...]]]> Igår fik dages, ugers, måneders, års ængstelse en afslutning: Jeg skulle til eksamen i mit bachelorprojekt. En afsluttende prøvelse der gerne skulle være kulminationen af tre et halvt års studier.

Ham jeg skrev opgaven med, var ved det grønne bord som den første på dagen. Eksaminationen foregår ved, at man holder 10 minutters enetale, om noget der er relevant for opgaven, men som samtidigt ikke er et referat af noget af det skrevne. Derefter er der 35 minutter til eksamination: Først et par minutter til at uddybe oplægget, og ellers bare om alt hvad der handler om indholdet i opgaven.

Jeg havde valgt, at mit oplæg skulle handle om etik. Til evalueringen fik jeg at vide, at de først ikke rigtigt kunne se hvad etikken bidrog med til opgaven, men at jeg fik bundet det hele godt sammen i afslutningen af oplægget.

Min opgavemakker og jeg har haft så mange frustrationer og lange dage med samtaler, om hvordan opgaven skulle skrues sammen, at da han kom ud fra eksamensrummet sagde han, at jeg bare skulle gå ind og tale om alt det, vi havde talt om sammen i løbet af opgaveskrivningen. Det er rart, når alt det arbejde man laver, udover det der bliver dokumenteret, alligevel vender tilbage og giver en bonus.

Efter jeg var blevet hørt i de teoretiske emner i bogen, såsom videnskabsteori, MR-teori og litteratursøgning, var der gået 25 minutter, og samtalen gik lidt i stå. Censor pointerede dette, så eksaminator bad mig om, at fortælle om vores projekt. Det var her, at vores lange samtaler under opgaveskrivningen virkelig gav pote; jeg kunne have fortalt i 20 minutter, uden at føle, at det var blevet langtrukket.

Jeg fik noget, der må have været den kedeligste tilbagemelding, jeg nogensinde har fået: “Oplægget var godt. Det og det var godt. Det andet var også godt. Du virkede som om at du havde godt styr på det og det. Og så var det forresten et svært emne I har valgt at skrive om. Derfor får du 12.”

Således gik det, at jeg afsluttede min uddannelse med topkarakter. Nu begynder en hverdag, med daglige prøver på mine praktiske evner. Jeg glæder mig.

Kvalitetsvurdering af røntgen af thorax

Selvom opgaven indeholder [...]]]> 5. interne opgave er veloverstået. Opgaven blev afleveret i onsdags og jeg var den første fra holdet der var til mundtlig eksamen idag, kl. 0830. Opgaven handlede om kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet, og hvis du er meget interesseret kan du se den her:

Kvalitetsvurdering af røntgen af thorax

Selvom opgaven indeholder diverse fejl, og niveauet kan diskuteres, vurderede censor og eksaminator den til at ligge til en karakter på 10. Den var flot disponeret og havde gode problemstillinger. Begrundelserne for valg af litteratur, og mangel på diskussion af organisationsteoriafsnittet gav rum til forbedring.

Min mundtlige eksamination bar præg af mangel på forberedelse. Mit 5-minutters-oplæg i begyndelsen af eksaminationen var for grundlæggende, og tilføjede reelt ikke noget nyt, selvom jeg fint kunne relatere emnet til opgaven. Jeg endte med at have talt vores 10-tals opgave ned til en endelig karakter på 7. Personligt ville jeg ikke have givet min præstation mere end 4, så jeg skal nok bare være tilfreds (og det er jeg faktisk! 7 er en meget tilfredsstillende karakter for mig).

Alligevel irriterer det mig at jeg ikke var bedre forberedt, og rent faktisk forringede opgavens kvalitet ved mit forsvar af den.Måske er dette dog den lussing jeg har brug for til at kunne gøre mit arbejde ordentligt fremover. Jeg er ikke usårlig når det kommer til eksamener. At jeg tidligere har kunnet tale opgaver til en højere karakter end de var værd, var et resultat af grundig forberedelse, og ikke bare held eller karisma.

Jeg er glad for at prøven er overstået, men samtidig har jeg kvalme over mit eget hovmod. Jeg lover mig selv at jeg ikke vil have det sådan her igen.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være [...]]]> I dag bestod jeg radiografuddannelsens 5. semester. Så er der kun 2 semestre tilbage! Fabelagtigt.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Alligevel formår jeg at blive en smule nervøs op til, og under [...]]]> Jeg vidste godt at jeg ikke ville få svært ved at bestå prøven. Kravene for semesteret er ikke tårn-høje, og de fejl man eventuelt kunne begå i den praktiske del af prøven, kan man rette op på i løbet af den mundtlige del.

Alligevel formår jeg at blive en smule nervøs op til, og under prøven. “Det er jo en prøve! – Folk kigger på en og lægger mærke til om jeg gør noget forkert!” Før prøven havde jeg haft et lille møde med den sygeplejerske der skulle være eksaminator, som viser sig også at beskæftige sig med alternativ medicin og healing. Hun tilbød at låne mig 3 forskellige sten som skulle hjælpe under en eksamen.

I løbet af klinik-perioden havde der været en del tekniske problemer. Den eneste kliniske vejleder på afdelingen gik fra midt i forløbet pga. at personen skulle være forælder. Det er dejligt, men når man i samme omgang tager 4 ugers ferie og pga. problemer med den nyfødte ikke kommer tilbage før jeg skal til prøve står jeg der som studerende uden en vejleder og eksaminator. Jeg kunne godt klare selv at lære de praktiske ting på afdelingen – der er jo mange andre til stede man kan spørge og få hjælp af. Det er dog lidt besværligt at give tilbagemeldinger på mine egne uge-opgaver og ikke mindst at eksaminere sig selv til prøven. Karen, min kliniske vejleder fra radiologisk afdeling måtte træde til for at der kom styr på tingene, og det endte da også med at jeg en lille uge før prøven fik beskikket en ny vejleder/eksaminator der dog ikke havde tid til at være hos mig mere end et kort møde eller to før prøven. Jeg forsøgte at bevare min stoiske ro under hele forløbet – “den slags skal nok ordne sig selv” – men jeg indrømmer at jeg til sidst var en smule bekymret over situationen. Selv Karen mente at der var belæg for at klage over foløbet i tilfælde af at jeg ikke skulle bestå.

Om det var stenene ved jeg ikke, men prøven forløb fantastisk. Jeg fik sagt alt hvad jeg ville, og jeg var forholdsvis veltalende i mine svar til deres spørgsmål. Det endte med at blive til en hel lille samtale mellem alle 3 i rummet hvor sensor førte ordet. Jeg hyggede mig rigtig godt til sidst, indtil de sendte mig ud så de kunne votere.

Nogle få minutter føltes som år indtil de stak hovedet ud og hentede mig ind. Jeg fik to store smil og håndtryk da jeg skulle til at sætte mig på stolen. Jeg var bestået. Det sagde at de var kede af at de ikke måtte give mig en karakter for den kræft-præstation jeg havde leveret. Jeg havde styr på det praktiske på afdelingen, var god til at bruge mine kommunikative redskaber sammen med de ældre og den mundtlige præstation var nærmest fejlfri. Hvis de alligevel skulle nævne et tal ville det blive et rungende 12-tal. De havde allerede under den praktiske prøve haft mulighed for at tale om at der gik en dygtig sygeplejerske tabt i mig, og nu under tilbagemeldingen mente de også lige at de skulle forsøge at overbevise mig om at jeg ville komme til at kede mig på radiologisk afdeling med al den teknik. Det er altid rart med smiger, og jeg fik fortalt dem at deres ord varmede, men at jeg altså også var god til det tekniske og det var det jeg har valgt at jeg skal arbejde med. Jeg er den fødte diplomat.

Men nok om mig. Hvordan har du det?