Indtryk & Udtryk

I dag bestod jeg radiografuddannelsens 5. semester. Så er der kun 2 semestre tilbage! Fabelagtigt.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Jeg var til mundtlig eksamen igår. Jeg skulle forsvare den opgave vi skrev før jul. Jeg fik 7, hvilket jeg er rigtig tilfreds med. Jeg vidste jeg ikke ville have nogen problemer med at bestå, men alligevel bliver jeg helt vildt nervøs. Min mave kan slet ikke klare mundtlige eksamener, og det forhøjede stressniveau har tilsyneladende ført til at jeg har været syg siden i aftes. Det kunne være man skulle tage et kursus.

Jeg vidste godt at jeg ikke ville få svært ved at bestå prøven. Kravene for semesteret er ikke tårn-høje, og de fejl man eventuelt kunne begå i den praktiske del af prøven, kan man rette op på i løbet af den mundtlige del.

Alligevel formår jeg at blive en smule nervøs op til, og under prøven. “Det er jo en prøve! – Folk kigger på en og lægger mærke til om jeg gør noget forkert!” Før prøven havde jeg haft et lille møde med den sygeplejerske der skulle være eksaminator, som viser sig også at beskæftige sig med alternativ medicin og healing. Hun tilbød at låne mig 3 forskellige sten som skulle hjælpe under en eksamen.

I løbet af klinik-perioden havde der været en del tekniske problemer. Den eneste kliniske vejleder på afdelingen gik fra midt i forløbet pga. at personen skulle være forælder. Det er dejligt, men når man i samme omgang tager 4 ugers ferie og pga. problemer med den nyfødte ikke kommer tilbage før jeg skal til prøve står jeg der som studerende uden en vejleder og eksaminator. Jeg kunne godt klare selv at lære de praktiske ting på afdelingen – der er jo mange andre til stede man kan spørge og få hjælp af. Det er dog lidt besværligt at give tilbagemeldinger på mine egne uge-opgaver og ikke mindst at eksaminere sig selv til prøven. Karen, min kliniske vejleder fra radiologisk afdeling måtte træde til for at der kom styr på tingene, og det endte da også med at jeg en lille uge før prøven fik beskikket en ny vejleder/eksaminator der dog ikke havde tid til at være hos mig mere end et kort møde eller to før prøven. Jeg forsøgte at bevare min stoiske ro under hele forløbet – “den slags skal nok ordne sig selv” – men jeg indrømmer at jeg til sidst var en smule bekymret over situationen. Selv Karen mente at der var belæg for at klage over foløbet i tilfælde af at jeg ikke skulle bestå.

Om det var stenene ved jeg ikke, men prøven forløb fantastisk. Jeg fik sagt alt hvad jeg ville, og jeg var forholdsvis veltalende i mine svar til deres spørgsmål. Det endte med at blive til en hel lille samtale mellem alle 3 i rummet hvor sensor førte ordet. Jeg hyggede mig rigtig godt til sidst, indtil de sendte mig ud så de kunne votere.

Nogle få minutter føltes som år indtil de stak hovedet ud og hentede mig ind. Jeg fik to store smil og håndtryk da jeg skulle til at sætte mig på stolen. Jeg var bestået. Det sagde at de var kede af at de ikke måtte give mig en karakter for den kræft-præstation jeg havde leveret. Jeg havde styr på det praktiske på afdelingen, var god til at bruge mine kommunikative redskaber sammen med de ældre og den mundtlige præstation var nærmest fejlfri. Hvis de alligevel skulle nævne et tal ville det blive et rungende 12-tal. De havde allerede under den praktiske prøve haft mulighed for at tale om at der gik en dygtig sygeplejerske tabt i mig, og nu under tilbagemeldingen mente de også lige at de skulle forsøge at overbevise mig om at jeg ville komme til at kede mig på radiologisk afdeling med al den teknik. Det er altid rart med smiger, og jeg fik fortalt dem at deres ord varmede, men at jeg altså også var god til det tekniske og det var det jeg har valgt at jeg skal arbejde med. Jeg er den fødte diplomat.

Men nok om mig. Hvordan har du det?

Jeg er glad for og stolt over at kunne prale af min karakter til delprøven. Jeg fik 10, og det er jeg rigtig tilfreds med. Ikke mindst fordi det betyder at jeg ikke kan undgå at bestå Anatomi & Fysiologi lige meget hvor dårligt jeg klarer det til 2. delprøve, sidst på semestret. Jeg er ikke meget for at sammenligne mig, karaktermæssigt, med mine klassekammerater, men da jeg de efterfølgende dage skulle høre på “var det dig der fik 10? Ja jeg tænkte det nok!”, har jeg altså gjort det alligevel. Jeg var den ene af to der fik den højest opnåede karakter, 10. Det mest skræmmende er at gennemsnitskarakteren for alle 31 elever er 3,3. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til den nye skala endnu, men et gennemsnit på 3 lyder lavt i mine ører. (Alle fra klassen har adgang til alle karaktererne der er anonymiserede.)

Desværre har vi ikke fået en rettet udgave af prøven tilbage, men blot en kopi af det vi afleverede. Derfor kan jeg ikke engang læse op på det jeg må have svaret forkert på. Jeg synes det er en lidt mærkelig indstilling fra skolens side, men da jeg alligevel bestod kan jeg vel bare gøre som jeg fik besked på nede på studiekontoret; “smile og sige det var godt.”

Indtil videre har fars respons været den sjoveste: “10?! Sådan en UG dreng – vor herre bevares!”

Så er jeg hjemme igen efter 1½ times skriftlig prøve i Anatomi og fysiologi. Jeg har læst og terpet de sidste par dage, så det er rart at have lidt fri — til at gøre rent i lejligheden, så der er klar til at vi kan holde Dittes fødselsdags i morgen. Gad vide om der snart bliver tid til at spille SimCity 4?

Prøven gik som den skulle. Der var som der plejer spørgsmål jeg ikke kunne svare på, men jeg har gjort det så godt jeg kan, og det må være tilstrækkeligt. Så er der bare tilbage at vente et par uger på at få besvarelsen retur, med en karakter på.