Indtryk & Udtryk

Jeg husker dårligt. Jeg glemmer alt. Den vigtigste ting jeg glemmer er min hustru. Jeg husker ikke hvad hun siger til mig. Hun kan fortælle mig om planer og historier fra ting hun har oplevet både 2 og 3 gange uden at jeg husker det. Jeg glemmer at være til stede, at være opmærksom på hende, at lytte, at give – selvom vi både 2, 3 og 10 gange har talt sammen og fundet frem til at det er centrale problemer for vores forhold.

Hver eneste gang jeg bliver mindet om det, får jeg det dårligt fordi jeg mange gange tidligere har lovet at jeg ville gøre det bedre fremover. Alligevel går der sjældent 12 timer før jeg er tilbage i samme selvcentrerede rille. Jeg aftaler med mig selv at jeg vil finde tilbage til mit mantra fra dengang jeg drømte om at der var en pige der var interesseret i mig: “Når jeg får en kæreste, skal det være anderledes end sådan som mine kammerater behandler deres piger. Jeg vil gøre alt for at gøre min pige lykkelig. Altid.” Hver gang jeg glemmer hende er det et nederlag for mig og min drøm om at kunne gøre nogen lykkelig. Jeg taber.

Mit, og vores, største problem er at selvom jeg ved hvad der gør at jeg taber, og jeg ved hvad der skal gøres for at jeg, og vi, kan vinde; så aner jeg ikke hvordan jeg kan få det til at ske. Jeg ved at løsningen ikke indebærer noget stort, pompøst eller en episk bedrift fra mig. Det er de små ting. Det er hver dag. Små skridt. Et ad gangen. Hele livet. Til døden os skiller.

Tillykke til min elskede hustru og mig! Vi har idag overlevet et helt år som ægtefæller. Det har vi fejret med en barnefri aften på Reef N’ Beef. Det var den bedste middag vi længe har fået! En god tur ind til byen sluttes af med Baresso-kaffe-hygge to-go med hjem i bilen. Lækkert.

Tak for et dejligt år, min elskede. Jeg glæder mig til det næste.

Det lyder stadig mærkeligt at sige det på den måde. Jeg kalder mig selv far fra tid til anden, men  det er mest i sjov. Når jeg omtaler Oskar som min søn ligger ordene stadig mærkeligt i munden. Men det er et faktum at Oskar i dag er 17 måneder gammel.

Det er indtil videre en ligeså stor rutschebanetur af gode og dårlige stunder som jeg regnede med at det ville blive. Dog er der en anelse overvægt af de positive ting i forhold til hvad jeg har forestillet mig. Der er store udfordringer i at blive, og være, far. Det er måske banalt at sige det, men jeg synes alligevel at det skal nævnes på min blog. At finde balancen mellem at være mig og at være bleskiftende-madpakkesmørende-trøstende-legende-rengørende-syngende-havregrødkogende-tidligtvågnende-ulykkesforhindrende-problemsplintrende-altingreddende-samtidigtbeskyttende-farmand er ikke altid let, og der er ofte delte meninger herhjemme om hvor godt det lykkes mig i en given periode.

Alligevel ville jeg ikke være foruden smilene, krammene, kyssene, legene, hyggen eller den glæde Oskar kan sprede til mig og andre. Aldrig.

Der er ingen kærlighed tilbage. Der er ikke noget jeg kan finde ud af at gøre. Hvis jeg kunne, havde jeg gjort det; For længst. Hun har indset dette. Det er uacceptabelt. Det er uundgåeligt. Det er dødt.

Man går en akavet tid i møde. Vi bor sammen indtil vi flytter; Hver for sig. Oskar splittet over midten. Stakkels dreng. Sociopater til forældre. Hans første ord bliver undskyld.

Ligepludselig passer alle sangene til situationen. Pludselig giver de sørgeligste af dem ny mening. Alt andet er ligegyldigt. Bag mit apatiske ansigt, forbløder min sjæl; Intet plaster er stort nok.