Hver eneste gang jeg bliver mindet om det, får jeg det dårligt fordi jeg mange gange tidligere har lovet at jeg ville gøre det bedre fremover. Alligevel går der sjældent 12 timer før jeg er tilbage i samme selvcentrerede rille. Jeg aftaler med mig selv at jeg vil finde tilbage til mit mantra fra dengang jeg drømte om at der var en pige der var interesseret i mig: “Når jeg får en kæreste, skal det være anderledes end sådan som mine kammerater behandler deres piger. Jeg vil gøre alt for at gøre min pige lykkelig. Altid.” Hver gang jeg glemmer hende er det et nederlag for mig og min drøm om at kunne gøre nogen lykkelig. Jeg taber.

Mit, og vores, største problem er at selvom jeg ved hvad der gør at jeg taber, og jeg ved hvad der skal gøres for at jeg, og vi, kan vinde; så aner jeg ikke hvordan jeg kan få det til at ske. Jeg ved at løsningen ikke indebærer noget stort, pompøst eller en episk bedrift fra mig. Det er de små ting. Det er hver dag. Små skridt. Et ad gangen. Hele livet. Til døden os skiller.

Efter Philip er flyttet over til Rune er han blevet en ude-kat for første gang. Det er sjovt at opleve ham opleve verden udenfor for første gang. Jeg fangede et billede af ham da han lå på lur oven på traileren – For at få fat på den fugl han sidder på spring for at fange sidder ca. 7 meter væk, men det holder ikke Philip fra at være optimistisk omkring hans chancer som succesfuldt rovdyr.

Jeg er ansat som uuddannet personale med særlige kvalifikationer – Denne fine titel er et resultat af en efter sigende unik aftale som Glostrups radiologiske afdeling har forhandlet på plads med FOA. Mine særlige kvalifikationer består i at ifølge loven er det kun autoriserede radiografer og personer under uddannelse til radiograf der må arbejde med radiografi. Mine 5 semestre som radiografstuderende har således sikret mig en timeløn på 149,8 kroner i timen. Jeg er meget tilfreds! Og taknemmelig! Meget taknemmelig, fordi her i sommerperioden er der bestemt ikke behov for den ekstra arbejdskraft som jeg kan byde på. Tvært imod. En stor del af dagens arbejdstid er i denne uge gået med at sidde ned og vente på at der dukker nogle patienter op. En smule frustrerende, men samtidig et tegn på at alle på radiologisk afdeling har gjort mig en stor tjeneste. Både ledelsen der har ansat mig og radiograferne der (er jeg sikker på) har lagt et godt ord ind for mig. Jeg siger tak til dem.

Det meste af min sommerferie er således blevet afsat til arbejde. Jeg tilbød dem i forbindelse med min ansøgning at jeg kunne arbejde ugerne 27-29 og 32-34 og fik, til min store overraskelse alle ugerne. De havde ellers givet udtryk for at de kun havde brug for mig i tre af de uger jeg havde mulighed for at arbejde i, men den endelige aftale lød på de seks ovenstående uger. Alle ugerne er mandag til fredag, 37 timer per uge. Samtidigt har jeg stadig min lørdagsafløserstilling hos Post Danmark, men da jeg synes 6 arbejdsdage om ugen er i overkanten, når jeg egentlig kunne have siddet og nydt vejret på altanen, så har jeg ansøgt om fri fra lørdagsarbejdet. I den forbindelse er det spændende at se hvad der sker hvis ikke de vil give mig fri i de weekender jeg er i Spanien.

… mmm, Spanien. Tak for nu.

Til næste sommer kan vi alle tre gå og drille Christina med sangen “der er kun 1 hue, den er rød. Der er kun 1 hue, den er rød. For hvis huen den er blå, så er den alt for let at få. Der er kun 1 hue, den er rød“. Og til gengæld kan hun så drille os med at vi har brugt 3 år på at opnå de samme muligheder for videre uddannelse som hun har brugt 2 år på. Det bliver herre-hyl! Christina har lovet at finde på en sang der svarer til vores.

[OPDATERING]

Jeg fik taget et par billeder som jeg er rigtig stolt af ved lejligheden. De ryger i galleriet når jeg får taget mig tid til at det. Indtil da er her et lille anonymt stemningsbillede fra dagen.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Ville lige lave et lille foto, nu hvor jeg havde kameraet fremme til sensor-rengøring alligevel.

Tak for et dejligt år, min elskede. Jeg glæder mig til det næste.

Jeg sad og lyttede til Kosmo på DR P2 (over nettet; tak til medielicensen) hvor de lagde ud med Chanes – Lights Off (feat. Karen O). Jeg var så vild med det at jeg afbrød opgaveskrivningen (ja, ok, der skal ikke så meget til, men alligevel) og gik på jagt efter nummeret som musikfil. Jeg prøvede med diverse fordækte søgemaskiner på nettet, men jeg fandt ikke noget brugbart før jeg prøvede Google der viste mig vej til en mere eller mindre officiel side hvor sangen (og hele albummet) kan downloades gratis. Lækkert. Hvis du ikke har noget imod electronica (musikgenre).

Jeg sidder lige nu og lytter til Smile. Sangen virker; Man bliver i stand til at smile af sine bekymringer, lægge dem til side og nyde øjeblikket. Det er det jeg elsker ved electronica. Det er mekanisk, repetitivt, til tider ligefrem koldt, men alligevel kan det (som al anden god musik) virkelig få en til at føle.

Find det hele her: chanes.bandcamp.com/album/dj-house-shoes-presents-an-experiment-in-instrumentation-2010