okt
8
2008
Hej trofaste læsere af min weblog. Jeg sætter stor pris på at I har informeret mig om at min hjemmeside har været nede. Jeg har, som du kan se, rettet bod på dette og skriver hermed en lille notits om den glædelige begivenhed.
Jeg ved hverken hvornår, hvorfor eller hvordan det skete at alt hvad jeg havde lavet gik i stykker. De gode folk hos Servage har heller ikke formået at belyse dette så vi må lade det stå hen i det uvisse. Hvor længe sitet har været nede ved jeg ikke, for ærlig talt, har jeg ikke været her forbi selv siden sidste gang jeg skrev. Det er en del måneder siden. Der er sket meget siden da, og jeg håber på at kunne finde tid til at skrive et ord eller to her på webloggen. For mig er det vigtige ting der er sket, og de burde nævnes i et eller andet omfang. Alligevel vil jeg ikke love noget, fordi det er ikke ren forglemmelse at jeg ikke har skrevet noget de sidste par måneder; Jeg har reelt ikke haft tid.
Webloggen er en nærmest terapeutisk refleksionsøvelse over mit eget liv, og på den måde ved jeg den er vigtig. Jeg vil derfor forsøge at skrive lidt oftere end hver fjerde måned.
Indtil næste gang vil jeg sige tak fordi du har læst med. Det sætter jeg større pris på end du aner. Jeg skriver for min egen skyld, men alle der er interesserede er velkomne til at følge med; Og ikke mindst fortælle mig om hvad de synes om det jeg laver.
no comments | tags: opdatering, tanker, weblog | posted in Dansk, Webudvikling
maj
3
2008
Jeg har udvalgt et par fotografier og lagt dem i galleriet. Der er skrevet en lille forklaring, eller beskrivelse, af hver enkelt billede. Billederne strækker sig fra da Christina fik veer, og indtil et par dage efter fødslen.
Bemærk: Hvis du ikke kan se/finde billederne er det højst sandsynligt fordi du ikke har adgang til dem endnu. For at beskytte vores privatliv, bare en lille smule, har jeg sat begrænsninger på visse dele af galleriet. Hvis du registrerer en brugerkonto, endten her på bloggen eller i selve galleriet, vil jeg give dig adgang til billederne så snart jeg har genkendt og godkendt dig. Måske en smule besværligt til at begynde med, men jeg synes klart det er den bedste løsning.
2 comments | tags: baby, barn, foto, website | posted in Dansk, Familie & Venner, Webudvikling
jan
9
2008
Mit website ligger på en af Servage.net‘s servere. De har lige sendt mig en email om at de er så glade for at der, udover min, nu er 150.000 andre websites der gør det samme, at de har opgraderet min, i forvejen overdimensionerede webhosting plan. Nu har jeg 536 GB diskplads og 5010 GB månedlig trafik, til samme pris (kr. 39,- pr. måned). Lige nu har jeg brugt ca. 1,2 GB af disken og, overraskende nok, 1 GB af trafikken, så “overdimensioneret” er måske en underdrivelse.
Jeg er gået lidt i tænkeboks, og overvejer om jeg overhovedet kan bruge al den plads til noget fornuftigt. Problemet har ellers før været det nærmest omvendte “hvad er det fornuftigste at bruge den smule plads til” på de tidligere webhoteller jeg har ligget på. Mine skriverier kommer aldrig til at fylde en enkelt GB, men hvis der er andet du gerne vil se (mere) af, så sig til!
no comments | posted in Dansk, Fritid & Hobby, Webudvikling
nov
26
2007
Jeg oprettede min Facebook-profil for et par dage siden, og til forskel fra MySpace, er jeg positivt overrasket. Alene det at der er så mange jeg kender derinde gør det til en sjov oplevelse. Ud over det fungerer systemet ret godt. Jeg er ingen ekspert i sociale netværk-sites, men Facebook virker som den rigtige måde at gøre det på. Bannerreklamerne er tilpas underspillede, og man kan hurtigt navigere hen til det man søger.
Jeg er, efter et par dage, oppe på 20 Friends og er medlem af diverse relevante grupper fra min fortid: Livgarden, gymnasiet, folkeskolen og Smørum. Jeg gør mit bedste for ikke at involvere mig alt for meget derinde. Jeg har hørt noget om at visse firmaer har været nødt til at blokere facebook.com fordi medarbejderne brugte for meget arbejdstid på det. Det er sjovt nok at finde folk man engang kendte igennem et-eller-andet, men jeg kan godt leve uden at kende mit stripper navn, spille pirat-spil, bedømme andre brugeres udseende, og lignende.
Det skal dog lige nævnes at jeg i bedste selv-hævdende Christian-manér har installeret en IQ test der viser mit resultat på min profil side.
no comments | posted in Dansk, Familie & Venner, Webudvikling
nov
19
2007
Det har været en utroligt hård måned uden galleriet. Jeg ved det godt. Men i dag har jeg æren af at kunne erklære det for genåbnet. Dette var en opfølgning på et tidligere indlæg. Med (indtil videre) 385 GB serverplads skulle der være rig mulighed for at udfolde sig fotografisk.
1 comment | posted in Dansk, Webudvikling
Nye kommentarer