Hurra for mig! Og hurra for alle de dejlige gaver jeg fik til det surprise-party Christina havde arrangeret for mig da vi kom hjem fra vores weekendophold på Sorø Storkro hvor jeg friede til hende i går aftes! Og hurra fordi hun sagde ja til at blive min hustru!
Hurra, hurra, hurra!
Oskar er bare så dejlig. Jeg er glad for at man ikke kan eksplodere af kærlighed fordi så ville jeg ikke turde se på ham; Jeg smelter hver eneste gang. Han vokser så hurtigt, og lærer nye ting stort set dagligt. Jeg har hørt folk udtale disse floskler føre og rullet med øjnene af dem, men det er altså sandt – Det er sådan det foregår! Jeg prøver at hægte mig på og følge med i hans udvikling. Det går rasende stærkt, og jeg er ikke i tvivl om at jeg ikke får det dokumenteret lige så godt som jeg om et par år ville ønske jeg havde. Dette indlæg er et forsøg på at dokumentere denne følelse.
Samtidig ringer gamle venner til mig og siger at de skal giftes, eller selv have et barn. Det er dejligt og varmer i hjertet. Der var engang jeg troede jeg ikke ville følge kerne-familie-mønsteret, men nu hvor jeg finder mig selv på vej ned ad denne sti, har jeg det bare rigtig godt med det. Det kan være jeg en dag vågner op med en kæmpe midtvejskrise og skriger over mit mønster-liv, men indtil da er jeg bare glad over det hele.
Idag bestod jeg min 2. semesters kliniske prøve. Det gik ok – jeg var heldigvis ikke nær så overlegen som jeg havde forventet; Det havde ikke været godt for mit ego. Men bestod, det gjorde jeg, så nu kan jeg se frem til januar hvor det er tilbage på skolebænken.
Der er lige et par akavede dage tilbage på hospitalet, men det skal nok blive meget hyggeligt, ikke at skulle tænke på alting i forhold til en fremtidig prøve, men istedet kunne arbejde for arbejdets skyld.
Opsamling. Mine bange anelser blev gjort til skamme i mandags, da jeg kl. 9:30 afbrød postomdelingen (efter aftale med nærmeste leder, naturligvis) og drog mod Egebjerg. Inspektøren så sig nærmest måbende omkring i den tomme lejlighed. “Sådan skal der bare se ud. Jeg skulle lige til at spørge hvem fa’en har du fået til det?” – Så fik jeg alligevel noget ud af det år jeg brugte i Livgarden på at lære at pudse støvler og vaske gulve! Assistenten var i tvivl om om der overhovedet skulle males, men det mente Allan alligevel ikke der var nogen tvivl om. Der var styr på rengøringen, papirerne, nøglerne og jeg havde fået lavet en skriftlig aftale med den nye lejer om at tingene i kælderrummet er hans.
Efter normalistandsættelsesbeløbet er trukket fra får jeg ca. halvdelen af indskuddet tilbage. Jeg tror de penge bl.a. skal gå til indretning af børneværelset. Det er rart, langt om længe, at have den lejlighed ude af verden.
Nye kommentarer