Dennis from the band had found this cool location – an old abandoned factory right next to where he lives. But of course once we got there and had done the initial photographic stretching exercises the sunset had almost passed and we were forced to come up with some other ideas or re-schedule. We walked around the grounds and did some uninspired attempts at cool photos. It didn’t work.

I’d almost given up and was facing another trip to Slagelse (more than 1 hour away by car) when I thought “ok, let’s ditch the sunset. To hell with the ambient!” and found a dark hallway on the backside of the big production hall we were in. I stuck my two strobes in there and did a test shot. Finally some potential! I chimped it to Dennis and his brother who had come along to assist and we decided to go for something in the hallway.

After a lot of testshots in a pitch black room, with stobe lights blinding us every time I forgot to say “Light!” begore I pressed the shutter button we agreed that we had the shot. I bled from my left index finger because I cut it on a broken piece of glass on the ground, my knees were sore from getting down in that impossible shooting angle, but driving home I was thrilled by the fact that “we got something”.

The next day I edited it and sent a couple of suggestions to Dennis. I used the test-shot I did as a suggestion for the back-side of the cover. The band members agreed on their favourite and my very first product had been delivered. Woohoo!

Here are the final images:

… and some edits that I personally liked:

Check out Roarback’s facebook page and have a listen to their music at their BandPage.

Det at finde sin identitet som fotograf er vigtigt, hvis man vil gøre det godt i faget. Man kan så mange ting med fotografi, og det bærer middelmådige fotografers “professionelle” websites præg af. De viser deres bedste billeder af alt lige fra macro til landskab, fra studieportrætter til streetfotografi. Der er ikke noget galt i, at øve sig på alting. Men det er ikke sådan man sikrer sig en stemme inden for fotografi. Alle kan anskaffe sig et kamera; forskellen ligger i, hvad man vælger at sige med det.

Det er i hvert fald noget jeg påstår. Se filmen og reflekter.

Hvad synes du det betyder? Er det alle 9 minutter, der er noget gøgl, eller har jeg ret i, at det kan bruges af alle (og især håbefulde fotografer)? Skriv en kommentar.

Jeg har lavet et lille udkast: Visitkort

Billedet skal skiftes ud til et lidt venligere portræt. Hvis jeg havde en digitizer pen, ville jeg håndskrive “Hello!” på kortet. Farverne er jeg glad for.

Ved uddeling af kortet, kunne jeg notere hvilke billeder (dato+tid eller filnavne) som personen kunne være interesseret i, og indbyde til at sende mig en mail, så jeg kan sende billederne tilbage. Det er en venlig måde at dele sin glæde ved fotografi på. Jeg glæder mig til at komme igang.

Nu skal jeg bare finde et godt sted at få dem printet…

Økologi, bæredygtighed og begrænsning af hormonforstyrrende stoffer bruger vi en del energi på her i husstanden. Især når det gælder produkter til vores børn, skal tingene være i orden. Min hustru kan ikke amme, så vi har gerne ville bruge et økologisk modermælkserstatningsprodukt. Hipp laver et økologisk pulver, som vi har brugt meget til begge drengene. Selvom det er økologisk, er det ikke engang det dyreste på markedet. Til gengæld er det almindelig kendt, at Hipp Øko er skrap for de smås fordøjelsessystem – stort set alle får hård mave af det. Det første stykke tid forsøgte vi med hver af drengene, at give dem Hipp Øko, for at se hvordan det gik. Men ganske som forventet gik der ikke meget mere end et døgns tid, før afføringen blev for hård. Vi havde fået at vide af sundhedsplejersker og andre, at hvis / når det skete, kunne man gå over til NAN‘s hypo-allergen produkt. Det er ekstra godt for maven (og eventuelle allergikere), men bestemt ikke noget der kan anbefales for pengepungen.

Hjemmelavet produktfoto

Den koster næsten det dobbelte af den økologiske, så for at spare lidt penge kom vi på, at forsøge at blande de to produkter. Junior skal have 5-6 flasker i døgnet, og vi har givet ham skiftevis NAN og Hipp for hvert måltid – og det har virket! En perfekt afføring – både frekvens og konsistens – og en, omend den er lille, så en reduktion i udgiften til modermælkserstatning. For at kunne holde styr på indholdet i flaskerne og på om barnet har spist nok i løbet af dagen, har vi haft et white-board med ugekalender (fra Netto), hvorpå vi har noteret klokkeslet, hvor meget der er blevet spist i ml og om det var hhv. Hipp eller NAN der var i flasken. På hver ugedag har vi så noteret, hvor meget han har spist på den pågældende dag. Således har vi kunnet følge med i, om han spiste nok (en sjettedel af sin vægt i ml), og om der skulle fyldes mere i hver flaske (hvis han tømte alle flasker fuldstændig på en hel dag, er vi gået op til næste trin).

Resultatet af vores meget detaljerede registrering har betydet en meget rolig baby. Vi har altid haft en fornemmelse af, hvilket af hans behov han har grædt for at få opfyldt. Babyer er nemme i den forstand, at de ikke har mere end tre ting, de har brug for: Mad, søvn og en tør ble. Der har ikke været nogen frustreret vandren med et hylende barn, man bare ikke har kunnet få til, at falde til ro. Det har givet overskud til at synge, lege og træne med ham. Det har været skønt. Det er klart et system jeg vil give videre til andre vordende og nybagte forældre.

Måske var det den farverige forside der fangede min opmærksomhed?

Som Jan Helldén skriver i sit blog-indlæg om samme bog: “Hvordan er det muligt at skrive så meget om så lidt?” – Det var også hvad jeg tænkte, da jeg tilfældigt faldt over bogen på hylden på Måløv bibliotek. Ideen pirrede mig nok til, at det endte med, at jeg senere tog den med hjem fra biblioteket.

Bogen er en hurtig indføring i twitter og hvordan man får mest ud af microblogging-tjenesten. Jeg har tidligere tænkt at det var fuldstændig ligegyldigt at fortælle internettet at man lige har spist en skål suppe, eller endnu engang spenderer en søndag med tømmermænd. Specielt når man som mig ikke “følges” af mange på twitter. Det tænker jeg for så vidt stadig, men nu ved jeg at twitter handler om andet end det. Bogen kommer selv ind på suppe-opdaterings-problematikken og forklarer at tidligere var twitters slogan “What are you doing?”, men det er nu blevet ændret til “What’s happening?”. En lille, men vigtig forskel. Det nye slogan lægger mere op til at opdateringerne handler om, hvad der er vigtigt lige nu, istedet for bare at beskrive enhver tilfældig og triviel handling man foretager sig.

Bogen uddyber hvordan twitter kan bruges til forskellige “nyttige” ting, med konkrete eksempler fra det virkelige liv: kundesupport, personlig- og virksomhedsbranding, rapportage og andet. Alt sammen bliver gennemgået i et godt sprog og i en positiv tone, der bevirker at jeg føler mig helt entusiastisk med hensyn til at komme godt ind i at bruge twitter.

På min Windows Vista-PC, min Ubuntu-netbook og på min Android-smartphone har jeg installeret Tweetdeck for at have lettere adgang til at opdatere twitter, Facebook og Foursquare fra et sted. Tweetdeck giver desuden et godt overblik over de sociale netværk jeg bruger, og gør mig i stand til at sende samme opdatering til flere netværk – jeg håber bare mine Facebook-venner kan leve med de twitter-#hashtags der optræder i mine opdateringer. Jeg har testet Tweetdeck et par uger nu og er faktisk ret tilfreds med programmet. Bogen og programmet har givet mig den nødvendige viden, inspiration og instrumentation til at komme igang med at bruge twitter.

Det værste ved at læse bogen har været min hustrus rysten på hovedet og det der “du er simpelthen for nørdet“-blik hun sender mig. Det har jeg lært at leve med, så bogen har faktisk været en lille positiv overraskelse, der kan anbefales hvis man er nysgerrigt anlagt, ligesom mig.

Se twitterbogen.dk for mere info.