Indtryk & Udtryk

For andet år i træk har jeg præsteret at gå i månedsvis og glæde mig til at tage til Copenhagen Jazz-festival, for at høre god musik, og så ende med ikke at få set en eneste koncert. Det er synd og skam. Jeg kan godt finde på en masse dårlige undskyldninger og give Oskar skylden, men jeg er udemærket godt klar over at det eneste der har holdt mig derfra er min egen dovenskab.

Da jeg var i Livgarden tog vi til et par koncerter under festivalen. Året efter brugte vi det som en god mulighed for at mødes igen. Efterfølgende er det gledet lidt ud i sandet, på trods af at jeg rigtig gerne ville se mine garder-kammerater igen; De er måske nogle af de bedste menneskerjeghar mødt. Det er ærgeligt at en postnummer-difference på 5240 (8000 Århus – 2760 Måløv) er i vejen for at vi kunne ses noget oftere.

Til næste års festival – der skal det være anderledes! Jeg skal til samtlige koncerter og høre alt det bedste! Der skal grines og skåles og opleves uforglemmelige ting. Ja, du – til næste år…

“Husk du skal dø” eller “grib dagen”. I mit hoved er forskellen på de to “du kradser alligevel af en dag, så hvorfor ikke gøre noget for andre/dine efterkommere” versus “Gør noget for dig selv, nu, hurtigt, uden at bekymre dig om andre eller fremtiden”.

Jeg gik igennem medicinsk bibliotek på Glostrup hospital og fandt en bog med titlen memento mori, og på bagsiden postuleredes det at dette var et ældre latinsk ordsprog der de senere år nærmest er blevet erstattet af carpe diem. Jeg har i mange år været glad for sidstnævnte, men da jeg i dag opdagede memento mori, fik jeg en følelse af nyopdaget indsigt – en afsløring af en gammel, glemt sandhed.

Gør noget vigtigt før du dør. Ellers er hele livet alt for ligegyldigt.

Jeg vil have en runesten
et efterskrift til fremtiden
mens jeg smuldrer skal bestå et fodaftryk til fremtiden

en markering der gennemhuller glemsomhed
gør mig til en historisk fortælling
i andres fremtid

gør mig til en myte når jeg dør
i andres fremtid
gør mig til en myte når jeg dør
i andres fremtid

Tekst fra Når jeg dør af Sidste Ambulance

Idag fandt jeg et armbånd i skuffen. Det er et jeg fik af min kæreste for lang tid siden. Hun har været ked af at jeg aldrig har gået med det, men smykker er ikke rigtig mig.  Idag har jeg alligevel taget det på. Det skal minde mig om Oskar og alle de andre dejlige ting i mit liv.

Jeg må se at få det graveret, ligesom jeg havde planlagt. Jeg forestillede mig at der skulle stå “Oskar” og hans fødselsdato – Det er ikke så fantasifuldt, men praktisk. Hvis du har et bedre forslag, hører jeg gerne fra dig…

Siden mandag har jeg deltaget i et lille forkursus, der skulle genopfriske min kemividen fra gymnasiet. Det var et tilbud til kommende radiograf- (og jordemoder- og bioanalytiker-) studerende, som jeg har valgt at benytte mig af. Det er trods alt snart 6 år siden jeg gik i gymnasiet så, jeg er en smule rusten i hjørnerne.

Det har disse 3 dage rodet bod på. Med dygtige undervisere og seriøse medstuderende, har det været en hel fornøjelse at komme tilbage på skolebænken. Det har godt nok kun været fra 0900 til 1245, i tre dage, men alligevel. En blød start skal der til.

Jeg er så heldig at jeg kunne låne Martins kemibog. Den var naturligvis uundværlig da vi havde lektier der kunne læses til hver dag, men der var alligevel enkelte der ikke havde bogen. De sad for det meste bare med tomme blikke, og en masse hurtigt nedfældede noter, da vi lavede opgaverne til dagens tekst. Det er ikke et karaktertræk jeg er stolt af, men det var nu meget rart at sidde med et skævt smil og vide bedre.

Undervisningen foregik på CVU, Fælledvej 12, på Nørrebro. Det var fedt at gå derfra, hen over søerne, tilbage til Nørreport station, på vej hjem. Hele området minder mig stadig om da jeg boede på garderkasernen på Gothersgade. Åh, disse minder.

Tirsdag spiste jeg min frokost på en bænk ved søerne. Det var dejligt vejr og jeg tog et billede af det. Flot fyr!

… i min ydmyge mening. Det er som om man bare kobler helt fra, når man sidder foran spillet og forsøger at gennemføre den nye quest.

Det er nu ikke fordi jeg er specielt god til det. Jeg spiller bare i mit eget tempo. Den figur jeg spiller på lige nu, er i dag nået til niveau 58 ud af 70. Det er det højeste jeg nogensinde har nået, og det er på trods af at jeg har haft et abonnement på spillet lige siden det udkom i butikkerne. Jeg spiller på en Roleplay server, fordi jeg synes det passer bedst til mit temperament – På den type server slipper man for de værste “ZOMG WTF I PWNED UUUU!!! /spit” som mildest talt er enerverende.

Når jeg, et par gange om ugen, finder tid til at spille, går der hurtigt flere timer foran skærmen. Det er helt utroligt fængende og tiden flyver forbi bag mig. Når jeg har en fridag fra arbejde, kræver det en del disciplin fra min side, hvis jeg ikke skal spilde hele dagen på spillet, og forsømme alle de dagligdagsting der nu skal laves. Det giver mig et lidt ambivalent forhold til spillet: På den ene side elsker jeg at fordybe mig i hele den verden spillet er; Og på den anden side hader jeg at opdage at jeg har brugt utallige timer på et spil der i bund og grund ikke har noget som helst konstruktivt formål. Der er mange der undskylder deres WoW-spil med at det udvikler venskaber, netværk og lederegenskaber. Det er ikke umiddelbart noget jeg tilslutter mig personligt, men jeg er sikker på at hvis man lægger mere seriøs energi i spillet end jeg gør, kan det sikkert godt lade sig gøre.

Og ja, der er virkelig mange mennesker der lægger en masse energi i spillet. Bare den mængde websites, og online hjælpeværktøjer der findes er overvældende. Den officielle side er et godt udgangspunkt, men er ikke til meget konkret hjælp med spillet. Til det er der dog den google-agtige Thott-bot database, WoW-wiki‘en der til dels skrives af andre spillere, et utal af brugerfladetilføjelser fra flere forskellige portaler (Curse, Inc gamers), Blizzards egen The Armory (i skrivende stund endnu i beta-udgave) med direkte adgang til server data om ting og figurer, og så mange forskellige hjælpeguider at kun google kan holde styr på alle sammen.

Jeg har venner, familie og sviger-familie der også spiller WoW. Desværre er vi alle fordelt på forskellige spil-servere. Når først man har spildt en masse tid på en figur er man meget modvillig til at flytte til en anden server og starte forfra. Selvom det ville være endnu sjovere at spille sammen med dem man kender. Sådan har jeg det i hvert fald. Og eftersom folk ikke ligefrem er flokket til Darkmoon Faire (navnet på den server jeg spiller på), er jeg tydeligvis ikke den eneste. Hvis bare alle kunne blive enige om en server så kunne vi arbejde sammen bygge en bedre verden! Men sådan er det jo over alt her på jorden. Hvis du alligevel skulle være interesseret kan du betragte dette som den officielle invitation til at komme og spille WoW sammen med mig på Darkmoon Faire. Bare skriv en e-mail eller send et brev i spillet. Så finder vi ud af noget.