Indtryk & Udtryk

Efter eksamen “pjækkede” jeg de to sidste uger af måneden (min uddannelsesansvarlige var indforstået med dette). Efter denne lille sommerferie er jeg pr. d. 5. i 7. begyndt på mit sommerferiejob på radiologisk afdeling på Glostrup hospital.

Jeg er ansat som uuddannet personale med særlige kvalifikationer – Denne fine titel er et resultat af en efter sigende unik aftale som Glostrups radiologiske afdeling har forhandlet på plads med FOA. Mine særlige kvalifikationer består i at ifølge loven er det kun autoriserede radiografer og personer under uddannelse til radiograf der må arbejde med radiografi. Mine 5 semestre som radiografstuderende har således sikret mig en timeløn på 149,8 kroner i timen. Jeg er meget tilfreds! Og taknemmelig! Meget taknemmelig, fordi her i sommerperioden er der bestemt ikke behov for den ekstra arbejdskraft som jeg kan byde på. Tvært imod. En stor del af dagens arbejdstid er i denne uge gået med at sidde ned og vente på at der dukker nogle patienter op. En smule frustrerende, men samtidig et tegn på at alle på radiologisk afdeling har gjort mig en stor tjeneste. Både ledelsen der har ansat mig og radiograferne der (er jeg sikker på) har lagt et godt ord ind for mig. Jeg siger tak til dem.

Det meste af min sommerferie er således blevet afsat til arbejde. Jeg tilbød dem i forbindelse med min ansøgning at jeg kunne arbejde ugerne 27-29 og 32-34 og fik, til min store overraskelse alle ugerne. De havde ellers givet udtryk for at de kun havde brug for mig i tre af de uger jeg havde mulighed for at arbejde i, men den endelige aftale lød på de seks ovenstående uger. Alle ugerne er mandag til fredag, 37 timer per uge. Samtidigt har jeg stadig min lørdagsafløserstilling hos Post Danmark, men da jeg synes 6 arbejdsdage om ugen er i overkanten, når jeg egentlig kunne have siddet og nydt vejret på altanen, så har jeg ansøgt om fri fra lørdagsarbejdet. I den forbindelse er det spændende at se hvad der sker hvis ikke de vil give mig fri i de weekender jeg er i Spanien.

… mmm, Spanien. Tak for nu.

I dag bestod jeg radiografuddannelsens 5. semester. Så er der kun 2 semestre tilbage! Fabelagtigt.

Dagen før eksamen gik CT-rummet jeg kunne have kommet op i i stykker. Med et glimt i øjet er jeg blevet beskyldt for at have gjort det med vilje. Men det passede mig egentlig meget fint: Hende der skulle være eksaminator i CT-rummet er sådan en mærkelig sur type jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af endnu. Jeg begyndte først at blive nervøs for eksamen da jeg fandt ud af at det var hende der skulle være eksaminator. Det problem løste heldigvis sig selv.

Det betød at jeg kunne komme op i MR, et rum hvor der bliver taget almindelige røntgenbilleder af knogler, og et hvor man tager almindelige røntgenbilleder af lunger. Jeg trak MR rummet. Det var jeg glad for; Der er meget mere at tale om ved MR end der er ved de andre, og jeg har forholdsvis godt styr på emnet.

Efter jeg trak rummet gik vi ned til MR, hvor der var afsat 2 timer til den praktiske del af prøven. Sensor mente han havde set rigeligt efter den ene time det tog mig at udføre en MR scanning af cerebrum, med kontrast-væske. Herefter gik vi tilbage til skolestuen hvor jeg havde 15 minutter til at forberede 5 minutters oplæg. Jeg brugte de 5 minutter på at vise at jeg kender afdelingens regler for kontrastindgift og de forskellige kontraindikationer der er ved dette. Jeg fik ros for at have “reddet” den, efter at have glemt at stille de rigtige spørgsmål til patienten under undersøgelsen. Ups.

Efter mine 5 minutters oplæg var der 25 minutters eksamination. De evaluerede efterfølgende mine svar til “en fortrinlig præstation, med få, mindre væsentlige mangler”. På mine papirer kommer der bare til at stå “bestået”, men deres evaluering svarer til omkring 10, måske 12, på 7-trins skalaen. Fedt!

Overskriften er ikke så dyster som den kan lyde – det her indlæg handler om min skole.

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig som en bærende kraft for opretholdelsen af det faglige niveau i undervisningen; dette er positivt. Jeg møder andre studerende der ikke er i nærheden af noget niveau der forventes af skolen, og jeg undres over hvordan de er nået så langt i uddannelsen som de er. Det får mig til at tænke “hvis de kan, uden at arbejde for det, hvorfor skulle jeg så arbejde for det?”; dette er negativt.

Jeg har ikke afleveret en læringsjournal for hver uge jeg har været i klinikken indtil videre, ligesom det ellers er forventet. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive dem. Jeg ved at de skal skrives. Jeg ved at jeg lærer uendeligt meget mere af min tid i klinikken ved at skrive dem. Alligevel kan jeg sætte mig ned foran min computer, aftale med mig selv at forventningerne til det faglige indhold er helt i bund bare for at få skrevet et eller andet, og alligevel bare sidde og stirre ind i skærmen uden at få noget fra hånden.

Det at jeg ikke skriver læringsjournalerne fører i min logik til at jeg ikke bevæger mig fagligt. Tvært imod. Jeg synker. Det at det faglige niveau hos enkeltstående tilfælde af mine klassekammerater nærmest ikke er eksisterende, på trods af snart 5 semestres undervisning, er demoraliserende. Det er afkræftende. Jeg mangler incitament. Det at jeg ved at min uddannelse er det jeg vil og at den skal afsluttes med en bacheloropgave og et fagligt niveau der gør mig i stand til at udføre mit håndværk på en måde jeg selv kan være stolt af, gør at jeg er nødt til at hæve niveauet konstant. Det fordrer bevægelse. Jeg må svømme.

Alligevel ser jeg endnu en aften med rig mulighed for at studere mit fag, sive ud gennem timeglasset der langsomt tæller ned til virkeligheden. En virkelighed med job, løn og ansvar for menneskers helbred.

Her er et lille citat der skiller sig ekstra ud fra den ros jeg får for arbejdet i røntgenrummet:

Det er dejligt at se når folk går op i deres håndværk.

Det blev sagt efter endnu en af mine projektioner var lige til en skolebog. Tidligere var der blevet sagt “Jamen hvor er det godt. Jeg får helt tårer i øjnene”. Det ovenstående citat tager jeg som et seriøst udtryk for at de synes jeg er dygtig til det jeg laver. Jeg elsker at anstrenge mig for at gøre det godt, og efterfølgende høste ros for mit arbejde.

Her er en læringsjournal jeg lige har skrevet færdig.

Jeg er klar over at den er af ret ringe kvalitet som videnskabelig tekst, men den ligger her alligevel som inspiration til andre der eventuelt slås med at forstå grundlæggende MR. Og som dokumentation for hvad jeg spilder mine vejlederes tid med.

Laeringsjournal – Sem 5 – Uge 13 – Christian Hammer Nielsen