mar 11 2009

Ham kender jeg!

En af mine soldaterkammerater, Kristoffer Voigt Rasmussen, har været med til at producere DR Dokumentaren CIA’s danske forbindelse (link?), som for nyligt har vundet Billed Bladets TV-Oscar. Jeg har normalt ikke meget til overs for Billed Bladet og deres metoder, men deres TV-Oscar er tilsyneladende meget anerkendt. Derfor skal Kristoffer have et stort tillykke med anerkendelsen for hans arbejde.

Men hvad skal han dog lave nu? Der er 40 år til at han når pensionsalderen og han har allerede opnået det Aller-største en journalist kan opnå! Indtil videre har Google de seneste opdateringer.


feb 14 2009

UNIX time 1234567890

Jeg faldt lige over oplysningen om at UNIX time stamp lige nu (2009-02-14-00-31-30) er “1234567890″ – Det er da meget sjovt at man lige skulle opleve det i sin livstid… (Se evt. epochconverter.com for info og konverteringsværktøj)


feb 3 2009

Troldspejlets 20 års jubilæum

Troldspejlet, det hyggelige nørde-program fra DR1, fylder 20 år idag (tak til P3). Stort set så længe jeg kan huske, har Stegel Man præsenteret nyheder fra de mindre lødige afkroge af kulturens verden, og det skal han have en stor tak for. Selvom jeg ikke får set hver afsnit er det en af de mange ting der står på min to-do-liste. Alligevel er det rart at vide at programmet der altid har været der tilsyneladende vil fortsætte lang tid endnu – Et fast ståsted i hverdagen.


apr 8 2008

Jeg er ofret, Lars Løkke Rasmussen

Når politikere har rod i bilagene går det ud over almindelige skattepligtige borgere som dig og mig. Finansminister Lars Løkke Rasmussen har snydt og bedraget på groveste vis. Han har ruttet ubegribelige summer væk på smøger og firmafrokoster til konen.

Jeg har taget mig den frihed og undersøgt hvad det præcist (ca.) betyder for hver enkelt skatteborger: (Danmarks Statistik. Tal fra 2005)

Antal skattepligtige borgere: 4 369 681 personer

Beløb hvormed der er ruttet på det groveste: kr. 642,50

Gennemsnitligt beløb pr. person: 642,50 kr. / 4 369 681 personer = 1,4703590490930573650570831143051e-4 kr. pr. person ~= 0,00015 kr. pr. person ~= 0,015 øre pr. person

Denne kæmpe ekstra skatteregning falder sammen med at jeg skal være far og forsørger på SU, og derfor ikke har for mange penge at flytte rundt på i forvejen! O hvem der bare havde sat 0,015 øre til side til bedre tider. Tingene ser sort ud for Christian Hammer.

Jeg er selvfølgelig klar over at den kære finansminister – med glæde – har betalt hele regningen selv. Det er mere princippet i at være så skødesløs med penge i det hele taget. Tak til den der foretog det servicetjek af Lars Løkkes forhold, og tak til medierne for at give historien vinger.


mar 12 2008

Interessant vinkel: Udødelighed?

Gratisavisen 24timer havde danskernes cykelvaners forfald på forsiden i dag, d 12/3 – 2008. Først tænkte jeg, at agurketiden begyndte tidligt i år, men jeg forstod forsiden efter at have læst artiklerne om emnet på side 4:

“… Forskning viser, at du har 30 procent mindre risiko for at dø, hvis du cykler til og fra arbejde hver dag. Så der er meget at vinde ved at få voksne og børn til pedalerne. …”

30% chance for udødelighed! Meget at vinde? Det er århundredets underdrivelse!