Det lukkende kapitel

Kære [DIG],

Du er her sikkert fordi du har undret dig over at vi ikke længere er venner på Facebook. Det er der en længere og, for mig, pinefuld forklaring på. Jeg skal gøre mit bedste for at holde det sagligt mens jeg forsøger at forklare mig.

Jeg kender dig mere eller mindre udelukkende gennem mit lange forhold til Christina. Vi har kendt hinanden i årevis, og vores bekendtskab er mere end bare ven-af-en-ven. Jeg har tøvet længe med at slette dig fra min venneliste. Det piner mig at det er kommet til dette.

Problemet er netop at det stadig piner mig at det er kommet til dette. Christina & Jeg er ikke længere. Uge for uge står det mere klart for mig at det forhold er et endegyldigt afsluttet kapitel. For hver gang vi har en af vores negative kommunikationer står det mig uklart hvordan kapitlet nåede at blive så langt, og så omfattende.

Jeg har hele tiden haft motivationen om at holde fast ud fra ideen om at jeg gerne vil være en del af mine børns liv. Mine børns liv omfatter i særdeleshed deres familie, og dermed også dig.

For tiden virker det dog som om at Christina og jeg frastøder hinanden, mere for hver gang vi kommunikerer. Det er kommet til det punkt hvor jeg synes det er beklageligt at hun stadig skal være en del af mit liv i forbindelse med mine børns opvækst. Jeg har på fornemmelsen at Christina nærer ligeså negative tanker om mig.

I min bog er venskab baseret på åbenhed, ærlighed, kærlighed og troskab. Jeg ville aldrig byde en ven at skulle lægge låg på følelser og meninger overfor mig, fordi troskabet er stærkere overfor en anden person. Sådan er situationen mellem hhv. os to og Christina. Jeg ville aldrig byde dig at tage stilling til problemstillinger der på nogen måde involverer hende. Jeg ved at en åben samtale på et eller andet tidspunkt ville komme til at inddrage en penibel holdningsveksling. Det er uundgåeligt.

Hver dag minder min Facebook-væg mig om noget der var engang. Brudstykker af ting der var vigtige i mit liv engang bliver vist for mig. Der deles glæder og sorger og interessante hverdagssituationer som kunne have været en del af mig nu, men som blot fungerer som pinefulde påmindelser om et afsluttet kapitel. Et kapitel der ikke er nogen der får noget ud af at se tilbage på lige for tiden. Det bedste for alle er at lukke det så meget som muligt og vores Facebook-venskab stemmer ikke overens med den strategi.

Jeg bliver ikke længere inviteret med til arrangementer. Jeg har kun set de mennesker der insisterede på at holde kontakten til de arrangementer jeg selv har inviteret dem til, og det sidste foregik for over et halvt år siden. Større hentydninger skal man lede grundigt efter.

Derfor, tak for alt, jeg ønsker dig og dine det bedste.

Far vel.

Hvad tænker du om det?