Samværsaftale: En form for plateau

Så sidder jeg her og soler mig i bagklogskabens uendeligt klare lys; Det var bestemt ikke meningen, at jeg skulle have et liv med børnebidrag, samværsordninger, weekendbørn og en sagsmappe hos Statsforvaltningen.

Det begynder at gå op for mig, at nogen af dem jeg havde omkring mig havde set dén komme. Da jeg hørte om det første gang, var min tanke, at jeg var ret ærgerlig over, at jeg ikke blev rådet, hjulpet eller advaret på nogen måde – den slags kan man da godt sige til hinanden! – Eller kan man? Måske er det i virkeligheden en af den slags ting, hvor at selvom det udefra ligner et kæmpe fragttog, der brager mod jernbaneoverskæringen med 100km/t, så er der ikke andet for, end at lade de implicerede leve deres eget liv og drage deres egne erfaringer. Alle gør jo i store træk det bedste de kan i deres givne situation og underlagt deres forudsætninger, og hvem kan forhindre dem i det uden at træde udenfor sine beføjelser? I hvert fald kan jeg ikke tillade mig at være hverken ærgerlig eller vred på nogen, fordi når alt kommer til alt, har jeg selv været ansvarlig for den situation jeg sidder i nu.

Hvis jeg har lyst til at påstå at jeg er en voksen mand, så indebærer det også at tage ansvar for egne handlinger og i næste ombæring skifte kurs når det er nødvendigt. Man kan ikke tørre skylden af på andre, selvom det kunne virke som en belejlig flugtvej.

Men som sagt sidder jeg nu her; år ældre, erfaringer rigere, integritet fattigere men dog lidt klogere. Jeg er klar til at rejse mig og komme videre og der er i løbet af de sidste par uger lagt en plan for hvordan det næste års tid skal se ud.

Ekskonen og jeg har langt om længe tilendebragt skilsmissen i den forstand, at der ikke længere er udelte fælles aktiver eller diffuse mundtlige aftaler, som binder os sammen: Billånet er afviklet og der er skrevet kontrakter om samværsordning og børnebidrag. Der er ikke mere at komme efter: Den endelige komplette frakobling er sket.

Der er meget rodet historik bag, at vi er nået frem til den samværsordning som vi er, men roderiet behøver jeg ikke at komme ind på her. De sidste par år havde været meget mindre stressfyldte, hvis bare vi havde skrevet aftalen fra begyndelsen, men det er, igen, let at sige i bagklogskab. I virkeligheden var vi nok ikke følelsesmæssigt klar til at indgå aftalen før nu.

Vores midler har været så små, at de vist nok endte med at spille en central rolle i vores konflikt. Når emnet drejede sig herind på, blev stemningen altid enormt anspændt. I lang tid havde vi et dyrt billån at betale af på i fællesskab og vi havde en aftale om at “dele fællesudgifterne” til børnene i stedet for, at jeg betalte et børnebidrag, jeg ikke havde råd til. Det var i virkeligheden et meget skrøbeligt arrangement, når jeg ser tilbage på det, og det har da også skabt en del uro, bekymringer og stress at vedligeholde.

Jeg griner lidt af mig selv, når jeg kommer til at tænke på det, men talemåden om at “nød lærer nøgen kvinde at spinde” passer perfekt i denne sammenhæng. Jeg har knoklet min bagdel i laser og i dag har jeg betalt fælleslånet ud og skabt rum til at betale normal-børnebidrag af mit budget. Selvom jeg stadig synes det er en skamfuld situation at sidde i, så er jeg stolt over at kunne sige, at jeg har arbejdet mig ud af en svær situation og jeg har bragt forholdene i orden, der sikrer stabilitet omkring problemet.

Den største interne konflikt jeg nu føler, handler om samværet med mine to børn. Ingen bliver forældre for at undvære deres børn og du må stole på, at dét, at jeg er endt med at undvære dem alligevel, har været min aller sidste udvej. Stod det til mig havde jeg gerne ansvaret for dem 100% af tiden, men realistisk set kan det ikke lade sig gøre lige nu. Realistisk set er der en anden forælder, der har bedre rammer, bedre muligheder og bedre forhold for at være primærforælder.

Alt det rod, der har været i slåskampen om at have drengene så meget som muligt, har været nedbrydende for alle parter, men vigtigst af alt, har det også været nedbrydende for børnene og især den ældste. Han er hårdt ramt af konflikterne, der opstår omkring en skilsmisse. Alt rodet der har ledt op til indgåelse af den nye samværsaftale, har haft en stærkt negativ effekt på ham rent psykisk. Dette understreger vigtigheden – og giver mig et håb med hensyn til rigtigheden – af den aftale vi nu har lavet. Selvom effekten af den i sidste ende er, at jeg går glip af størstedelen af børnenes opvækst.

Fra og med februar i år kan jeg officielt kalde mig weekendfar i hver anden uge, fra fredag kl 15:00 til søndag kl 16:30. Jeg fraskrev mig retten til samvær hvis mine weekender falder sammen med moderens ferie, påske, jul eller nytår på grund af, at jeg ikke vil ødelægge noget af deres ro og samvær. Der er ikke indskrevet noget andet vedrørende min ret til øvrig ferie med børnene af samme årsag. Jeg tilføjede kun, at aftalen er til forhandling i januar med effekt fra februar hvert år, således at den kan justeres – noget som skabelonen fra Statsforvaltningen ikke tog højde for. Aftalen er i så ren en form som muligt. Det er godt for min INTJ-personlighed, i det mindste. Skammen og skuffelsen må jeg håbe på går over, men for nu må jeg også anerkende, at vi har nået et stabilt plateau, hvilket slet ikke er at kimse af.

Jeg må slippe kontrollen og tro på, at mine drenges mor er opgaven voksen og i anden omgang håbe på, at de, når de bliver store nok til det, har lyst til at vælge deres far til. Deres mor har midlerne til, at give dem alt hvad de har brug for og jeg bliver nok nødt til, at holde fast i den tanke, i stedet for at spekulere over hvordan hun måske kan finde på at administrere de penge drengene får af mig hver måned i form af børnebidrag. Jeg må sørge for at være den voksne mand som jeg så gerne vil være og tro på, at jeg nu, langt om længe, har sørget for, at tingene er som de skal være og at de rette beslutninger er taget og ført ud i livet.

Jeg er ret stolt af det jeg har opnået, men der er ikke tid til at hvile på laurbærrene: Det er tid til at springe højere og være stærkere og sørge for aldrig igen at havne i så dybt et hul igen som det jeg har været i før.