http://www.joebuissink.com/

En lille tale fra Joe Buissink, et kæmpe spring for mig som fotograf

Jeg er blevet inviteret til at fotografere ved et bryllup. Det er første gang, at jeg skal fotografere sådan en dag, og eftersom at det at fotografere netop den slags begivenheder er en hel genre for sig selv – en kæmpe industri i sig selv – begynder mit eget forventningspres at tynge mig. Jeg kan mærke, at det er tid til at begynde at forberede mig til dagen.

Jeg kan godt lide at samle inspiration fra YouTube, og efter et par hurtige søgeord var jeg igang med, at se den første video om “wedding photography“. Det var rart, at være igang, men der var bare noget, der føltes forkert. Videoernes instruktører var meget engageret og talte levende om alt det udstyr de og deres assistenter bar rundt på; Hvordan de poserede bryllupsdeltagerne og hvordan de arbejdede med lyset. Det var sikkert alt sammen fint for dem og de passede fint ind i det billede jeg havde af industrien. Der var bare stadig en eller anden lille forkert følelse i mig. Alt “det der” betød intet for mig. “Det” var ikke noget jeg havde lyst til.

Hvad stiller man op, når man gerne vil hjælpe folk med at få fanget de gode minder fra deres store dag, men måden det dikteres man gør det bedst på, føles som noget man slet ikke vil være en del af? – Når det får mig til at føle, at jeg hellere helt vil lade være med at fotografere, end jeg vil fotografere på den måde? I stedet for at jeg følte mig bedre klædt på til jobbet gennem mine forberedelser, voksede følelsen af desperation i mig. Det gjorde den i hvert fald, indtil jeg faldt over en video fra B&H, med et foredrag af den for mig ukendte Joe Buissink – han viste sig at kunne levere min forløsning.

Han fortalte om begyndelsen på sin karriere som bryllupsfotograf og satte ord og kropssprog på den nøjagtige følelse af desperation, der ledte ham til at træde ind i industrien. Det hele faldt på plads for mig, da han pointerede sit koncept om, at han tager til optagelserne for at gøre sig selv glad. Pludselig gav det hele mening: Jeg vil gerne gøre gode ting for folk og jeg vil gerne lægge det arbejde i, der skal til, men ansvaret for at jeg får mulighed for arbejde på den måde der føles rigtigt, påhviler udelukkende mig selv. Buissink pitcher ikke kæmpe fotoproduktioner med utallige assistenter og et kæmpe arsenal af lysgrej. Han konkurrerer ikke på prisen eller på antallet af leverede filer / print / bøger. Han er ikke en mester i Photoshop eller i at posere gæster. Det han kan, og det som han bevidst har som omdrejningspunkt for sit pitch, det er at han kan fange følelsen i øjeblikket.

Teknisk er billederne ikke nødvendigvis optimale. Fokus er måske på håret i stedet for ansigtet. Billederne er ikke støjfrie fordi de ikke er lyssat. Han ikke bare indrømmer, men står ved at hans kamera primært står i P-mode i stedet for M-mode, selvom det for mange fotografer er en stor del af den faglige udvikling at snobbe væk fra P. Han er hævet over snobberiet, og bruger P-indstillingen som et effektivt værktøj til at fange billederne. Det er det eneste et kamera skal kunne: Være en forlængelse af fotografens arm, øje og hjerte, og fungere i samspillet mellem dem alle. En god pointe som jeg er bange for går de fleste forbi.

Buissink taler om sin debut som bryllupsfotograf, som om det var et kæmpe paradigmeskift i forhold til resten af industrien. I dag er han verdenskendt (bortset fra i mit hjørne af verden) for sine bryllupsbilleder, og han underviser over hele kloden i sin tilgang til at fotografere. Alligevel har industrien ikke rigtigt flyttet sig mere end, at det dominerende budskab til glade selvlærte amatører, som jeg selv, består af en overflod af udstyr, efterbehandling og andre former for overvældende fejlprioriteringer.

Måske er det dog mit perspektiv, der trænger til et skift. Har jeg fundet forståelse for fotografering på et niveau der gør, at jeg nu bedre end tidligere kan sortere i den information som jeg tager ind? Følelsen af nyopnået indsigt jeg sad tilbage med, efter at have set optagelserne af Joe Buissinks foredrag, var i hvert tilfælde ikke til at tage fejl af. Janteloven nager i mig, og fortæller mig, at jeg skal lægge låg på, men alligevel kan det være, at det er tid til at anerkende, at jeg stadig har meget at lære, men trods alt er nået langt på min fotografiske rejse.

Besøg Joe Buissinks kommercielle hjemmeside eller se en af videoerne, der inspirerede alle ordene ovenfor (YouTube, 1t 43min). Jeg hungrer efter at finde ny inspiration, så hvis du gider må du meget gerne kontakte mig: Hvis du også har haft en oplevelse, der gjorde, at du følte, at du virkelig flyttede dig indenfor dit felt, og du kan fortælle hvad der inspirerer dig, vil jeg rigtig gerne høre historien.