Kameraarkæologi

Jeg har længe gået og tænkt på at jeg ville tage nogle billeder af det antikke kamera jeg har stående. Det er et fascinerende stykke mekanik. Herunder kan du se de billeder jeg har taget og under dem har jeg sat et par ord på mine oplevelser med kameraet og tilføjet hvad jeg kunne grave frem fra internettet om det. Man får helt lyst til at anskaffe sig en rulle 120mm.

Zeiss Ikon Nettar 515/2 /w Holster

The Shutter-Release Button

The Strap

The Shutter

The Arm

Der er flere billeder i mit Zeiss Ikon Nettar 515/2-album på Flickr.

En opdagelse rigere

Min far havde et gammelt kamera liggende. Jeg tror han kunne fornemme min voksende entusiasme for at fotografere og måske en vis modenhed i min hobby. I hvert fald valgte han en dag at hive kameraet frem fra gemmerne og forære mig det. Jeg syntes det var et helt fremragende stykke teknik, fra dengang hvor kameraer i større grad begyndte at blive tilgængelige for alle. En forgangen æra som man alligevel stadig kan fornemme historiens vingesus fra i dag.

Mit umiddelbare gæt var, at kameraet var fra engang i trediverne og det har vist sig, at det ikke er skudt helt ved siden af. Der fulgte naturligvis ikke en manual med, så der gik et par minutter før mine pilfingre fandt modet til at trykke så hårdt på knapperne, at den forreste låge blev frigjort, så kameraet kunne folde sig ud. Jeg kan stadig huske nervøsiteten over, at jeg kunne komme til at ødelægge kameraet, enten i min uvidenhed eller fordi det simpelthen ville være så forfaldent efter alle de år. Det gav et helt gys i mig, da fjedermekanismen åbnede lågen, førte objektivet frem og foldede bælgen ud i én glidende bevægelse. Læderbælgen så ud og føltes som var den ny, linsen var fejlfri og malingen på lukkeren intakt. Et smukt eksemplar af finmekanik fra dengang.

Uden en manual måtte jeg bruge min viden fra digitalkameraer og oversætte funktionerne til den nørklede mekanik.

Udforskning af mekanikken

Der er en fokusring, en ring der indstiller lukkertiden og en skyder der styrer blændeåbningen. Der er en skyder der anspænder lukkeren, endnu en til at anspænde selvudløseren og selve udløseren der gennem en række arme og fjedre kan styres fra toppen af selve kamerahuset. Søgeren er blot to rammer der foldes ud på kamerahuset. På bagsiden er der ikke andet end et lille vindue hvorigennem man kan åbne en skydelåge og kigge ind til filmen mens man manuelt ruller hen til markeringen for det næste billede. Under lædergrebet sidder palen der åbner lågen ind til filmkammeret.

På undersiden af kamerahuset er grebet der fører filmen fra den ene rulle til den anden. Præcis hvordan det er foregået når man skulle have filmrullen ind og ud af kameraet kan jeg ikke helt forestille mig: Jeg går ud fra at man var nødt til at tage filmen ud af kameraet i mørke… Måske finder jeg ud af det en dag, hvis jeg kaster mig ud i at forsøge at tage billeder med det. På indersiden af lågen er filmstørrelsen markeret – 6cm × 9cm – og der sidder et lille originalt reklameklistermærke for Zeiss Ikon Panchrom-film. Modsat grebet er et gevind til at spænde kameraet på et stativ. Jeg har senere fundet ud af at gevindet på frontlågen også er et stativgevind, og så sent som i dag fandt jeg ud af at den lille plade der ligeledes er på frontlågen ikke bare er til pynt, men kan foldes ud og fungere som et lille støtteben så kameraet kan stilles på højkant på et bord. Dejlig lille detalje.

Internetskatkammeret

Ud over det med støttebenet fandt jeg nogle flere ting om kameraet igennem min søgning på nettet. Her er specifikationerne for kameraet:

  • Mærke: Zeiss Ikon
  • Model: Nettar 515/2 (måske version ”D”? – det er ikke markeret nogen steder)
  • Objektiv: Novar Anastigmat 110mm f/4,5 – 32
  • Lukker: Klio, 1 – 1/150s, B, T
  • Serienummer: L 1110
  • Produktionsår: Formodet 1940.
  • Film: 120mm. 6cm × 9cm eksponeringer: En rulle giver 8 negativer.

Ud fra serienummer og kombinationen af lukker og objektiv var det svært at vurdere årgangen. ”Version D” er et gæt ud fra beskrivelserne af billeder af andre kameraer der ligner det jeg har, og årstallet fik jeg fra et forum-indlæg med en tabel over serienumrene på Zeiss Ikon-kameraer (Link). Kilden kunne jeg ikke bekræfte. Zeiss Ikon Nettar blev fremstillet fra 1933 – 1956 i forskellige udgaver.

Det lader til at kameraet i sin tid var Zeiss’ billigere alternativ til deres topmodeller, med linser og lukkere i ringere kvalitet til en lavere pris. Størrelsen på negativerne og det faktum at det trods alt stadig er et Zeiss-kamera taler dog for at kameraet nærmere var tiltænkt et prisniveau i midten af kameramarkedet; Et entry level mellemformatkamera.

Jeg synes det er meget sjovt at kameraet som udgangspunkt er konstrueret til at blive håndteret i ”portræt” eller ”på højkant”, modsat kameraer der i dag for det meste bygges til at blive håndteret i ”landskab” eller ”på langs”. Med den viden giver det mere mening at objektiv og lukker er markeret med teksten som de er, og det forklarer slidtagen på det jeg troede var ”venstre” side af kameraet, men som så i virkeligheden er bunden.

Hjemvendt fra udgravningen

Det har været spændende at udforske modellen. Først rent fysisk ved at pille og langsomt dechifrere funktionerne, derefter at udforske det fotografisk og finde vinkler og lyssætning der præsenterer kameraet pænt, og til sidst faktuelt gennem søgninger på nettet. Tre trin der hver især har inspireret til det næste. Nu sætter jeg kameraet tilbage på hylden, men jeg er sikker på at for hver gang jeg kigger på det fra nu af, vil det minde mig om hele processen med at udforske denne lille perle af 75 år gammel teknologi.

Det er fascinerende at tænke på den tid kameraet er fremstillet i. ”Anden Verdenskrig” og ”fem år før min far blev født” virker som oldtidskundskab, men det er alligevel ikke længere tid siden end at kameraet stadig er velholdt og funktionelt. Man kan sidestille det med gadgets fra i dag og jeg kan ikke forestille mig at nogen af de dimser jeg har liggende også er funktionelle om 75 år. Kameraet er af tysk kvalitet og måske er det dét kvalitetsniveau der skal til for at få ting til at holde i generationer. Det får mig til at tænke på hvad jeg producerer og til at vurdere dets holdbarhed om 75 år.

Under alle omstændigheder er det godt at omgive sig med ting og mennesker der inspirerer; Noget så almindeligt som et gammelt kamera er en af de ting der kan inspirere mig. Hvem ved, måske finder jeg en dag på at tage billeder med kameraet i stedet for at tage billeder af kameraet. Det kunne være lidt skægt. De har stadig 120mm-film hos Photografica.