Glædelig forår og højtid for kurmageri

Jeg kunne mærke det i luften allerede mandag, og i dag er det Skt. Valentins dag: Foråret er her!

Selv tilbage i Chaucers tid markerede “midten af februar” forårets komme og begyndelsen på den instinktive højsæson for kurmageri; I Chaucers 700 liniers digt “Parlement of Foules” beskrevet med Skt. Valentins dag og en tvivlsom fugletradition:

“For this was on seynt Volantynys day When euery byrd comyth there to chese his make”

– Geoffrey Chaucer, Parlement of Foules, 14. århundrede

Ægte kærlighed er der masser af men samtidig også alt for lidt af i denne verden, så jeg bifalder en højtid der minder en om, at det er vigtigt at huske at gøre kur til sin udkårne. Hvad enten det er en ung romance eller dyb kærlighed er man nødt til at holde den ved lige. Mindst en gang om dagen bør man sætte sig sammen og se intenst ind i hinanden – spørge til hinanden, lytte, forstå, føle, nyde. Bare i 5 minutter. Hver dag.

Der er mange, især mænd, der har et problem med Skt. Valentins dag. “Det er bare en anledning for blomsterhandlere og andre kommercielle interesser til at lokke os til at bruge flere penge”. “Det er noget amerikansk pjat”. Desværre er det som regel også dem med dén holdning, der heller ikke fejrer kærligheden resten af året. Så hvorfor ikke bruge Skt. Valentins dag til at komme ordentligt i gang? Hvis ikke i dag, hvornår så?

Der er mange fjollede traditioner rundt omkring i verden, der oprindeligt var ment som en markering af kærligheden til sin udkårne. Jeg tror det vigtige er, at man får det gjort, og hvis man gør det på sin egen måde, så er det endnu bedre. Bare man får vist, at man har en eller anden følelse inden i og at man har brugt bare 5 minutter på at anerkende den og sætte pris på den.

Jeg glemte det også selv. Det er jeg ked af. Lær af fejlen begået af både mænd og kvinder til alle tider gennem historien: Gør kur til din udkårne – mindst hver dag.