Indvendige selfies

Jeg meldte mig til at være med i et forskningsprojekt, hvor en af de ting jeg skulle bidrage med var MR-billeder af min rygrad og leddene i bækkenet. Som et lille bifund fandt vi ud af, at jeg har to moderate diskusprolapser i den nedre del af lænden. L4 har nedsat vandsignal og protruderer en del, især på venstre side.

Hvad nu? Ikke så meget. Jeg oplever ikke nogen symptomer på nerveafklemning. Når jeg har ondt i ryggen, er det kun muskulært med en kendt og direkte årsag – som regel har jeg slæbt for meget på ungerne. Så der er ikke så meget andet for, end at holde musklerne stærke og bruge ryggen fornuftigt. Operation er slet ikke på tale.

Det er sjovt at se, at man kan have så tydelige forandringer i ryggen, uden at de er symptomgivende: Jeg har været med til at lave billeder af folk, der knapt kunne gå, som havde mindre forandringer end mine. Jeg får en nærmere gennemgang af billederne af en læge i løbet af de næste par dage. Alle tolkninger her er bare mine ukvalificerede gæt – jeg tager muligvis helt fejl.

Midt-sagittalt T2-vægtet MR-billede af min lænderyg.
Midt-sagittalt T2-vægtet MR-billede af min lænderyg.
Venstre-lateralt sagittalt T2-vægtet MR-billede af min lænderyg.
Venstre-lateralt sagittalt T2-vægtet MR-billede af min lænderyg.
Axialt snit
Snit gennem diskus intervertebralis L4 med nedsat vandsignal og afsmalning af foramen intervertebralis.