Voyeurismens højborg

Hvis en street performer får dig til at standse og kigge, så skylder du ham en mønt. Jeg synes det samme gælder for Facebook: Hvis folk deler noget på nettet som du ender med at give et kig, så skylder du en reaktion.

Mit medlemsskab til Fitness World er udløbet og for at styrke motivationen for hjemme- og udendørstræningen, besluttede jeg forleden dag at tage nogle “fitness selvportrætter”. En anden god taktik til at styrke motivationen er at fortælle andre om den plan man har lagt. Så vil man mere eller mindre underbevidst gøre hvad man kan, for ikke at måtte undskylde når folk i fremtiden kan spørge til hvordan det går med træningsplanen. For at kombinere de to tiltag, med foto og netværksengagement, smed jeg billedet på Flickr og lod Flickr’s Facebook-app annoncere uploadet på min facebook-væg.

Håbet var at der måske var et par stykker der clickede sig ind på billedet og måske gav et Like på Facebook og måske endda en kommentar der eller på Flickr. Nu, efter et par dage, er clickeriet gået over al forventning: I skrivende stund er billedet af min spæde overkrop blevet vist 117 gange på Flickr. Bar hud fanger således fire til seks gange så mange Facebookfolks nysgerrighed som de billeder jeg har lagt på Flickr indtil nu. Det er der ikke noget revolutionerende i – det er vel menneskers natur?

Jeg kan dog ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at den større nysgerrighed og opmærksomhed ikke har båret større frugt i form af respons. Indtil nu har en tidligere kollega drillet mig med min begrænsede skægvækst – endnu en gang – en ven har smidt en kompliment på Facebook og en nuværende kollega har rent faktisk startet en samtale med billedet og træning som omdrejningspunkt – præcis efter intentionen. Men det er også hvad det har kunne blive til. Ud af 117 visninger. 3 konkrete reaktioner.

Det er klart at man ikke kan forvente reaktioner på ting som disse, men det slår mig alligevel som en smule voyeuristisk, at der er formodentligt over 100 mennesker, der har set på billedet, uden at give det mindste anerkendende nik – det er gratis at clicke “Like” og det tager kun to sekunder at taste “Ørle!“.

Det føles som om at 100 mennesker har kørt forbi mit hjem, standset for at kigge nærmere på det de så gennem vinduet, gået helt ind i stuen og stirret på mig mens jeg sad der, uden så meget som et tip med hatten vendt rundt, forladt hjemmet og er fortsat ned af vejen.

Uforskammet? Ja, når man ser det på den måde. Er det en rimelig sammenligning? Giv mig ret i kommentarfeltet nedenfor – eller endnu bedre: Forklar mig hvorfor jeg tager fejl.

For mig er det – udover en skuffelse i denne konkrete sag – lidt af en principsag. Det handler om at vi i Danmark – online såvel som offline – generelt set er temmelig uforskammede. Anerkend de mennesker du befinder dig i nærheden af. Tal pænt til de ansatte og de andre kunder nede i supermarkedet. Hvis du er ven med nogen på Facebook er det at sammenligne med at I bor i den samme landsby. Anerkend hinanden. Det er gratis og det føles dejligt. Betragt det som at få noget for det “ingenting” du giver. Ellers ender vi som et land befolket af sociopater. Reager på dine medmennesker.

Med det sagt skal du også lige have lov til at lure på det billede der ansporede at mit bæger flød over:

Fitness Progression Self Portrait #1

2 tanker om “Voyeurismens højborg”

  1. Fedt skrevet Christian! Du har så ret- og ramte mig lige på mit ømme punkt;) følger mange blogs, og er vildt dårlig til at kommentere på det jeg læser! Det vil jeg blive bedre til nu..

    Og hvor ser du i øvrigt ud til at have det godt-det håber jeg er tilfældet;)
    Kh Ditte

    1. Jeg håber ikke det var den helt store mavepuster? ;)

      Fedt at du vil kommentere mere efter at have læst det her. På vejne af hele blogosfæren: Tak. Jo mere man lægger i det, jo mere får man igen. :)

      Jeg håber at jeg ser ud til at have det lige så godt som jeg synes jeg har det, tak. ;)
      Kh Christian

Der er lukket for kommentarer.