Ild i skoven

Sidste weekend gik jeg en tur med drengene i Hareskoven for at få det bedste ud af, hvad der efter sigende skulle blive årets sidste sommerweekend. Ved en af skovens bålpladser var der mange mennesker, der havde tændt op og hyggede sig i lysningen. Det så så lækkert ud, at jeg besluttede mig for, at jeg ville det samme i denne weekend.

Jeg inviterede ex-svigerfamilien til at trodse vejrudsigten og tage med på en søndagsbåltur. Jeg havde fået noget tørt brænde af Rune, og det kom ikke til at regne så meget at bålet gik ud. Det virker som om alle har hygget sig med en kom-sammen udenfor de sædvanlige rammer. De største børn var en tur rundt på skovforhindringsbanen, der blev stegt snobrød med pølser, choko-Gifler og marshmallows og varmet kakao over bålet.

Min kamerataske var også med, og lugter vist nok kraftigt af bål lige nu. Ikke et eneste billede blev der taget med mit kamera. Nu var det mig der havde inviteret og det var mig der stod for bålet: Jeg ville meget hellere hygge mig og nyde øjeblikket end at rende rundt og tænke i lukkertider, blændetal og kreative vinkler. I stedet for fotografier har jeg en gryde med bål-patina med hjem. Jeg tror det er vigtigt at have ting i hverdagen der bringer gode minder frem, og selvom fotografier er gode til den slags, er det sjældent at man finder dem frem i forbindelse med hverdagens gøremål. Jeg skal lave mad hver dag. Hver gang jeg finder min patinagryde frem, vil den minde mig om turen idag og alt det jeg elsker ved at være i det fri.

Jeg tror på, at man skal gøre sig umage, for at sætte pris på de gratis glæder i livet. Det kostede ikke meget at have folk med i skoven.