125 liv på samvittigheden

Og det er kun i dag alene. Efter en omgang giftgas faldt pestilenserne som det de var: Fluer.

Sidste år på denne tid havde jeg samme problem: En konstant summen fra et par fluer ved vinduerne i stuen. Sidste år gjorde jeg en ende på dem ved at spraye gift i stuen, og det var rigtig effektivt. I år ville jeg forsøge at undgå at sprøjte, fordi drengene trods alt leger og lever i stuen når de bor her.

Det gik meget fint indtil i dag. Jeg kunne hver dag gå en runde eller tre med fluesmækkeren og klaske mellem 4 og 15 fluer når det var værst. Jeg tænkte at de små kryb måtte aftage i antal hvis jeg kunne fortsætte i en omgang eller to af deres metamorphose som tager ca. 36 timer, og hvis nødvendigt kunne jeg nok også finde tålmodighed til at fortsætte en hel fluelivstid på op til en måned. Tålmodigheden slap op i dag, efter ca. 1 uges flueprojekt.

Jeg kom hjem efter arbejde, åbnede døren til stuen og havde gættet på at finde 7 fluer i vinduerne. Det summede så meget, og de fløj så meget rundt at jeg ikke kunne tælle dem – jeg vil tro det lignede 20 fluer. Jeg besluttede mig for at fluesmækkeren ikke var nok og hentede det tunge skyts i kosteskabet: Der skulle gasses! Jeg gik en runde med dåsen, lukkede døren og tog til træning mens jeg overlod fluerne til deres grusomme skæbne.

Da jeg kom hjem gik jeg en omgang med fejebakken og talte de faldne: 125! – de må have en hemmelig flueindgang et sted fordi så mange havde jeg da aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig havde adgang til stuen. Sidste år fejede jeg ca. 50 op, fordelt over 2 dage, så jeg er spændt på om der er flere i morgen. Sidste år sluttede flueproblemet med nervegassen, så jeg regner ikke med at skulle gå flere runder med smækkeren i denne sæson.

Ideer til profylaktiske tiltag:

  • Lejligheden er ren – Man kunne tro at jeg boede virkelig uhumskt når her kan bo en fluebestand i den størrelsesorden, men det gør jeg altså ikke.
  • Muligvis utætte vindueslister – Jeg ved det gamle vindue ikke er helt tæt, og de nyere vinduer har som regel været det første sted jeg har opdaget en nytilkommen flue. Derfor kunne det være at man skulle få nogen til at komme og se på om vinduespartierne kan tætnes yderligere – også i forbindelse med at vinteren er på vej.
  • Adgang fra under taget – Jeg bor i en kvistlejlighed og det kan ikke udelukkes at tagkonstruktionen kan gemme en død fugl eller lignende spisekammer for en flok fluer. Fluerne kan måske have en alternativ indgang oppe fra tagkonstruktionen? Den forrige beboers persienner hænger stadig i mine vinduer indtil jeg når til at indrette mig anderledes. Måske kunne der være boret et hul op igennem loftet så fluerne kan komme ned til mig, som skal lukkes?

Der må kunne gøres noget. Tænk hvis en buddistisk munk fandt ud af at jeg har slået 125 levende væsner ihjel på en dag? – jeg ville ikke kunne se ham i øjnene.