Køkkentips der har hængt ved

Måske er mit hoved hullet som en si. Når jeg skal spinne det til noget positivt så er min hukommelse selektiv – på grænsen til feinschmekkeri. Uden spin må jeg bare være ærlig og sige at jeg er så uinteresseret eller uhøflig at jeg bare ikke tager mig den tid at memorere de ting der egentlig er vigtige. – men det er en helt anden historie.

Når det kommer til køkkentips føles det nogengange som om mine evner bliver nulstillet ca. hver 3. uge. der er dog nogle få tips der hænger ved. Jeg fik det fra en kort artikel fra Søndagsavisen for en del år siden efterhånden, hvori en kok (Thomas Rode, red.) havde lavet en liste over de vigtigste ting i sit køkken. (Opdatering: det viser sig at artiklen stadig findes på nettet)

De ting jeg tog med fra artiklen, og som du altid finder i mit køkken:

  1. Få men skarpe knive. En god stor all-round kniv og en urtekniv. Mere behøver du ikke.
  2. Strygestål. I direkte forbindelse med ovenstående. Værktøjet skal være velvedligeholdt. Det højner arbejdsglæden.
  3. Sherry. Der skal altid drikkes sherry til madlavningen – hvornår ellers? Fra tid til anden skal det også bruges i retterne.

For mig handler det i køkkenet, ligesom med alle andre aspekter i livet, om at forsøge at holde det basalt men godt. Der er mange fristelser og ting man kan spilde sine penge på. Reklamebranchen råber så højt at det kan være svært at høre hvad man selv har brug for.

Hvad er det vigtigste i dit køkken? Er Thomas’ paleo-trip ikke lidt fjollet?