Og jeg kan ikke sætte ord på essensen

Jeg vil gerne skrive en hel masse om hvorfor jeg er ked af det, om tilsyneladende ubearbejdet sorg, traumatiske forløb og al historikken der leder op til dårlige dage. Dage som i dag. Dage hvor man går i seng med dårlig samvittighed over at det i en eller anden grad igen er gået ud over drengene – dem der måske er mest sagesløse i hele miseren.

På gode dage går det fint. Det er nemt at “være tilstede i nuet” som man siger – at være ham den glade, behagelige, måske ligefrem sjove person som jeg godt gad at være. Altid. Oprigtigt. Ham den dygtige far med tålmodigheden til at håndtere sønnerne der har arvet begge forældres temperament. På gode dage går det fint.

Jeg hverken nænner eller orker at forsøge at forklare det til andre. På gode dage bagatelliserer selv jeg det hele og ser det ikke som andet end oldtidskundskab og ubetydelige hverdagstrivialiteter. Alligevel kan jeg mærke at jeg inderst inde holder igen. Inderst inde er der en lille rislen fra en sprække i klippesiden der afslører vandfaldet der presser på. Der er også en fornemmelse af at alle i rummet kan mærke min underbevidste tilbageholdenhed, og at relationen med mig ikke kan flyde frit – den er opdæmmet.

Det dummeste man kan gøre med sin byrde er ikke at have tillid til andres evne til at bære den. Det næstdummeste må være at blogge om det så alle indvies i den akavede fortrængning som jeg alligevel ikke kan finde ud af at sætte ord på, trods et årtis forsøg. Jeg er ikke klog.

Jeg kunne have lagt mig til at sove, og igen bare ventet på en af de gode dage. Kronologisk er de sjældent særligt langt væk. Psykisk måles afstanden i lysår. Morgendagens program står på negligering, optimisme og “vær nu lidt glad”-mantraet. Indtil da vil jeg lade mig overvælde af ordene “hvad har jeg gjort for at fortjene så dejlige børn” og fortvivle over at jeg ikke kan gøre det bedre end jeg gør, på trods af mine dårlige dage.