still photo from short film Gods by Anders Hammer

Til dansk premiere på “Gods”

Min grandfætter bor i London og øver sig på at lave film. Fredag aften havde han arrangeret en visning af sit seneste projekt: Kortfilmen “Gods”.

still photo from short film Gods by Anders Hammer

Anders Hammer er en dygtig mand, og det var inspirerende at se hvor ydmygt og taknemmeligt han tog imod folk, efterhånden som de ankom til auditoriet på KU’s Humanistiske Fakultet på Islands Brygge. Det er dejligt når folk man holder af ser ud til at have det godt, og Anders lignede en sand verdensmand blandt sine gæster.

Jeg satte mig sammen med min kusine og glædede mig til at filmen begyndte. Det føltes lidt som at være til en ægte forpremiere da Anders havde budt officielt velkommen og takket fakultetvagterne for hjælpen og tæppet gik gardinerne begyndte at rulle ned.

I 26 minutter handlede det om en ung arabisk mand der havde brudt med familien pga. religiøse uforeneligheder, sideløbende med en parallelhistorie hvor hovedpersonen befinder sig i en drømme- / mareridtsagtig skov. Der var masser af subtile detaljer og handling der foregik mellem linjerne som jeg ikke vil afsløre for meget af her, men prøv at se traileren på YouTube:

Fotografnørden i mig satte pris på cinematografien, som Rene G. Johansen havde stået for. De ekstreme nærbilleder og den snævre dybdeskarphed – og deraf følgende mangel på fokus-ro – blev brugt helt rigtigt og bidrog til filmens intense og anspændte stemning. Det er ellers virkemidler der ofte bliver misbrugt af de uerfarne (fordi “wow det ser prof ud!“), men når man som Rene ved hvad man laver, og bruger dem rigtigt, hjælper det filmens helhedsindtryk, i stedet for at være forstyrrende elementer.

Gennem hele filmen kunne man genkende Anders’ personlighed, og jeg vidste at han havde ramt rigtigt, da der efter den overraskende grafiske afslutning var total stilhed i auditoriet og rulleteksterne begyndte at løbe over skærmen. Filmen var så stærk at der ikke var en eneste af “familie-og-venner“-gæsterne der kunne klappe og huje efter afslutningen: Alle var nødt til at forholde sig til det de havde set – der var ikke råd til uforbeholden ros.

Alle var inviteret med på studiebaren Cafe HELGA på fakultetet efter visningen, hvor man kunne tale om filmen og skylle den ned med en øl. Jeg endte med at tage derfra efter 3 styk og en god samtale med Anders. Han virkede meget interesseret i at høre folks indtryk af filmen og nægtede naturligvis at udlevere facit. Han tog imod min tolkning af handlingen og en joke om at det ville være meget nemmere at rose ham hvis bare han havde lavet en romantisk komedie i stedet. Jeg tror dog at vi er enige om at den slags er der rigeligt af.

Det er en af den slags film der har en masse lag og detaljer der tvinger dig til at samle puslespillet efterfølgende, uden at den blot forsøger at forvirre publikum. Et gennemført, vellykket og meget professionelt udført projekt, og jeg glæder mig til at se resultatet af det næste.