Hvidløg i kurv

Sund mad?

Jeg har masser af gode intentioner. En af dem går på at leve sundere – specielt at spise sundere. Jeg er en af de mange (mere end 80%!) af os der ikke får vores 600g frugt og grønt per dag. Det eneste i min aftensmad der har bidraget til mine “6 om dagen” i dag er de to fed hvidløg jeg kom i… det rykker ikke.

Garlic in basket

I sidste ende handler det om øvelse. Hvis jeg øver mig på at lave den sunde mad, spise en masse grøntsager, få positive oplevelser med den mad der er bedre for kroppen, så ender dét med at blive “den der hurtige ret, som smager godt og som er let at lave, når man kommer træt og sent hjem”-maden, i stedet for frysepizzaen.

Jeg har ikke mange gode oplevelser med sund mad. Min sparsomme træning i at lave mad har ikke været centreret om den gode salat, de proteinrige grøntsager og detaljen der giver den gode smag. For mange grøntsager der har ligget for længe og blevet dårlige bringer svampede, slimede og ildelugtende minder frem.

Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg primært har forsøgt at lave mad af rådne kartofler, men de få dårlige oplevelser er endnu ikke blevet tilstrækkeligt overdøvet af de gode. Det skal der laves om på. Første skridt på vejen er at få tankegangen på plads – den er der. Nu skal jeg finde nogle gode opskrifter med sæsonens grøntsager, købe ind til dem, og igang med træningen i køkkenet.

Min gode begyndelse vil jeg tillægge Christian Bitz’s Bitz din sundhed, som de tilfældigvis havde hjemme på Måløv bibliotek, sidst jeg kiggede forbi. Check den ud for en smule inspiration til selv at komme godt igang (igen?).