Det blev et nej derfra

Jeg var hos mekanikeren da de åbnede 07:30, for at komme videre med punkt 1 og 2:

  1. Min tidligere mekaniker har måske forårsaget fejlen – regningen sendes videre til ham.
  2. Værkstedet må hjælpe mig med at vurdere, om det er en fejl, der er omfattet af lovens 24 måneders reklamationsret – regningen sendes videre til brugtvognsforhandleren.
  3. Bilen vurderes til ca. kr. 72.000,- – selvom jeg er glad for den, kunne det være, den kunne veksles til en anden. Regningen forsvinder og jeg får en masse bøvl og en ringere men ny garantiomfattet bil.
  4. Jeg finder en måde at tjene penge på en af mine utallige højt udviklede talenter, og på den måde betale den regning.
  5. Jeg arver fra ukendte onkel Bob i Amerika, inden der er gået en uge.

Listen er fra indlægget med mine første tanker om min 17000-kroners-regning. Jeg havde et lille lysegrønt håb om, at regningen ikke skulle tilfalde mig. Det fik de skudt godt og grundigt til jorden hos Ford-mekanikeren.

Jeg forklarede dem om det ukurante relæ Egeskov havde sat i. Jeg forhørte mig om reklamationsretten var relevant i dette tilfælde. Ingen cigar…

– “Men bilen er kun 5 år gammel – kan det virkelig være rigtigt at den skal repareres for så mange penge?”

– “Det sker desværre en gang imellem.”

– “… Fudge.”

Min tvivl om Egeskovs integritet er bragt til skamme, og jeg har tiltro til, at de er et lige så dygtigt et værksted som jeg har haft på fornemmelsen. En uforbeholden undskyldning til dem.

Der ser ikke ud til at være så meget andet for, end at de får ugen her til at blive færdige med at lave bilen, og så må jeg igang med at skrabe penge sammen. Jeg er bange for at mine bankbøger er kørt så meget i bund – efter separation og flytning – at jeg ikke får så meget ud af at ringe til min ellers flinke bankrådgiver. – Jeg giver det et forsøg i morgen, men jeg regner med, at jeg må på blødende knæ foran familie og venner. Den gyldne regel er ellers aldrig at belaste personlige relationer med pengesager, men at optage kviklån er bare en endnu dårligere løsning i min bog.

Jeg har så veltilrettelagt et budget, at jeg ved præcis hvor meget jeg kan betale tilbage hver måned. Jeg har tænkt mig at bede om så små beløb, at de fleste kan være med, og så ellers bare lave en liste over kreditorer og betale dem tilbage en efter en, måned for måned. Måske vil det flaske sig?

Det vigtigste af alt i hele denne misære er, at jeg har mit helbred, mine dejlige drenge og en masse andre ting at være glad for. Jeg var ikke en af de stakler der lå krøllet sammen på Holbækmotorvejen i morges.

Det er bare penge. De har kun den værdi samfundet tillægger dem. De ægte værdier her i livet kan de ikke håndtere nede i banken. Det er de værdier man må holde fokus på. Det er hvad jeg må minde mig selv om i denne tid. Hvordan minder du dig selv om det?

Og, nåh ja! Den gode Kristoffer smed den her efter mig igår, på facebook: