Beretninger fra nytårsnatten

Jeg var på arbejde fra kl 16 d. 31. dec, til 8 d. 1. jan. Det er første gang, at jeg har taget en nytårsnattevagt, og jeg havde derfor forhørt mig blandt kollegerne, angående hvad jeg skulle forvente. Nogen sagde, at det er helt vildt, så meget der er at lave den nat. Andre var mere modererede og sagde “det er meget forskelligt fra gang til gang”. Ham jeg skulle have vagten sammen med, havde den også sidste nytår (frivilligt), og han berettede, at de slet ikke havde sovet hele nytårsnatten, fordi der var så meget at lave. Jeg forberedte mig på det værste.

De to vi overtog vagten fra sagde, at de var godt mørbankede af den arbejdsmængde de havde haft indtil vi kom. “Det her bliver et maraton af en vagt” tænkte jeg, da vi havde sendt dem hjem og fejre nytår. Familie og venner havde sagt, at de glædede sig til at høre de saftige historier fra min nytårsvagt, og det så ud til, at der ville blive rigeligt at fortælle om!

Sådan blev det ikke. Der var en kun ganske få patienter pr. time, så vi fik nydt den festlige nytårspynt der var arrangeret til os, og vi fik set en masse nytårsTV og fortalt røverhistorier. Det var virkelig afslappet. Alligevel holdt min medvagt fast i, at natten; den ville blive hektisk!

Det blev den heller ikke. Efter vi havde været ude og dele vores alkoholfrie champagne mousserende hvidvin med portørerne i informationen ved hovedindgangen da klokken slog tolv, var vi på et udefoto på 3. sal (øverste oppe). Herfra nød vi lidt fyrværkeri over Holbæk fra et mørklagt kontor med udsigt, indtil vi blev kaldt tilbage til undersøgelser på afdelingen. Der var kun det normale vagtskifteryk fra akutafdelingen, hvorefter det døde lidt ud igen. Da undersøgelsesfrekvensen var faldet til hvad den havde været tidligere i vagten, besluttede vi os for at krybe til køjs efter uret havde passeret 1.

Resten af natten var der ca. 1 patient pr. 45 minutter. Når en undersøgelse tager 5-10 minutter gav det en del hviletid. Slet ikke den arbejdsbyrde vi havde sat os op til. Det er dejligt, at folk var gode til at passe på sig selv i nytårsnatten, men vi følte os alligevel nærmest desillusionerede over vagtforløbet. Ingen af os kunne rigtig sove, fordi vi var pumpet fulde af kaffe, i forberedelse til natten der aldrig kom.

De patienter der rent faktisk kom forbi, var heller ikke engang nytårsrelaterede. Det nærmeste vi kom på en nytårsskade, var en kvinde, der var gået tur med sin store hund. Hunden var blevet forskrækket af noget fyrværkeri og havde væltet hende omkuld, så hun  brækkede håndleddet.

Den saftigste historie var en 14-årig der var blevet kørt til sygehuset af 1-1-2 – “NU sker der noget” nåede jeg at tænke da jeg læste henvisningen, indtil den fortsatte: “… temperatur på 39,6. Gylligt opspyt. Rp. rtg. thorax”. Hun var blevet kørt til hospitalet i ambulance, fordi forældrene var gået i panik over, at hun havde hostet snot op? Igen; dejligt for hende og familien, at det ikke var værre end en lungebetændelse, men jeg havde stadig ingen “saftige historier” at tage med hjem fra vagten.

Og sådan blev det. Og det var præcist det jeg håbede på. Regnen må have dryppet mere fornuft ned i folks hoveder, end jeg turde håbe. Det blev en fortrinlig begyndelse på det nye år.