Jule-tivoli-hdr

HDRi: En kold Tivoli-tur

Om man kan lide effekten eller ej, må man indrømme at HDR tilføjer noget drama til en forholdsvis grå eftermiddag. Herunder ses et før-og-efter-billede (eller, efter-og-før?) som jeg har lavet på vores tur i jule-Tivoli.

Jule-tivoli-hdr

Billederne er taget håndholdt, støttet af den nærmeste lygtepæl og der er på ingen måde kompenseret for bevægelse mellem billederne, så teknikken er ikke optimal. Motivet er lidt snap-shot-agtig, og kompositionen er der ikke tænkt så meget over. Egentlig bærer det præg af at det er taget på en tur med 3 utålmodige mennesker. :)

Alligevel synes jeg det er interessant at sammenligne det øverste og det nederste billede, fordi man tydeligt kan se hvor meget HDR-effekten tilføjer til et middelmådigt fotografi, og derfor kan jeg godt forstå hvorfor mange traditionalistiske fotografer forsøger at tie teknikken ihjel (den populistiske, digitale effekt anvendt ovenfor – HDR blev også brugt i de gamle analoge dage). Alle mennesker oplever en stærkere reaktion på det dramatiske øverste billede, end det ubehandlede nederste billede. Selvom det fuldstændigt negligerer basale fotografiske virkemidler, og overdøver dem med farve- og kontrastporno, virker det stærkere end andre fototeknisk langt bedre billeder.

Personligt tror jeg at min holdning ligger mellem traditionalisten og HDR-fanatikeren: Effekten kan tilføje en masse interessant til et fotografi, men det må aldrig være det eneste bærende element i billedet.

Det samme gælder for makrofotografering. Det er helt vildt spændende at kigge på flotte billeder af insekter, men når alt kommer til alt, så er det altså bare en flue og et special-objektiv. Når alt kommer til alt er HDR bare et sæt blandede eksponeringer og lidt software. Lær hvilke elementer der udgør et godt billede og brug det når du har kameraet i hånden. Slutresultatet er langt mere tilfredsstillende når man ikke bare blindt håber på at det digitale mørkekammer klarer skærene.

Ovenstående billede er bare mig der udforsker mulighederne og skubber til mine grænser. Det er ikke ment som spidsen af hvad jeg mener fotografering kan være. Jeg ved hvilke knapper jeg skal dreje på for at ende med ovenstående, og det kan jeg tage med mig i marken næste gang.