Gode intentioner og svære beslutninger

[OBS: Meget personlig og for andre end mig komplet uvedkommende indlæg. – Hvis du ikke er til den slags, gør du klogt i at læse noget andet end nedenstående.]

Nede i børnehuset påstår de, at ungerne hhv. ikke er ligeså sprudlende glad som i starten og er hurtig til at blive ked af det under almindelig leg. De siger, at det ikke nødvendigvis er noget, der skal reageres yderligere på, men at de bare lige vil sige det som en status-opdatering på, hvordan det går dernede. Jeg tror lidt, at de har besluttet sig for, at det er pga. den forestående ændring i vores familiesammensætning: Jeg flytter.

For min skyld kan de mene hvad de vil: Når drengene er herhjemme, oplever vi 2 glade unger der leger, griner og gør fremskridt, præcis som de skal. Drengene har det fint, og vi er så opmærksomme på dem, at hvis der rent faktisk kommer reaktioner på, at jeg flytter, fanger vi det med det samme og står klar til at hjælpe dem. At vi går fra hinanden, ændrer ikke på vores intentioner om at være de bedste forældre vores børn kan have.

Min intention har hele tiden været at gøre det så godt som muligt. Den nuværende og fremtidige situation er suboptimal, set i forhold til kernefamilie-idealet og de dyder, som jeg er blevet opdraget til at stræbe efter. Samtidig er min fornuft klar over, at det at vi går fra hinanden er den rigtige beslutning; vi har gjort alt hvad vi kan for at blive lykkelige sammen. Nu er vi nået dertil, hvor vi må indse, at indsatsen har været uden den ønskede effekt, så det er på tide at komme videre i planen. Vi skal videre nu – før vi bliver mere ulykkelige sammen og bitre over at sidde fast hele tiden. Igen, vi har gjort hvad vi kunne; denne knude løser ikke sig selv. Det er vigtigt for mig at sige det flere gange, fordi min opdragelse bliver ved med at stikke til mig: Du har fejlet. Hvordan kan du gøre det mod børnene? Du svigter dem! Den lille stemme nager.

Faktum er, at halvdelen af alle ægteskaber holder. Den anden halvdel lever videre med et sæt erfaringer, der former dem som mennesker. Mine intentioner om at bidrage positivt til ægteskabsstatistikken gik ikke, men jeg er overbevist om, at verden ikke går i stå af den grund. Det eneste problem er den lille stemmes brændende ønske om at høre til den første halvdel. Men drengene får det dejligt; de er ikke de eneste der kommer til at leve med forældre på to forskellige matrikler. Fordi vi begge er så afklarede med situationen, har drengene ikke været vidner til de helt store diskussioner og andre “udfald” der ellers kunne høre en skilsmisse til. Vi er alle sammen stadig venner, og med tiden skal de også nok lære vejen hjem til mig: Jeg kommer jo til at bo kun 740 meter væk, så vi bliver stadig forældre på lige fod.

Uden for vores egen lille sfære vil verden slet ikke ænse, at vores liv har været så meget i opbrud. Når tingene kommer på plads skal drengene nok trives igen som de hele tiden har gjort. Livet går videre. En dag af gangen. Der er rigeligt at smile over.

Nihilistisk set, er det måske ikke nødvendigt at dele alt det her med hele internettet, men personligt føles det nu meget rart at få det ud igennem fingrene, omend ikke ud over læberne. Tak.

En tanke om “Gode intentioner og svære beslutninger”

Der er lukket for kommentarer.