Fotomessen i Forum 2012

Det lykkedes alligevel: På trods af en ellers fuldt booket weekend fik jeg presset et par timer ind på Fotomessen i Forum. Der var et klart mål med mit besøg, og på trods af at jeg bare var der som hobbyfotograf synes jeg at jeg fik masser for pengene. Læs om hvad jeg havde planlagt og hvordan jeg oplevede min første fotomesse.

fotomesse program Nikon nøglering og blackrapid RS-4 æske
En kvalitetsrem, en international superstjerne og et styrket kærlighedsforhold: Min “Fotomessen i København 2012”.

Hovedattraktionen var for mit vedkommende Joe McNallys foredrag om – ja – sig selv. Han er kendt for at være en levende, engagerende og humoristisk taler, og han skuffede bestemt ikke. Jeg kan godt lide at tro, at han gav den lidt ekstra gas, når nu han skulle tale i et af hans erklærede favoritsteder, København, og jeg gik personligt derfra inspireret og med en endnu dybere respekt for det imponerende livsværk han arbejder på.

På Nikon’s stand på messen fik jeg pillet ved deres udstillede D600, D800 og D4 modeller. Det var lidt selvpineri, da der ikke er udsigt til, at jeg kan bevæge mig op i den prisklasse, men jeg tænkte at det var ok at savle og drømme om, at en af modellerne en dag kom til at ligge i min fototaske. Kameraerne var præcis lige så lækre, som jeg havde forestillet mig. Nikon havde også opstillet et lille Check & Clean værksted, hvor man kunne aflevere sit udstyr (mit D90, 20 2.8, 35 1.8 og 105 2.8 micro) for en gratis omgang rens, eftersyn og firmware opdatering om nødvendigt. Det er en service de normalt tager ca. kr. 890,- for, så allerede her var de 120,- for entreen tjent ind flere gange. Det var også ved Nikons stand, at det gik op for mig, at jeg vist er ved at udvikle mig til lidt af en Nikon-fanboy: jeg tog mig selv i bare at have lyst til at hænge ud blandt de andre Nikon-brugere, -sælgere og alt det kvalitetsgrej der kommer ud af det firma. Til næste messe burde de opstille en lille lounge, hvor man kunne drikke en kop mokka og nørde grej sammen med de andre besøgende ved standen – det kunne være så hyggeligt.

Som et led i forberedelserne til at begynde et 365+1-projekt, ville jeg på messen også se på en kamerarem og en skuldertaske, der skulle facilitere at jeg altid kan have mit kamera med mig på en fornuftig måde. Jeg har læst gode ting om Blackrapid stroppene, og efter at have givet konkurrenten en grundig overvejelse, endte det også med, at jeg benyttede mig af Photographicas messetilbud på kr. 100,- i rabat på RS-4 remmen. Jeg glæder mig til at få spændt kameraet fast om halsen. Med hensyn til skuldertasken fandt jeg ikke noget der var videre interessant. Det var hovedsageligt LowePro og ThinkTank tasker der var udstillet, men jeg er på udkig efter noget der er mere messengerbag – med plads til en A4-blok og evt. en lille bærbar – end fototaske forklædt som skuldertaske, og jeg synes ikke at hverken Stealth Reporter, Event Messenger eller Retrospective opfylder mine kriterier for den ultimative taske. Jeg må kigge videre på nettet, på trods af at jeg ikke er tryk ved at købe en taske, som jeg ikke har haft i hænderne, før jeg betaler for den.

Jeg har læst en del kritik af messen for bare at være reklame for de udstillende firmaer (facebook kommentarer), men jeg forstår ikke rigtig hvorfor det skulle være noget negativt:

  1. Det er da relevant at forsøge at sælge sig selv og sine produkter på de steder, hvor ens snævre målgruppe befinder sig.
  2. Der var også lærerige og inspirerende foredrag fra uafhængige fotografer såsom Joe McNally, Morten Rygaard og Martin Paldan. Med lidt snilde kunne man helt undgå at lytte til en eneste salgstale, og kun koncentrere sig om disse foredrag.
  3. Hvis ikke det var for de store udstillere, ville der ikke være penge til at betale for de gratis foredrag fra fx ovennævnte navne, måske med McNally som hovedattraktionen.

Alt i alt var messen en kæmpe success for mig, og jeg krydser fingre for, at det også for arrangørerne og udstillerne har været så stor en succes  at de har lyst til at gentage den til næste år. Vi får at se.

Har du været på Fotomessen? Hvad ville være attraktivt for dig til en eventuel fremtidig messe? Skal vi følges ad næste gang?