Det skulle have været så godt

Man skal holde sig opdateret med den nyeste forskning og testresultater inde for sit arbejdsfelt, og man skal sørge for at strømline sine arbejdsgange, så man undgår ressourcespild og holder effektiviteten så høj som praktisk muligt. Det er svært at være uening i disse udsagn. Men her er en lille historie, om hvorfor nye effektiviseringstiltag skal inddrage alle aspekter fra alle niveauer, og hvad der kan ske, hvis ikke man er opmærksom på alle faktorer i sine beregninger.

Selvfølgelig er der visse forhold, man ikke kan regne sig frem til, men det understreger bare, at det er vigtigt at acceptere netop dette faktum og tage højde for det i behandlingen af et projekt.

I 2011 fik vi nyheden om, at der skulle bygges et røntgenrum i akutafdelingen i forbindelse med den omfattende renovering, der var i gang i den afdeling. Der var tale om, at udenlandsk forskning og de steder i danmark hvor hospitalerne allerede havde sådan et “akutrum” viste, at man kunne få en mere effektiv arbejdsgang på akutafdelingerne, hvis røntgenbillederne blev taget i et rum, som indgik direkte i arbejdsgangen på akutafdelingen. Jeg er helt enig i, at det sagtens kan gøre et patientforløb mere effektivt, hvis det bliver gjort ordentligt. Det blev desværre bare ikke gjort ordentligt i denne omgang.

Ingen evidens for behov og et utilstrækkeligt budget

Jeg har været på Herlev Hospital under min uddannelse, og de fysiske rammer og det store patientflow der er på dette hospital gør, at det klart er en fordel at få taget et billede af en brækket arm eller hofte, uden at skulle transportere patienter op og ned af elevatorer, rundt i de nærmest labyrintiske gange og tilbage igen. Her er der klart en fordel i, at have et par radiografer siddende til at være med til at håndtere alle de akutte skader der kommer ind, direkte i skadestuen.

På min arbejdsplads er der til gengæld ikke det samme patientflow. Om natten er vi kun “rådighedsvagter” – dvs. at vi ikke får fuld løn, for de timer vi er der, fordi vi som regel kan ligge og sove på vagtværelset det meste af natten. De fysiske rammer på sygehuset gør, at patienterne nemt kan finde fra skadestuen til radiologisk afdeling uden hjælp. Om portøren skal køre fra en stue på akutafdeling og til akutrøntgenrummet eller hele vejen over til radiologisk afdeling, gør ikke den store forskel. Det der tager tid i denne sammenhæng er at koordinere portørens arbejde.

Forventningerne til den service der skulle tilbydes i akutrummet, har heller ikke været klart fastlagt. Radiologisk afdeling har fået bevilget en (1) hel 37-timers stilling til betjening af rummet. I samråd med akutafdelingen er der blevet oprettet en 10-18 vagt, da dette skulle være tidsrummet med størst patientflow, og derfor bedst udnyttelse af rummet. Derudover var der – naturligvis, for det er jo fjollet at det bare står tomt –  en forventning fra akutafdelingen om, at radiologisk afdeling også bemandede akutrummet resten af døgnet. Problemet er bare, at der i tidsrummet 16-8 kun er 2 personer på radiologisk afdeling. Hvis en af disse skulle bemande akutrummet, skulle den anden selv køre CT-scanninger (ikke umuligt, men tilnærmelsesvist uforsvarligt) samtidig med, at tage de røntgenbilleder der skulle tages på alle sengeafdelingerne; herunder neonatalafdelingen og intensivafdelingen. Ved røntgenoptagelser på sengeafdelingerne skulle radiologisk afdeling således være helt ubemandet og låses af; Dermed kunne man ikke tage imod akutte CT-scanninger i disse “nedetider”, og alt det man opnåede ved at holde akutrummet åbent, gik tabt på at lukke for akut-scanninger.

Der er således ingen sammenhæng mellem de økonomiske forventninger (tilføjer 37timer/uge), og de praktiske forventninger (24timer * 7dage = 168timer/uge) i forhold til akutrummet (-131timer/uge). Desuden har det, så vidt jeg har forstået, heller aldrig – ikke i 1 eneste tilfælde – været radiologisk afdeling der har været flaskehalsen for behandling på akutafdelingen eller skadestuen. Det er helt rigtigt, at når patienten er tilset af behandlersygeplejerkse eller læge, skal der gerne falde et røntgenbillede af hurtigst muligt. Med akutrummet kunne dette klares inden for 10 minutter! Men når man hører historier om folk der har siddet på skadestuer med 7 timers ventetid, kan jeg ikke forestille mig at det er de 10 minutter kontra – lad os sige 20 minutter (jeg tror faktisk det er den reelle forskel!) – der giver udslaget.

Måske skulle man have sat ind andre steder

Da jeg var under uddannelse, fulgte jeg en af behandlersygeplejerskerne på en aftenvagt i skadestuen. Hun var naturligvis virkelig dygtig til alt sygeplejepraktisk, hun var eminent til at møde patienterne og opbygge en god, omend kortvarig, relation til hvert enkelt individ, og hun var virkelig effektiv i planlægningen af sin egen arbejdsgang. Men hun gav samtidig udtryk for, uden at det blev udlagt som en kritik af enkeltpersoner, at det var frustrerende at lægebemandingen på skadestue og akutafdelingen var så mangelfuld. Selvom der var travlt den aften, kunne hun sagtens håndtere flere patienter effektivt. Men flaskehalsen bestod i, at alle de purunge / grønne medicinstuderende skulle have alt hvad de lavede kontrolleret, af en (1) enkelt læge med større erfaring. Denne ene læge skulle holde styr på samtlige patienter den aften, og være sikker på, at have sat sig ind i hver enkelt person, før en (be)handling kunne godkendes. Behandlersygeplejersken og jeg sendte et par patienter til røntgen i løbet af den aften, hvor de kom tilbagefra indenfor et kvarter ad gangen. Derefter sad patienterne i venteværelset, og kiggede håbefuldt på os hver gang vi hentede en af de andre ind til behandling, i op til flere timer! De sad der i timevis og ventede på, at den ene seniorlæge havde mulighed for, at sætte sig foran en diagnostisk skærm, finde patientens oplysninger frem, se billederne igennem for mistænkte sygdom (som regel et simpelt og tydeligt knoglebrud), hvorefter behandlersygeplejersken kunne overtage patientforløbet igen.

Der er ingen tvivl om, at der kan gøres noget for at nedbringe ventetiderne på skadestuerne rundt omkring. Men min begrænsede erfaring siger mig, at millioninvestinger skal overvejes lidt bedre, end det er tilfældet med akutrummet på det sygehus, hvor jeg arbejder. Der er bare ikke blevet fulgt ordentligt til dørs med afstemning af økonomi og bemanding af rummet samt, hvilket udbytte man får ud af at investere pengene i akutrummet. Forstå mig ret, jeg klapper i hænderne over alt hvad der har med radiografi og investeringer heri at gøre; Det ærgrer mig bare, at ansvaret for de lange ventetider er blevet fejlplaceret hos radiologisk afdeling, og at gode skattepenge er blevet brugt på så ineffektivt et tiltag.

En tanke om “Det skulle have været så godt”

Der er lukket for kommentarer.