Glædelig jul! 2011

I år holder vi en helt stille og rolig jul, bare os 4 herhjemme. Ingen gæster, ingen faste traditioner. Bare to mennesker med to dejlige børn, der forsøger at glædes ved den uvurderlige smule vi har sammen.

I stedet for at poste julekort til 8 kroner pr. adresse har vi i dag været rundt med et hjemmelavet kort, med en personlig hilsen til den nærmeste familie. Så kunne vi lige sige hej til nogen vi holder af, som vi alligevel sjældent ser. Det er svært at få hverdagens tidsmæssige puslespil til at gå op. Det er noget vi forsøger at arbejde med.

I de hjemmelavede kort har vi vedlagt et lille foto af drengene. Der er hverken nissehuer eller halm at finde i billedet – men vi kalder det et julebillede alligevel. Måske gør vi det anderledes til næste år. Jeg har vedhæftet billedet herunder.

Vi skal have bestilt et print til os selv på et tidspunkt. Hvis du er interesseret i at få en kopi med, er du velkommen til at sige til… Og glem nu ikke at have en glædelig jul!