Foto Fredag #13

Markblomst 1

Christina så mårkeligt på mig da jeg var på vej ud af døren, lige så hurtigt jeg var kommet ind af den efter arbejde: “Jeg går lige en tur med fototasken. Jeg er tilbage om 20 minutter”.

Skyerne så så flotte ud på vej hjem i bilen at jeg tænkte de ville være en god baggrund for det lokale landskabsfoto jeg havde gået og tænkt over at tage de foregående par dage. I dag skulle det være.

Desværre var skykonstallationerne ændret til gråt og kedeligt, og jeg opgav at vente på at det blev bedre da der begyndte at falde et par regndråber. Turen – og det misbilligende blik fra hustruen – skulle ikke være forgæves, så jeg skyndte mig at hive trefoden frem og gik på jagt efter et motiv i nærheden.

Det endte med denne lille blomst. Jeg kan godt lide farvespillet mellem blomsten og diametralfarven i bokehen i baggrunden. Jeg synes selv jeg er sluppet godt fra redigerings- og retoucheringsarbejdet med billedet. Fokus ligger fint på de nærmeste blade, men jeg kunne godt have tænkt mig en lidt større dybdeskarphed. Det må være lektien til næste gang.

Selve skarpheden er jeg også tilfreds med, især når jeg mindes hvor meget blomsten svajede i brisen; til tider blæste den helt ud af billedfeltet.

Taget med Nikon D90 + Nikon 105 2.8 micro: f/3.2, 1/250, ISO 500. Efterbehandling i Lightroom 3 (demo).