Veggie-frikadeller

Jeg ved hvad du tænker: “Åh nej, endnu en prædiken fra en ny-frelst vegetar!”, men det er slet ikke hvad dette indlæg handler om. Istedet for en moralprædiken som ingen gider at høre på har jeg tænkt mig at skrive om en positiv oplevelse et sted som ingen finder og læser (bortset fra dig, kære læser).

Først lidt forhistorie. En af mine kære svigerinder tog en uges ferie i London efter hun afsluttede gymnasiet. Der havde hun en overordentlig positiv oplevelse på en vegetarrestaurant – så meget at da hun kom hjem erklærede hun sig selv for vegetar. “Åh nej, nu kommer det alligevel” tænker du, men du skal lade være med at være så negativ og istedet læse færdig her før du dømmer.

Jeg tænkte selv “åh nej etc.” men blev positivt overrasket over hendes pragmatiske tilgang til hendes nye kostprogram. Hun syntes bare at maden på restauranten var virkelig lækker. Det sammenholdt med en utilfredshed over hvor – ja lad mig bare sige det som det er – direkte usund kosten der blev serveret derhjemme var, gjorde at hun bare ville se hvordan det er at leve som vegetar. Hun købte en veggie-kogebog med hjem og serverede vegetarretter (+2 stege) til hendes fødselsdagsfest. Stegene var til dem i familien som kunne finde på at tænke “åh nej…”.

Alting smagte fortrinligt og hendes afslappede tilgang til kosten gav mig det skub der skulle til selv at kaste mig ud i at spise flere vegetarretter.

Som jeg ser det er der flere fordele ved vegetarmaden:

  • Energiindtaget bliver i højere grad baseret på planter, og ikke animalsk fedt.
  • Kroppens daglige kulhydrat-, protein- og fedtbehov kan sagtens dækkes af vegetarmad.
  • Man sparer miljøet for alle de belastninger der er forbundet med dyre og kødproduktionen.
  • Det føles rart!

Da vi ikke har vores egen veggie-kogebog måtte vi gå på nettet og se hvad vi kunne finde. Vi har fundet vegetaropskrifter.com som vi har brugt et par gange; bl.a. til veggie-frikadeller og veggie-lasagne, som begge har været succeser. Sidens opskrifter er illustreret med flotte fotografier, der er en trykt kogebog værdig.

Jeg tror aldrig nogensinde jeg kommer til at kalde mig selv for vegetar – så meget går jeg ikke op i mad. Jeg har bare en ide om at min krop sætter pris på flere kødfrie dage om ugen. Der er sikkert mange andre der kunne komme godt igang med en sundere livsstil hvis bare de skiftede stegen ud med et grønnere alternativ en gang imellem.

Er du en af dem der tænker “åh nej”? Hvordan præsenterer “en god vegetar” sig? – smid en kommentar!