Råddent rådhus

Der er noget fuldstændig galt på Ballerup Kommunes rådhus. Der er noget, der er dødt og gået i forrådnelse. Det er ikke selve bygningen. Den er i en afsluttende fase af en kæmpe renovering og omstrukturering, som har kostet borgerne et svimlende beløb. Nej, bygningen fejler intet, det er nærmere medarbejderne, der arbejder derinde, der er noget galt med.

Da jeg fik arbejde, skulle der foretages nogle ændringer i forbindelse med, at vi modtager boligstøtte til huslejen og har nedsat egenbetaling på juniors institutionsplads. Når nu jeg begynder at tjene mere får vi mindre støtte – det er logisk nok. Af bitter erfaring ved jeg, at man skal holde tungen lige i munden, når man taler med dem, der arbejder på rådhuset. Da jeg var deroppe sidst, virkede det ligefrem som om jeg skulle hjælpe dem med at holde tungen lige i munden, da de ikke rigtig havde styr på deres IT-systemer. Under alle omstændigheder var der store vanskeligheder med at få tastet de tal jeg havde med til dem ind i deres skemaer. Umiddelbart virkede det ikke som dårligt IT-design, men som direkte inkompetence hos hende, der havde forvildet sig ud af kaffestuen for at stå ved skranken og betjene mig. Jeg havde en dårlig mavefornemmelse om, at tingene ikke var gjort korrekt, og idag fandt jeg ud af at min mavefornemmelse var velbegrundet.

For at gøre en lang historie kort, har de personer, der har hjulpet mig med at opdatere mine tal ignoreret, at der er en ændringsdato hvorfra jeg overgik til løn fra før at have modtaget SU. Det vil sige at istedet for at have tjent 4.500,- den første halvdel af 2011, har jeg pludselig fået fuld løn som radiograf hele året. Vi har derfor fået en besked om, at vi resten af året skal betale boligstøtte tilbage til kommunen, fordi vi ifølge deres beregninger har modtaget for meget. Beregninger der bygger på en husstandsindkomst der er 100.000 til 130.000 kroner over det den reelt er.

Jeg var meget pædagogisk, da jeg talte med dem. Jeg havde et brev med hvorpå mit CPR-nr., ændringsdatoen og min nye månedlige indtægt tydeligt var anført. De lavede fejl alligevel. Nu er pædagogikken død, og jeg har tænkt mig at behandle dem som de voksne mennesker, der bestrider en stilling de er fuldstændig inkompetente til at bestride, de er.

Imens jeg talte med dem, var der forresten en af de 3 (!) skrankepaver, jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at interagere med, der forundret så på mig, da jeg fortalte hvorfor jeg var der og spurgte mig hvorfor jeg ikke bare ordnede det med mit Nem ID over nettet:

  1. Der har aldrig været noget nemt ved Nem ID.
  2. Jeg har set internetportalen til at ordne den slags hjemmefra – den svarer til definitionen på det diametralt modsatte af intuitiv.
  3. Du opfordrer mig til at gå hjem og anvende et system, der gør dit job og indtægtskilde overflødig – det er så dumt, at du ikke engang får point for din ærlighed.
Men apropos dumt, så er det mig selv, der er dum hvis ikke jeg tager ved lære af denne oplevelse; vender den til noget positivt. Umiddelbart er det svært at tilgive andres nærmest ekstravagante uduelighed. Jeg tror at indsatsen bliver lagt i at lære at bruge de tilgængelige internetværktøjer (med et svagt håb om at de er blevet mere brugervenlige næste gang jeg får brug for dem), og i at gøre mig så lidt afhængig af at møde mennesker med tilsvarende grad af uduelighed.