Et affaldsbjerg og en prædiken

Der skulle andet end tro til at flytte det bjerg af skrald der indtil idag lå tilbage på dyrskuepladsen efter årets Roskilde Festival. Over 1500 tons affald fjernet fra campingområderne.

Jeg har kørt forbi pladsen til og fra arbejde den sidste uges tid og har fået den der “stakkels natur”-fornemmelse i maven. Grunden var det bjerg af affald, man kunne se fra motorvejen. Skraldet er væk nu og dyrskuepladsen ser pæn ud igen.

Jeg ved at Roskilde Festivalen skal være en fest og hvor der handles, der spildes og alt det der. Jeg ved også, at der er en udbredt holdning om, at når man fester på Roskilde, handler det om at trash’e sin lejr og bare forlade den når festivalen slutter. Festivalen arrangerer kampagner der skal nedsætte mængden af skrald på pladsen, og derved indirekte modarbejde den holdning. Alligevel bliver jeg lidt trist, når jeg ser bjerge af skrald, som det jeg har kørt forbi de sidste par dage.

Bjerget er vel en form for symbol på den udbredte forbrugerisme / køb-og-smid-væk-kultur, der er så udbredt over hele verden og især i den “vestlige” del. Vi skal alle sammen have lov til at være her, og jeg påstår ikke, at jeg har nogen som helst ret til, at fortælle andre hvordan de skal opføre sig. Jeg tror bare på, at vi kommer et stort skridt videre med at redde verden, hvis vi vender os af med forbrugerismen og istedet finder en måde, at sætte et mindre fodaftryk på naturen. En natur som mange betegner som “naturen omkring os”, men som måske istedet burde opfattes som “den natur vi er en del af”.