Jobbet er kørt i stilling

Jeg har nu papir på at, hvis jeg opnår min autorisation som radiograf, jeg kan begynde at arbejde på Holbæk Sygehus’ radiologiske afdeling den første juli. Når man tager den nuværende jobsituation i betragtning, priser jeg mig lykkelig for bare at have et job. Jobbet gør, at jeg rent faktisk kan forsørge min familie, og det er naturligvis en kæmpe lettelse.

Jeg har været 3 uger i praktik på afdelingen og ved derfor i forvejen, at jeg vil trives godt på afdelingen. Det gør at den lange tur til arbejde (60 km hver vej) er meget mere overkommelig. Hvad der yderligere gør køreturen overkommelig er befordringsfradraget som vil dække udgifterne til brændstof. Min tid på afdelingen var en positiv oplevelse, og de virkede oprigtigt kede af, at de ikke kunne ansætte mig ved den første jobåbning, der var for en måneds tid siden. Jeg blev godt og grundigt overrasket over at modtage en opringning fra overradiografen et par uger efter, da de mod alle odds havde fået en ny jobåbning, som de ville tilbyde mig.

Jeg kan mærke at det nu for alvor er på tide at blive voksen. Videregående uddannelse, kone, børn og måske råd til en mere fast bolig er mine forudsætninger, og de kræver høj ansvarsfuldhed. Jeg håber at jeg er mand nok til opgaven.