Kun en opgave tilbage

Jeg har haft min sidste undervisningsdag på radiogarfuddannelsen. Jeg har gennemført mine teoretiske valgfag (2 uger med Udvidet MR-teori og 2 uger med Digital Radiografi), og mine kliniske valgfag (3 uger på Radiologisk afd, Holbæk sygehus). Nu er der kun den store opgave tilbage. Det er egentlig bare en bacheloropgave, selvom den bliver omtalt som en form for helvedes-uge i det hårdest tænkelige militære uddannelse. Jeg har dog den opfattelse at der ikke er mere i det end at min skrivekammerat og jeg skal gøre det så godt som vi formår, og så skal vi ellers bare overholde de tekniske retningslinier for opgaven. På radiografuddannelsen er disse meget klare. Bl.a. skal den fylde snævert under 84.000 tegn, være radiograffaglig, argumenterende og en masse andre indlysende ting. Vi har 7 vejlederlektioner til rådighed, hvoraf vi har brugt den ene. Opgaven skal afleveres d. 1. juni, og jeg bliver eksamineret i den i uge 24, 2011.

Hvis alt går efter planen kan jeg derefter kalde mig autoriseret radiograf, og forhåbentligt få et arbejde med en relevant jobbeskrivelse. Men indtil da er der lige en betragtelig arbejdsbyrde der skal overståes. Hvis man var en ene-og-alene-stork ville der ikke være andet for end at sætte sig ned og læse og skrive. Heldigvis er jeg ingen ene-og-alene-stork, men det betyder at jeg i weekender og i denne uge i hvert fald ikke får udpræget meget tid til at skrive. Der er familiesammenkomster der kræver tilstedeværelse, og de næste par dage skal Oskar indkøres i børnehaven. Det betyder at jeg ikke bare kan sidde i timer i streg hver dag og arbejde, så selvom 2 måneder virker som lang tid, så begynder jeg alligevel at blive nervøs for mit arbejdstempo.

Vi har fundet et spændende emne at arbejde med, som giver os mange muligheder for vinkling af opgaven og måder at udarbejde den på. Vores vejleder virkede helt lettet over hvor godt vi var på vej og hvor fokuserede vi virker (jeg tror det er sammenlignet med nogle af de dræn jeg har oplevet i løbet af min uddannelse). Det gør mig fortrøstningsfuld, at hun har tillid til vores evner.

Nu må jeg hellere komme tilbage til arbejdet.