Kjeld Tolstrup

Jeg kendte ham ikke personligt. Jeg har aldrig hørt ham live. Jeg kender ham kun fra de gange han er kommet ud af min højttaler sammen med resten af DR’ s P3. Alligevel er det lidt vemodigt at lytte til Le Gammeltofts Unga Bunga Special om Kjeld og hans indflydelse. Han var ikke danmarks største DJ, som ignoranterne på TV2 kaldte ham. Han var bare inspirerende, nærværende, varm, rar, insigtsfuld, talentfuld og engageret. Jeg kunne remse en masse andre positive adjektiver op, men nu vil jeg koncentrere mig om Unga Bunga-udsendelsen.

Som sagt kendte jeg ham ikke særligt godt. Alligevel er jeg overrasket over at jeg kommer til at savne ham. Han virkede som et godt menneske – og dem er der mangel på her i verden. Nu kan man bare håbe på at det indtryk han har efterladt hos mig, vil leve videre hos andre der kan give det videre igen. Hvil I fred Kjeld.