En opvaskemaskine

For første gang i mit liv, bor jeg et sted med opvaskemaskine! Jeg har i årevis overvejet fordele og ulemper ved sådan en anskaffelse, men i det sidste stykke tid har fordelene vejet tungest.

http://www.siemens-home.dk/SN44T281SK.html

Ulemperne:

  • Dyr i anskaffelse.
  • Bruger elektricitet.
  • Mere miljøbelastende kemikalier.

Fordelene:

  • Tidsbesparende ved både skyl og vask.

Jeg har valgt at investere 4999,- i en Siemens SN44T281SK fra Punkt1. Den blev leveret (for 500,-) igår, og vandtilførsel og afløb blev installeret i dag af en flink fyr fra SPH Sanitet – den lokale blikkenslager. Martin har ikke tid til at installere elektriciteten før imorgen, så indtil da, ligger der en forlængerledning i køkkenet.

Siemens har sat den vejledende pris på denne model til 7.795,-, og da vi alligevel skal tage maskinen med når vi flytter herfra, synes jeg at 4999,- er en rimelig pris.

Modellen er triple-A-mærket, og har en masse smarte sensor-systemer til at spare på vand og kemikalier. Der er sågar undersøgelser der viser at opvaskemaskiner kan være det mest miljørigtige alternativ. Her er et citat fra en udgivelse af Miljømærkning Danmark:

Flere undersøgelser viser, at det ikke nødvendigvis er det mest miljørigtige valg, at vaske op i hånden. Hvis man
følger nogle få retningslinier er opvask i opvaskemaskine
faktisk det mest miljøvenlige alternativ.

  • Brug miljømærket maskinopvaskemiddel
  • Fyld altid opvaskemaskinen helt op før en vask sættes i gang
  • Hvis du kan vælge vasketemperatur på maskinen, så vælge en temperatur på højst 55 °C. Opvaskemidlerne fungerer fint ved disse temperaturer
  • Brug altid den anbefalede dosering
  • Husk at vedligeholde opvaskemaskinen – husk salt og afspændingsmiddel for det bedste vaskeresultat

ecolabel.dk

Så, hvis jeg finder nogle miljømærkede produkter til opvaskemaskinen, så sparer jeg både tid, og skåner miljøet? Solgt! Jeg glæder mig helt til at komme ned i de lokale supermarkeder, for at se hvad de har…

Mine overvejelser om, hvordan jeg skulle rokere i vores køkken, så der blev plads til opvaskemaskinen, er et helt kapitel for sig, så det vil jeg ikke ind på her. Nu står den hvor den skal, og den er klar til at arbejde for mig.

Jeg er sikker på, at jeg hurtigt bare bliver irriteret over at skulle tømme og vedligeholde maskinen, men lige nu er det en kæmpe befrielse at have udsigt til at slippe for at bruge halvanden time hver tredje dag på at vaske op. Ahhh…

2 tanker om “En opvaskemaskine”

Der er lukket for kommentarer.