Opsigelsen er skrevet

Jeg har idag skrevet en opsigelse. Jeg stopper i Post Danmark. Det der begyndte for – så vidt jeg husker – 6 år siden slutter snart. Jeg har fået at vide at jeg har 14 dages opsigelse, og skriften fylder ikke mere end et par linjer. Umiddelbart virker det alt for banalt i forhold til hvad jeg har oplevet imens jeg har været ansat i Post Danmark.

  • Efter jeg aftjente min værnepligt i Livgarden skulle jeg bruge et job indtil jeg begyndte på Ingeniørskolen i Ballerup.
  • Jeg ville have haft et fuldtidsjob, men der var kun plads til mig som lørdagsafløser i Måløv Distributionscenter.
  • Efter en uges oplæring hos Linda, og en uge med Karina kunne jeg køre 2 distrikter.
  • Efter at have været på fuld tid under de 2 ugers oplæring var jeg nu på lørdagstjeneste, og nød fritiden før jeg skulle starte på uddannelse.
  • Jeg startede en konto hos et lille spil der lige var udgivet – World Of Warcraft.
  • Jeg begyndte på Electronics and Computer EngineeringIHK – meget internationalt!
  • Efter få måneder blandt polakker, rumænere, kinesere og andet godtfolk, var det gået op for mig at jeg ikke havde lyst til at gennemføre denne uddannelse.
  • Jeg meldte mig ud af skolen, og fik lavet aftale om flere vagter hos Post Danmark.
  • Jeg arbejdede på fuld tid som lørdagsafløser; En fordelagtig, men ikke særligt tilladt, aftale for distributionslederen.
  • Jeg havde tid og råd til at tage et kørekort.
  • Jeg proklamerede stolt på arbejdet at jeg nu havde et kørekort og kunne varetage en postrute der blev omdelt med bil (det var “de gode” ture”). Det blev der fnist lidt af.
  • Jeg bliver fuldtidsansat da den nye distributionsleder vil have orden i papirerne.
  • Jeg bliver indøvet i bilturene alligevel, fordi jeg har bevist at jeg kan varetage samtlige (10) cykelruter forsvarligt.
  • Jeg oplærer en sød ny postarbejder, Christina, i et par ruter.
  • Christina inviterer mig overraskende nok hjem til sig. Hvad er hun ude på? – Den eneste der ikke vidste det var vist mig…
  • Jeg forelsker mig hovedkulds i hende og er hurtigt flyttet ind i hendes 2-værelses i Måløvvang.
  • Min mor får konstateret lungecancer. Det er et kapitel for sig.
  • Christina siger op pga. urimelige arbejdsforhold i Post Danmark. Jeg er mere tilbageholdende / passiv.
  • Vi flytter til en 3-værelses i Egebjerg.
  • Christina bliver gravid.
  • Jeg aflægger prøve hos Politiet og får at vide at jeg er farveblind; Det vidste jeg godt, men jeg bliver ved at forklare at “jeg hellere vil stå i statistikken som interesseret, men kasseret” pga. en medfødt fejl der ikke er en hindring i andre lande, som fx. USA.
  • Min mor dør af sin lungecancer, efter et skræmmende hurtigt eskaleret sygdomsforløb. Men som sagt er det et kapitel for sig.
  • Vi flytter til Eskebjerggård “igen”.
  • Jeg er optaget på radiografskolen i Herlev, og går derfor tilbage fra fuldtid, til at arbejde som lørdagsafløser igen, da skolen begynder.
  • Oskar bliver født.
  • Christina og jeg bliver gift.
  • Livet går sin gang.
  • Måløv distributionscenter sælges og distributionen flytter til Ballerup.

Alt det og meget mere relaterer jeg til min tid som Postbud. Jeg er et andet menneske idag, end da jeg blev ansat. Jeg har brugt min ansættelse som landemærke for minder og relationer. Der er derfor flere følelser indblandet for mig end jeg normalt giver udtryk for. Med dette indlæg forsøger jeg at sige ordentligt farvel. En æra slutter.

Fra om 14 dage vil det være slut med alle ulemperne ved at møde tidligt på arbejde lørdag morgen. Slut med svingende tilfredshed med mit arbejde. Slut med at gå glip af lørdag morgen med Oskar. Slut med kr. 520,- for hver lørdag på arbejde. Istedet har jeg taget et SU-lån, der er billigt og som lapper hullet i økonomien, men som trods alt skal betales tilbage.

Fordele og ulemper er overvejet, og det er endt med min beslutning om at forlade Post Danmark. Tak for alt.