Ny mobiltelefon

Min Nokia 5300 XM var efterhånden blevet så udtjent at den grænsede til det ubrugelige. Jeg havde selv repareret en løs forbindelse i højttaleren der gjorde at den ikke kunne afspille ringetoner og vækkeursignal. Jeg havde lært at leve med at MicroSD-kortet var gået i stykker og at det numeriske tastatur ikke helt var slået fra når telefonen var slidet sammen, der gjorde at jeg ret ofte fik ringet og sms’et til “22222222222222222222222.”

Dråben der fik mit bæger af tålmodighed til at flyde over var da midterknappen (den man bruger til alt) heller ikke længere virkede i lukket tilstand. Den havde i noget tid ikke virket mens telefonen var slidet åben, men at den ikke virkede overhovedet var ikke noget jeg ville kunne leve med.

Indkøb af en ny mobiltelefon var uundgåeligt. Jeg har for længst erkendt at jeg er dårlig / lang tid om at træffe beslutninger. Jeg vil have det bedste som jeg kan retfærdiggøre over for mig selv, efter alle aspekter af en sag er indregnet. Det er svært for mig at vælge mellem de 3-5 forskellige dåser med hakkede tomater de sælger nede i Netto, så når jeg skal afgøre hvilken af de mange nye – og lidt ældre – mobiltelefoner jeg skal anskaffe mig, er det en sag der kommer til at drive min kære hustru til vanvid. Dage går med at studere de forskellige modeller og producenter, fordele og ulemper og folks gode og dårlige erfaringer. Til sidst var min Nokia 5300 så utilregnelig at jeg var nødt til at afslutte processen lidt hurtigere. Det gjorde jeg med følgende punkter:

  • Hvilke modeller er interessante?
  • Pris mod funktioner (og lir)
    • Jeg bruger reelt kun tale og sms
    • Kan jeg drage nytte af nye funktioner
  • Byggekvalitet og holdbarhed
    • Så få mekaniske dele som muligt
    • Konstruktion der kan tåle min grad af klodsethed og mit barns
  • Design og brugerflade

Disse kriterier fik mig til at overveje modellerne:

  • “Smart-phones”:
    1. Sony Ericsson Xperia X10 Mini pro – Den er rasende populær. Lille. Kører Google Android. Denne Android er dog kraftigt modificeret. QWERTY-keyboardet er et plus i brugerflade, men et minus med hensyn til at det er en mekanisk del med potentiale til at gå i stykker.
    2. HTC Wildfire – Også en populær smart-phone ; Selv Kristian Larsen har en. Kører Android. Har alt undtagen en “virkelig god skærm”. Jeg endte med at give smart-phonesne et par år ekstra at udvikle sig i, før jeg tager springet og køber en. Det skal nævnes at alle Nokia-smart-phones blev valgt fra fordi Nokia insisterer på at køre Symbian. Jeg tror Android (el. lign. er vejen frem).
  • “Dumb-phones”:
    1. Nokia 6700 Classic – Den ultimative “candy-bar” / klassiske mobiltelefon. Kvalitet fra ende til anden. Dog koster Nokia 6700 ca. det samme som en HTC Wildfire, så dermed ryger hele ideen i at holde sig fra at tage springet til smart-phone.
    2. Nokia 1661 – Kr. 250,- for en mobiltelefon! Det eneste modargument var at den så heller ikke kan andet end at sms’e og tale. Ikke nogen e-mail, dårlig skærm, gammel Symbian og intet kamera i nødstilfælde. Jeg fravalgte modellen fordi jeg er sikker på at kvaliteten ville drive mig til vanvid, på trods af prisen.
    3. Nokia 3720 – En “håndværker” telefon i stilfuldt (i mine øjne) design. Efter hvad der stod på nettet lød det til at den ville kunne overleve både min og Oskars behandling. Den kunne de ting jeg forventer en ordentlig “candy bar”-mobiltelefon skal kunne, og så var den til salg til under kr. 1000,-. En værdig kandidat.

Ultimativt besluttede jeg mig for at det skulle være Nokia 3720. Jeg har haft den et par uger indtil videre, og bortset fra at jeg ikke får lov til at lege med “smart-phone”-funktionalitet endnu, er jeg ret glad for den.