Jeg synker men mangler incitament til at svømme

Overskriften er ikke så dyster som den kan lyde – det her indlæg handler om min skole.

Jeg prøver at forholde mig ydmygt til min uddannelse og minder mig selv om at ligemeget hvor meget jeg har lært, har jeg stadig meget at lære endnu. Min arbejdsindsats i skolen og i klinikken har etableret mig som en bærende kraft for opretholdelsen af det faglige niveau i undervisningen; dette er positivt. Jeg møder andre studerende der ikke er i nærheden af noget niveau der forventes af skolen, og jeg undres over hvordan de er nået så langt i uddannelsen som de er. Det får mig til at tænke “hvis de kan, uden at arbejde for det, hvorfor skulle jeg så arbejde for det?”; dette er negativt.

Jeg har ikke afleveret en læringsjournal for hver uge jeg har været i klinikken indtil videre, ligesom det ellers er forventet. Jeg kan ikke få mig selv til at skrive dem. Jeg ved at de skal skrives. Jeg ved at jeg lærer uendeligt meget mere af min tid i klinikken ved at skrive dem. Alligevel kan jeg sætte mig ned foran min computer, aftale med mig selv at forventningerne til det faglige indhold er helt i bund bare for at få skrevet et eller andet, og alligevel bare sidde og stirre ind i skærmen uden at få noget fra hånden.

Det at jeg ikke skriver læringsjournalerne fører i min logik til at jeg ikke bevæger mig fagligt. Tvært imod. Jeg synker. Det at det faglige niveau hos enkeltstående tilfælde af mine klassekammerater nærmest ikke er eksisterende, på trods af snart 5 semestres undervisning, er demoraliserende. Det er afkræftende. Jeg mangler incitament. Det at jeg ved at min uddannelse er det jeg vil og at den skal afsluttes med en bacheloropgave og et fagligt niveau der gør mig i stand til at udføre mit håndværk på en måde jeg selv kan være stolt af, gør at jeg er nødt til at hæve niveauet konstant. Det fordrer bevægelse. Jeg svømme.

Alligevel ser jeg endnu en aften med rig mulighed for at studere mit fag, sive ud gennem timeglasset der langsomt tæller ned til virkeligheden. En virkelighed med job, løn og ansvar for menneskers helbred.

3 tanker om “Jeg synker men mangler incitament til at svømme”

  1. Hej Christian

    Da jeg i går så, at du havde kommenteret på min blog kom jeg i tanke om, at du da også havde en blog og fandt frem til den via Facebook. Her er det første jeg så dit indlæg fra samme dag angående din nuværende tilgang til din uddannelse og jeg fik lyst til at kommentere på det:

    På trods af at jeg så udmærket forstår din frustration, så er det jo din egen præsentation og indgangsvinkel til din uddannelse der tæller og ikke dine medstuderendes. Det er altid træls at opleve, at andre tager meget lettere på deres uddannelse end en selv og at de ganske let slipper af sted med det. Men det siger meget mere end dem end det gør om uddannelsen, for systemet er nu engang indrettet således, at uddannelsesinstitutionerne får deres pose af penge ud fra hvor mange studerende der kommer igennem. Sådan er det alle steder og jeg kan hurtigt hive en lang række eksempler frem fra min egen uddannelse, hvor der selv på kandidaten findes en lang række personer der ikke burde have været igennem første semester. Skal jeg ud og konkurrere med dem bagefter selv om deres faglige niveau er lavt og de har ikke lavet dagens gode gerning i fem år? Ja det skal jeg – og det kan sagtens tænkes, at nogle af dem faktisk får de jobs jeg selv gerne vil have. Lader jeg det påvirke min egen arbejdsmoral når jeg ser hvor let det er at komme igennem? Nej det gør jeg ikke. På andet semester satte jeg mig ned og definerede mig som studerende – hvad er det jeg kan som de andre ikke kan? Hvad gør mig til en unik studerende? Her fandt jeg frem til, at min arbejdsmoral lige netop er det, der skiller mig ud, ikke mine faglige kompetencer. Jeg ved, at jeg er en dygtig studerende, men det gør mig ikke unik og sikrer nu heller ikke, at jeg ikke bliver tilsidesat for en af de studerende, der har snyltet sig igennem – men som alligevel om 1 år står med et kandidatbevis i hånden for præcis den samme uddannelse som mig.

    En vejleder sagde engang til mig, at jeg vist ydede 100 procent mere end mine medstuderende, hvoraf de i hvert fald 50 procent var unødvendigt – ergo, de 50 procent ekstra var rigeligt. Men det er de ikke for mig – når jeg går ind til noget gør jeg det med alt jeg kan. Og det er lige meget om det kan aflæses i karakterer eller om folk kan se det. Det gør mig unik og giver en stor ro når jeg sammenligner mig med andre: Jeg kan noget de ikke kan, hvilket netop er at tage min uddannelse alvorligt og sætte en dyd i at gøre tingene. Skidt vær med at de andre studerende ikke gør det og alligevel får den samme uddannelse: For jeg kan noget de ikke kan.

    Forstår du mig?

    (Jeg kunne fortsætte i evigheder, men jeg er faktisk på arbejde og skal til møde, jeg håber, at du tager emailen som et debatoplæg og ikke en belæring – det er det absolut ikke ment som. Tværtimod. Du har en pointe, men den skal nu alligevel udfordres)

  2. Hej Christian

    Jeg er faktisk glad for at du svarer – jeg var lidt bekymret for, at jeg havde stødt dig (hvilket jeg ikke rigtig kunne få til at passe, men blev bare lidt i tvivl). Jeg kan virkelig relatere til hvordan du havde det, så det var ikke et forsøg på at være klog, men simpelhent en reaktion på hvordan jeg selv undgår at falde i det hul igen og igen som også du faldt i.

  3. Hej Anne,

    Undskyld den sene tilbagemelding. ;P

    Jeg har virkelig tænkt meget over det du skrev – Det er bare så præcist og så rigtigt! Siden jeg skrev indlægget og fik din kommentar er det begyndt at gå meget bedre for mig med min uddannelse. Jeg er holdt op med at sammenligne mig selv med de andre. Jeg forsøger istedet at sammenligne mig med det der forventes jeg skal kunne, og sammenholder det med hvor meget arbejde jeg har mulighed for at lægge i skolearbejdet derudover.

    Mange tak for din kommentar. Det er rart at du har taget dig tid til at læse hvad jeg skrev og sågar give en tilbagemelding! :D

    mvh, christian

Der er lukket for kommentarer.