Nabostridigheder

Christinas diplomatiske evner kan være på et meget lille sted når hun føler sig forurettet. Da underboen, Pernille, kom op og bad os om “at flytte det ind på et værelse” fordi det larmede da jeg hoppede sammen med Oskar ude i køkkenet, var Christinas svar: “Jo, ligeså snart din hund holder op med at gø“. Underboens “ej, hvor er du strid” druknede i vores dør der lukkede i hovedet på hende.

Jeg krummede tær, men de blev langsomt rettet ud efterhånden som jeg kom i tanke om hvor ofte hendes hund har gøet i timevis. Hele opgangen og nabo-opgangen har forsøgt at tale med hende om det, uden andet resultat end at man kan høre Pernille sige “Mollyyyy” når de er hjemme og hører det. Problemet er så bare at det ikke virker, og slet ikke når de ikke er der til at sige “Mollyyyy“. Det var især et problem at Oskar og Christina stort set ikke fik lov til at sove middagslur da de var på barsel, så hunden er klart et større problem for Christina end den er for mig.

Til gengæld er jeg ikke nogen fan af at hun nægter at respektere at det ikke er tilladt at bruge kul-grill i haver og på altaner fordi det oser de omkringliggende lejligheder til. Jeg kan bedst lide når mit nyvaskede tøj lugter af andet end tændvæske og bacon. Jeg har ikke svært ved at finde punkter der retfærdiggør Christinas tackling af Pernille-situationen, men jeg kan mærke at jeg inderst inde er for konfliktsky til –  og at min opdragelse og uddannelse gør – at det ikke føles som den rigtige måde at håndtere det på.

Nu må vi se hvordan tingene udvikler sig. Que sera, sera.