Skolesituationen nu

Generelt set går det rigtig godt for mig med mit studie. Jeg føler at jeg kan følge med i timerne og de karakterer jeg får er jeg meget tilfreds med. Siden september har vi haft klasseundervisning, hvilket har været rart efter den somatiske klinik på 3. semester. Jeg har dog oplevet en del frustrerende lektioner hvor der har været rod i planlægning og informationsgivning, hvilket har resulteret i at jeg er mødt op og har været forberedt på et emne og så har læreren undervist i noget andet. Vi har klaget over dette til læreren men lur mig om ikke det vil gentage sig i fremtiden.

Fra i morgen og 2 uger frem er jeg i praktik på Glostrup Hospitals radiologiske afdeling, hvor jeg skal lære så meget jeg kan om MR- og  CT-scannere. Jeg glæder mig til at trække i uniformen igen og komme ud og opleve det arbejde jeg er ved at uddanne mig tl at udføre. Nogle gange bliver undervisningen lige lidt for teoretiserende og irrelevant i forhold til det konkrete arbejde, så det er rart at veksle mellem praktik og teori for at lære mange detaljer om et emne og samtidig have en finger på pulsen – så at sige.

I løbet af denne måned skal jeg desuden bidrage med 1/4 af en 10-siders opgave om mammografi, der skal afleveres d. 27/11. Derefter går vi d. 2/12 igang med at skrive en større opgave om et teknisk emne inden for faget. Den skal afleveres d. 18/12 hvorefter der er juleferie indtil d. 4/1.